Hirsau Abbey, Benediktinerkloster i Schwarzwald, Tyskland

Hirsau Kloster er et tidligere benediktinerkloster, hvis ruiner af rød sandsten og grå sten står blandt træer over Nagold. Nordvesttårnet, der blev færdigt i 1120, har et stejlt pyramideformet tag af brune teglsten, høje rektangulære vinduer og en bleg urskive nær toppen; ved siden af ligger en forfalden mur, og længere til venstre bygninger med gavle og buede vinduer samt et rundt tårn med kegleformet tag.

Klosteret i Hirsau stammer fra et kloster grundlagt omkring 830 af grev Erlafried af Calw, som anbragte femten munke fra Fulda under abbed Lutpert. Efter forfaldet omkring år 1000 beordrede pave Leo IX dets genoprettelse i 1049, og munke fra Einsiedeln befolkede det igen i 1065. Abbed Wilhelm gjorde fra 1069 Hirsau til et centrum for cluniacensisk reform; opførelsen af kirken Sankt Peter og Paulus begyndte i 1082 og blev indviet 2. maj 1091. Franske tropper brændte anlægget i 1692.

Navnet Hirsau kommer fra bosættelsen, hvor klosteret ligger. Abbed Wilhelms reformer, kaldet Hirsau-reformerne, blev overtaget af mange klostre, og munke fra Hirsau grundlagde Zwiefalten Kloster i 1089. I det venstre sideskib i Sankt Aurelius-kirken står en spansk træmadonna fra begyndelsen af 1400-tallet; hun holder Jesusbarnet og peger på sig selv med venstre hånd.

Ruinerner ligger på en plateau ved Nagolds bred modsat den ældre Skt. Aurelius-kirke på den anden side af floden; det bevarede nordvesttårn og de tilmurede tværskibsåbninger hjælper med at orientere sig. Området er en åben ruin med ujævnt underlag, så solidt fodtøj er en fordel. Klostermuseum i den tilstødende Forstmeisterhof (Calwer Straße 6) dokumenterer udgravningerne mellem 1876 og 1989.

Det endnu stående nordvesttårn ved Skt. Peter og Paulus var ikke med i abbed Wilhelms oprindelige plan: de to vesttårne blev først færdige i 1120 og stod først foran et atrium, som i en sidste byggefase fik basilikalt tag. Dermed blev skibet forlænget med 30 meter til tretten fag.