Al Naslaa, Sandstensformation med helleristninger i Tayma, Saudi-Arabien

Al Naslaa er en sandstensklippe, omkring 6 meter høj og 9 meter bred, kløvet på midten i to blokke, der hver hviler på en lille piedestal, adskilt af et smalt lige mellemrum. Dens sydøstside bærer mange helleristninger, blandt andet heste og stenbukke, og den rødorange sten viser vandrette laglinjer.

Området omkring Tayma-oasen blev første gang undersøgt og kortlagt af Charles M. Doughty i 1877, og hans materiale udkom i "Travels in Arabia Deserta" i 1888. I 1883 nåede den franske opdagelsesrejsende Charles Huber frem til Al Naslaa og beskrev kløften i klippen, som ifølge kilderne står, som han fandt den.

Den sydøstlige side bærer talrige helleristninger, blandt dem afbildninger af heste og stenbukke. Det arabiske navn صخرة النصلة henviser til selve kløften. Den franske opdagelsesrejsende Charles Huber nåede klippen i 1883 og beskrev dens tilstand, som han fandt uændret i forhold til tidligere beretninger.

Al Naslaa ligger omkring 50 km syd for Tayma-oasen og nås ad en ørkenvej, så firehjulstræk og en lokal guide, der kender ruten, anbefales. Klippen står alene på sanden uden skygge eller faciliteter; medbring vand og solbeskyttelse, og kom om morgenen, hvor det er køligere. Helleristningerne sidder på sydøstsiden, som er bedst belyst tidligt på dagen.

Helleristningerne på sydøstsiden viser blandt andet heste og stenbukke, og på den nederste højre blok ses svage hvide graffiti med bogstaverne "B" og "U". Geologer diskuterer stadig, om den lige sprække skyldes naturlig kløvning, tektonisk brud eller frostforvitring.