Basílica de Nuestra Señora del Perpetuo Socorro, Mindre basilika i Santiago, Chile

Basilikaen Vor Frue af den evige hjælp er en nygotisk kirke af jernbeton, 68 meter lang og 30 meter bred, med fem skibe, hvoraf kun tre blev færdiggjort. De to højeste spir når 55 og 65 meter, og korset på det centrale tårn, opsat i 1913, er omkring 4 meter højt og vejer cirka 500 kg. Indersøjlerne er monolitblokke, som i 1906–1907 blev fragtet med oksekærre fra San José de Maipo.

I 1876 ankom redemptoristmissionærer til Chile, og Ugarte-familien overdrog grunden ved offentligt skøde samme år; grundstenen blev velsignet den 11. december 1904. Den belgiske arkitekt Gustave Knockaert, kaldet broder Gerardo, tegnede den nygotiske kirke med Huberto Boulangeot som arkitekt på stedet. Jordskælvet i Valparaíso i 1906 tvang forstærkede planer igennem, og i 1912 begyndte jernbetonarbejdet under ingeniør Juan Tonkin. I 1926 erklærede Den Hellige Stol kirken for mindre basilika, den første i verden viet til Vor Frue af den evige hjælp.

Basilikaen fungerer som et centralt sted, hvor katolske tilbedere samles til daglige bønner og fejringer hele året. Dens tilstedeværelse i kvarteret har gjort den til et vigtigt åndeligt hjem for generationer af familier i lokalsamfundet.

Basilikaen er tilgængelig fra hovedgaden og ligger i et veletableret område af kvarteret. Besøgende bør afsætte tid til gudstjenester og være opmærksomme på, at særlige begivenheder kan påvirke åbningstiderne.

Otte af de 28 planlagte glasmosaikker og et rosenvindue blev aldrig købt på grund af salpeterkrisen og Første Verdenskrig; disse åbninger har stadig klart glas. Det franske orgel fra huset Neuville Frères er fra 1897 og er erklæret som historisk monument.