Mburucuyá National Park, Nationalpark i Mburucuyá-departementet, Argentina.

Mburucuyá Nationalpark dækker 17.682 hektar i Mburucuyá-departementet, Corrientes-provinsen, omkring 150 km fra byen Corrientes. Den rummer tre plantesamfund: fugtig Chaco med carandaypalmer, Espinals yataypalmesavanner og pletter af Paraná-skov. Høje yataypalmer med nøgne grå stammer og vifteformede kroner rejser sig over gulnet græs, og en jordvej løber under et løvtag.

Parken fik sin beskyttede status i 2001, efter at Dr. Troels Myndel Pedersen og Nina Sinding donerede ejendommene Santa Teresa og Santa María. Disse private jorder blev derefter omdannet til en nationalpark under statslig forvaltning.

Navnet Mburucuyá kommer fra guaraní og betegner passionsblomsten (mburucuyá). Guaranífolket, som boede her, dyrkede majs, græskar, bomuld, bønner, yerba mate og maniok i byjorder og byttede overskuddet med andre folk. Parkens bygninger fra 1900-tallet er logier for kvægfolk og huse for ejere og forvaltere.

Parken ligger omkring 150 km fra byen Corrientes i det nordvestlige Corrientes-provins og nås ad provinsvej 86, som krydser en del af beskyttelsesområdet. Jordbunden er sandet-leret over et lag af ler, og nedbøren er omkring 1300 mm om året uden tørkesæson, så jorden kan forblive fugtig. Estero de Santa Lucía, et vådområde i parken, rummer de vigtigste fiskebestande.

Området ligger i krydsfeltet mellem tre forskellige økologiske regioner: det fugtige Chaco, Espinal og Paranaense-skoven. Denne placering gør det muligt for dyre- og plantearter at leve side om side, som normalt ville leve i adskilte regioner.