Maras solar salterns, Terrasseformede saltfordampningsbassiner i Den Hellige Dal, Cusco-regionen, Peru.

Maras saltsalter er et forskudt net af lavvandede rektangulære bassiner på Qaqawiñays skråning, indrammet af støttemure af uregelmæssige sten og ler. Hvert bassin måler omkring fem kvadratmeter og er tredive centimeter dybt, forsynet med saltvand fra en kilde via en hovedkanal, der forgrener sig i mindre kanaler. Kilderne angiver omkring 4.500 til 5.000 bassiner.

Salt er blevet udvundet i Maras siden den tidlige horisont; i Pakallamoqo-området er der fundet Chanapata-keramik fra den tidlige mellemperiode samt skår fra Killke (1000 e.Kr.) og inka. I 1500- og 1600-tallet forblev minerne hos inkaefterkommere som Don Felipe Topa Yupangui og Don Alonso Titu Atauchi; et kongeligt dekret af 1. november 1591 registrerede fordelingen mellem familier og samfund.

Omkring 400 familier ejer bassinerne, som bliver i familierne og går i arv fra generation til generation; et bassin kan kun sælges til en anden indbygger i Maras eller Pichingoto. Ejerne står for udvinding og vedligeholdelse, mens det kommunale selskab Marasal tager sig af opbevaring, sortering og salg og fordeler overskuddet efter hver families antal bassiner.

Stedet er åbent dagligt fra 6:00 til 18:00 og ligger omkring 31 miles (50 kilometer) nordvest for Cusco, tilgængeligt på en time ad vej, hvor tørkesæsonen fra maj til september byder på de bedste besøgsforhold.

Saltlagen kommer fra en saltkilde højt oppe på skråningen og ledes gennem en hovedkanal, der forgrener sig i mindre kanaler til hver bassin. Hvert bassin giver omkring 200 kg salt om måneden, og et bassin må kun sælges til en anden indbygger i Maras eller Pichingoto.