Hoher Weißzint, Bjergtop i Zillertal-alperne, Østrig og Italien

Hoher Weißzint rejser sig på hovedkammen i Zillertal-alperne ved grænsen mellem Sydtyrol og Tyrol. Den nordlige klippetop når 3.370 m, mens det højeste punkt med topkors ligger omkring 150 m syd derfor på 3.371 m. Et bredt snedække dækker den øvre del, brudt ved kammen af to mørkegrå klippefremspring; nedenunder blotlægger sprækker og snerygge grå is, og en stejl klippeskråning grænser op til sneen nederst til venstre. Gletsjere omgiver bjerget: Schlegeiskees mod nord, Breitnockferner mod øst, Weißzintferner mod syd og Gliderferner mod vest.

Den første bestigning blev foretaget den 8. august 1871 af Erich Graf Künigl, kejserlig-kongelig løjtnant, sammen med en navnløs bonde fra Lappach. De steg op fra Lappach via Weißzintscharte og øvre Gliderferner; en nedstigning til Schlegeistal virkede umulig, så de vendte tilbage ad samme vej, og Künigl nåede alene toppen via østryggen. Siden da ligger bjerget på grænsen mellem Tyrol og Sydtyrol.

Navnet Weißzint betyder "hvid tand" efter den lyse firn, der tidligere dækkede hovedtoppen. Det italienske navn Punta Bianca har samme betydning, og bjerget må ikke forveksles med Punta Bianca i De Østlige Breonie-Alper. På hovedtoppen står et toppkors.

Normalruten starter ved Edelrauthütte (Rifugio Ponte di Ghiaccio, 2.545 m) for enden af Lappach-dalen og følger sydvestryggen på 3½ time, UIAA grad I til II. Ved toppen må man regne med vanskelige snedriver og is. Fra Hochfeilerhütte (2.710 m) tager vestryggen omkring 5 timer og kræver UIAA grad III, hvis Hochfeiler passeres.

Navnet Weißzint betyder "hvid tand" og stammer fra den hvide firn, der tidligere dækkede hovedtoppen; den nordlige klippetop er 3370 m, mens det højeste punkt med topkors ligger cirka 150 m syd derfor på 3371 m. Førstebestigningen fandt sted 8. august 1871 af k.u.k. Oberleutnant Erich Graf Künigl sammen med en navnløs bonde fra Lappach.