Yudonosan Shrine, Shinto-helligdom i Tsuruoka, Japan

Yudonosan-helligdommen har ingen hovedhal eller gudstjenestebygning; bjerget selv er genstanden for tilbedelse, med en klippe som iwakura. Adgangen passerer en stor cinnoberrød torii med en mørk plakette med gyldne tegn, derefter en rensehydtte, hvor besøgende tager skoene af og renser sig med papirfigurer, før de fortsætter barfodet.

Helligdommen på Yudono-bjerget er sidste stop på shugendo-pilgrimsrejsen over Dewas tre bjerge, efter Haguro-san og Gassan. Før Meiji-tiden blev den identificeret med Dainichi Nyorai, ud over de andre tinders tre buddhaer. I 1932 blev den ophøjet til statelig lille helligdom, og efter krigen blev den en Beppyo-helligdom under Jinja Honcho.

Før indgangen tager besøgende skoene af ved rensehyden og gnider sig med papirbilleder (katashiro); uden denne ritus er adgang ikke tilladt. Helligdommen holder fast i skikken "spørg ikke, fortæl ikke" om sit hellige objekt, og fotos af kami er strengt forbudt. Haikudigteren Matsuo Bashō, som kom i juli 1689, efterlod verset "Jeg kan ikke tale om Yudono, dog er mine ærmer våde".

Helligdommen har ingen hovedhal eller gudstjenestebygning; bjerget selv er genstanden for tilbedelse. Besøgende skal tage skoene af ved rensehytta og udføre en rensning med en papirdukke, før de nærmer sig. Private biler må ikke køre til helligdommen; parker ved Senninzawa-parkeringspladsen og tag shuttle-bussen eller gå. Stedet er utilgængeligt om vinteren på grund af kraftigt snefald.

Før indgangen tager besøgende skoene af ved renseboden og gnider sig med papirfigurer (katashiro); det krævede er en barfodet rensning, ikke et bad. Helligdommen har hverken honden eller haiden: bjerget selv er guddommen, og det hellige objekt må ikke fotograferes. Digteren Matsuo Bashō, som kom i juli 1689, skrev om våde ærmer i Yudono, som han ikke måtte tale om.