Guaíra Falls, Tidligere vandfaldsystem i Paraná, Brasilien og Paraguay

Dette system bestod af atten vandfald fordelt på syv forskellige grupper langs Paraná-floden og spændte over en bredde på 4.828 meter (15.840 fod). Formationen skabte en række katarakter, hvor vand styrtede gennem smalle klippekanaler og over stejle granitformationer. Arrangementet skabte flere separate kaskader med varierende højder og bredder langs flodens løb.

Europæiske opdagelsesrejsende dokumenterede først vandfaldene i det sekstende århundrede under tidlige ekspeditioner ind i det sydamerikanske indre. De brasilianske og paraguayanske regeringer underskrev Itaipu-traktaten i 1973 for at bygge en vandkraftdæmning nedstrøms. Reservoirfyldningen begyndte i 1982, og inden for fjorten dage forsvandt hele vandfaldsystemet under den kunstige sø skabt til kraftproduktion.

Oprindelige grupper kaldte vandfaldene Guaíra på tupi-guaraní-sprog, hvilket henviser til en uoverstigelig barriere, som ingen kunne passere. I århundreder udgjorde kaskaderne en naturlig hindring for flodsejlads og formede livet for samfund langs Paraná. For oprindelige folk repræsenterede de både et spirituelt symbol og en praktisk hindring for handelsruter gennem det indre.

Stedet ligger nu under cirka 30 meter (98 fod) vand i Itaipu-reservoiret langs grænsen mellem Brasilien og Paraguay. Besøgende kan nå den nærliggende by Guaíra, hvor lokale museer viser fotografier og artefakter fra før oversvømmelsen. Regionen byder på informationspaneler, der dokumenterer den geologiske formation og det forsvundne naturvidunder.

Vand, der styrtede gennem den smalle kløft på 61 meter (200 fod) i dybden, frembragte et brøl, der kunne høres 30 kilometer (19 miles) væk. Før oversvømmelsen nåede strømmen 49.000 kubikmeter (1,7 millioner kubikfod) i sekundet i højvandssæsonen. Dette volumen overgik enhver anden kaskade på den vestlige halvkugle og gjorde det forsvundne system til det mest vandrige i verden.