Southwest National Park, Nationalpark i Tasmanien, Australien
Southwest National Park er Tasmaniens største nationalpark og dækker 6.183 km² i den sydvestlige del af øen. Den grænser mod nord til Franklin-Gordon Wild Rivers National Park og mod øst til Hartz Mountains National Park og er en del af Tasmanian Wilderness World Heritage Area. Landskabet består mest af hede med eukalyptus og regnskov, og den eneste vej fører til vandkraftbyen Strathgordon.
Området blev en beskyttet park i 1955 under navnet Lake Pedder Nationalpark og blev derefter udvidet til sin nuværende form i 1968. Det opnåede senere status som verdensarv som en del af Tasmaniens vildmarksbetegnelse, hvilket anerkender dets betydning for bevarelse.
I det sydvestlige Tasmanien levede South West-nationen, en af øens ni aboriginske nationer, med fire kendte klaner: Mimegin, Lowreenne, Ninene og Needwonne. Disse nomadiske jægere og samlere tog skaller, krebs, sæler og pingviner ved kysten og jagede wallabier, wombater og fugle på buttongræssletterne. Gentagen afbrænding af moserne fremmede nye skud, som trak vildtet til.
Kun én vej fører ind i parken, frem til vandkraftsbyen Strathgordon; de sydlige og vestlige dele har ingen vejadgang og nås kun til fods, med båd eller småfly. Melaleuca i det yderste sydvest har en landingsbane og meget enkle faciliteter, især drevet af Parks and Wildlife Service. Regn med over 2.000 mm nedbør om året, kraftige til cykloniske vestenvinde, frost og hyppigt skydække.
I parkens fjerne sydvest ligger Melaleuca, en lille lokalitet med en landingsbane og enkle faciliteter, der forvaltes af Parks and Wildlife Service. Den ligger i et vigtigt yngleområde for den kritisk truede orangebuget papegøje, hvoraf der kun findes 150–200 fugle tilbage i naturen.
Fællesskabet af nysgerrige rejsende
AroundUs samler tusindvis af udvalgte steder, lokale tips og skjulte perler, som hver dag beriges af 95.426 bidragydere verden over.