Khafajah, Arkæologisk sted i Diyala-provinsen, Irak

Khafajah er et arkæologisk sted, der omfatter flere høje, som indeholder rester af templer, administrative bygninger og boligstrukturer fra forskellige perioder af Mesopotamiens historie. Bygningerne strækker sig fra omkring 3100 til 1750 f.Kr. og afslører, hvordan samfund udviklede sig og ændrede sig gennem århundreder.

Khafajah, det antikke Tutub, var beboet fra Uruk- og Jemdet Nasr-perioderne til slutningen af det gammelbabyloniske rige. I det 3. årtusinde f.Kr. lå det under det akkadiske rige og derefter under Urs tredje dynasti, før det blev en del af Eshnunnas rige. Oriental Institute i Chicago gennemførte syv udgravningssæsoner mellem 1930 og 1937 under Henri Frankfort med Thorkild Jacobsen, Conrad Preusser og Pinhas Delougaz; Delougaz ledede i 1937 og 1938 et fælles hold fra American Schools of Oriental Research og University of Pennsylvania.

Templerne fungerede som centre for religiøs tilbedelse og økonomisk aktivitet. Folk kom for at bringe ofringer og handle, hvilket ses af de mange lertavler, der er fundet indeni.

Khafajah ligger ved floden Diyala, 11 km øst for Bagdad og 19 km nordøst for Eshnunna. De fire høje er mærket A til D; høj A, den største, hæver sig 4 meter over sletten og rummer på omkring 100 kvadratmeter Det Ovale Tempel, Sintemplet og Nintutemplet. De nederste lag ligger under grundvandsspejlet og er utilgængelige.

Blandt de fundne lertavler indeholder nogle administrative optegnelser, der viser, hvordan folk handlede og forvaltede deres ejendom. Disse hverdagsdokumenter giver et levende billede af det økonomiske liv for næsten 4000 år siden.