Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Skotske Højland: Skjulte steder, isolerede bjerge og fjerntliggende landsbyer
Det skotske højland strækker sig over tusindvis af kvadratmil i det nordlige Skotland og byder på markante landskaber med bjerge, takkede kyster og fjerntliggende søer. Denne region bevarer landsbyer, der først for nylig fik vejadgang, såsom Rhenigidale på Harris Island, forbundet med resten af øen i 1989. Knoydart-halvøen er stadig kun tilgængelig med båd eller til fods og har omkring hundrede indbyggere.
Bemærkelsesværdige steder omfatter Torridon-bakkerne, dannet af rød sandsten og rejser sig omkring 1.000 meter (3.280 fod), vejen Bealach na Bà, der stiger til 626 meter (2.054 fod) med skråninger op til 20 procent, og Sandwood Bay, en sandstrand, der kan nås efter flere miles gang. Speyside Way strækker sig 85 miles (137 km) langs floden Spey og passerer gennem skove og heder nær whisky-destillerier. På Isle of Skye har Storr nåleformede klippeformationer, mens Coire Lagan danner en gletsjercirque skåret ind i klippen. Disse steder fremhæver regionens geologiske historie og de levevis, der har bestået trods isolation.
Skotske Højland: Skjulte steder, isolerede bjerge og fjerntliggende landsbyer
Det skotske højland strækker sig over tusindvis af kvadratmil i det nordlige Skotland og byder på markante landskaber med bjerge, takkede kyster og fjerntliggende søer. Denne region bevarer landsbyer, der først for nylig fik vejadgang, såsom Rhenigidale på Harris Island, forbundet med resten af øen i 1989. Knoydart-halvøen er stadig kun tilgængelig med båd eller til fods og har omkring hundrede indbyggere.
Bemærkelsesværdige steder omfatter Torridon-bakkerne, dannet af rød sandsten og rejser sig omkring 1.000 meter (3.280 fod), vejen Bealach na Bà, der stiger til 626 meter (2.054 fod) med skråninger op til 20 procent, og Sandwood Bay, en sandstrand, der kan nås efter flere miles gang. Speyside Way strækker sig 85 miles (137 km) langs floden Spey og passerer gennem skove og heder nær whisky-destillerier. På Isle of Skye har Storr nåleformede klippeformationer, mens Coire Lagan danner en gletsjercirque skåret ind i klippen. Disse steder fremhæver regionens geologiske historie og de levevis, der har bestået trods isolation.
Disse bjerge i Wester Ross består af rød sandsten og når højder på omkring 3.300 fod (1.000 meter). Formationerne stammer fra for omkring 750 millioner år siden og er blandt Skotlands ældste klippestrukturer. Flere stier fører gennem naturreservatet, herunder ruter til Beinn Eighe og Liathach. De stejle skråninger og smalle kamme kræver erfaring med bjergvandring. Fra toppene strækker udsigten sig over Loch Torridon og de omkringliggende dale. Området ligger cirka 60 miles (100 kilometer) vest for Inverness og er tilgængeligt via A896.
Denne bjergvej stiger til 2.054 fod (626 meter) og er blandt de stejleste asfalterede ruter i Skotland. Passet forbinder vestkysten med Applecross-halvøen gennem en række skarpe hårnålesving, der skærer gennem højlandsterræn. Nogle strækninger af vejen når stigninger på 20 procent. Vintervejr gør ofte passet ufremkommeligt, og sne kan lukke ruten i dage eller uger ad gangen.
Denne landsby på østkysten af Harris var uden vejadgang indtil 1989, så beboere og besøgende var afhængige af en fire mil (seks kilometer) lang kyststi til Tarbert. Den gamle postrute løber langs klipperne med udsigt over Minch og forbinder bebyggelsen med resten af øen. En ensporet vej når nu landsbyen, men vandrestien er stadig en populær rute for dem, der udforsker det fjerntliggende kystterræn på Harris.
Denne halvø er stadig en af de få skotske regioner uden vejforbindelse til fastlandet. Knoydart-halvøen kan kun nås med båd eller ad flere timers vandrestier, og den har omkring hundrede fastboende. Tre bjerge overstiger 900 meter (2950 fod), og flere ferskvandssøer ligger i dalene mellem toppene. Området får forsyninger med færge fra Mallaig, og isolationen har opretholdt et fungerende samfund, der har eksisteret i årtier uden direkte vejadgang.
De Små Øer ligger ud for Skotlands vestkyst og består af fire beboede øer: Rum, Eigg, Muck og Canna. Rum dækker omkring 40 kvadratmil (105 kvadratkilometer) og rummer en bestand af kronhjorte på flere tusinde. På Eigg rejser Sgùrr sig 1.289 fod (393 meter) som en pitchstone-klippeformation. Muck har omkring 30 fastboende og er den sydligste ø i gruppen. Canna fungerer som navigationspunkt for kystskibsfart og har en naturlig havn. Færgeforbindelser fra Mallaig forbinder øerne, med overfartstider fra 45 minutter til to timer afhængigt af destinationen.
Coire Lagan er en gletscherkedel skåret ind i hjertet af Cuillin-bjergene på Isle of Skye, formet af is i den sidste istid i mørkt gabbro. Kedlen ligger i omkring 2.000 fod (600 meter) og er omgivet af stejle klippevægge, der rejser sig yderligere 1.000 fod (300 meter). En lille sø fylder bunden af kedlen, mens de omkringliggende toppe giver udsigt over Minch til Outer Hebrides. Adgang følger en sti på omkring 2,5 miles (4 kilometer) fra Glen Brittle, der krydser hede og stenmarker.
The Storr rejser sig på Isle of Skye med sine karakteristiske klippetinder, dannet af jordskred for tusinder af år siden. Den mest fremtrædende formation, Old Man of Storr, står omkring 165 fod (50 meter) over det omgivende terræn. En vedligeholdt sti fører fra parkeringspladsen gennem hede til foden af klippeformationerne og dækker cirka 2 miles (3 kilometer) en vej. Disse geologiske strukturer består af basalt, der hviler på ældre sedimentære lag, hvilket bidrager til terrænets karakteristiske ustabilitet. The Storr tilhører Trotternish Ridge, en vulkansk bjergkæde, der strækker sig langs den østlige side af øen.
Denne sandede bugt ligger flere mil fra den nærmeste vej på den nordvestlige kyst af Sutherland. Adgangen følger en vandresti på omkring fire mil (seks kilometer) gennem moseland og lyng. Stranden strækker sig næsten en mil (1,5 kilometer) og er omgivet af klitter og klipper. En klippesøjle rejser sig fra vandet nær bugtens sydlige ende. Afsides beliggenhed har holdt antallet af besøgende lavt og bevaret stedets naturlige karakter.
Cape Wrath markerer den nordvestlige spids af det skotske fastland og rejser sig over klipper, der når omkring 400 fod (120 meter) over Atlanten. Fyrtårnet stammer fra 1828 og blev designet af ingeniøren Robert Stevenson. Klipperne huser kolonier af lunder, alk og rider i ynglesæsonen fra april til august. En sti fører fra færgelejet ved Kyle of Durness gennem Cape Wrath-halvøen, som også fungerer som træningsområde for det britiske forsvarsministerium. Adgang er kun med færge og minibus, og ruten er lukket under militærøvelser.
Denne sø i Ross-shire strækker sig 12 miles (20 kilometer) og indeholder mere end 60 øer, hvoraf flere har gamle fyrreskove. De omkringliggende bjerge når højder på cirka 3.300 fod (1.000 meter) og udgør et af de karakteristiske landskaber i de skotske højland. Søen ligger i et område formet af gletsjerprocesser. Flere vandrestier følger bredderne og giver adgang til de skovklædte områder. Området omkring søen hører til de fjerntliggende egne af højlandet, hvor naturlig vegetation og bjergformationer har udviklet sig gennem årtusinder.
Glen Affric strækker sig 30 miles (48 kilometer) gennem de skotske Highlands og indeholder et af de største tilbageværende bestande af kaledonske fyrretræer, træer der har vokset i regionen i tusinder af år. Skovområderne spreder sig langs bredderne af Loch Affric og Loch Beinn a' Mheadhoin og danner skove afbrudt af åbne hedeområder. Dette naturreservat understøtter kongeørne, kronhjorte og andet dyreliv, der lever på de skovklædte skråninger og højlandsområder. Vandrestier krydser landskabet og forbinder dalen med de omkringliggende bjerge, hvor terrænet stiger til højder over 3.000 fod (900 meter).
Quiraing er blandt de mindre besøgte geologiske formationer i de skotske højland, beliggende på den østlige skråning af Meall na Suiramach på Isle of Skye. Klippeformationen opstod efter et jordskred, der efterlod lodrette klipper og forskudte plateauer. Vandrestier dækker omkring 4 miles (7 kilometer) gennem terrænet og passerer fritstående klippetårne og smalle passager mellem stenvægge. Fra de højere dele strækker udsigten sig over kystlinjen og øerne ud for kysten. Adgang følger en ensporet vej med mødepladser, der snoer sig op ad bakke fra Staffin.
Denne fiskerlandsby ved Loch Broom blev grundlagt i 1788 som en planlagt bosættelse for sildeindustrien. Havnen er stadig i drift, med fiskerbåde der lægger til dagligt, og færger der afgår til Stornoway på Lewis. Den brolagte Shore Street løber parallelt med vandet, kantet med hvidkalkede bygninger fra 1700-tallet. Landsbyen fungerer som base for ture til de nordlige Highlands og til Summer Isles, en gruppe ubeboede øer ud for kysten. Indbyggertallet er cirka 1.500, og det vokser i sommermånederne, når vandrere og bådpassagerer ankommer.
Feernes bassiner på Isle of Skye danner en række naturlige vandfald og turkisblå bassiner ved foden af Cuillin-bjergene. Koldt vand strømmer ned fra de omkringliggende toppe og skaber naturlige bassiner i flodsengen i Allt Coir' a' Mhadaidh. Stien til disse bassiner krydser hede og giver udsigt til de takkede Cuillin-toppe. Vandets farve skyldes mineraler i klippen og lysbrydning i det klare bjergvand. På solrige dage bader nogle besøgende i de iskolde bassiner, selvom vandtemperaturen sjældent overstiger 50°F (10°C) selv om sommeren.
Dette slot ligger på en lille tidevandsø, hvor tre havlocher mødes, cirka 8 miles (13 kilometer) øst for Isle of Skye. En stenbuet bro bygget i begyndelsen af det 20. århundrede forbinder Eilean Donan med fastlandet. Den oprindelige fæstning stammer fra det 13. århundrede og blev opført som en forsvarsstilling mod norrøne indfald. Efter dens ødelæggelse i 1719 under jakobitteropstandene forblev ruinerne urørte i to århundreder. Genopbygningen begyndte i 1912, styret af historiske planer fundet i Edinburgh. Komplekset omfatter et centralt keep, omgivende mure og en lille gård med udsigt over Loch Duich, Loch Long og Loch Alsh. Strukturen dokumenterer middelalderlig skotsk befæstningsarkitektur og historien om klanerne i de vestlige højlande.
Dette grantårn på 118 fod (36 meter) markerer det vestligste punkt på det britiske fastland og blev bygget i 1849 for at guide skibe gennem den farlige passage mellem den skotske kyst og Hebriderne. Lyset blev automatiseret i 1988 og sender nu et signal over havet hvert 20. sekund. Anlægget omfatter et besøgscenter i de tidligere fyrpasserboliger, som dokumenterer den maritime historie langs denne kyst. Den omkringliggende Ardnamurchan-halvø nås ad en ensporet vej, der snor sig 25 miles (40 kilometer) gennem ubeboet terræn. Fra fyrets platform strækker udsigten sig over øerne Mull, Coll og Eigg og på klare dage til de Ydre Hebrider.
An Teallach rejser sig til 3.484 fod (1.062 meter) i det nordlige skotske højland og danner flere toppe langs en to mil (tre kilometer) lang kam af rød sandsten. Bjerget er blandt de fjerntliggende toppe i denne region, hvor tusindvis af kvadratmil bjergterræn forbliver tyndt befolket. Klatrere bruger forskellige ruter langs kammen, med opstigninger der krydser stejle klippeflader og smalle passager. Den røde sandsten blev dannet for hundreder af millioner år siden og former massivets udseende. Adgang følger uasfalterede spor gennem hedeområder flere mil fra den nærmeste vej.
Denne betonjernbanebro færdiggjort i 1898 strækker sig 1.250 fod (380 meter) og hæver sig 100 fod (30 meter) over dalbunden. Konstruktionen bærer tog på West Highland Line og viser den ingeniørkunst, der kræves for at forbinde fjerntliggende Highland-områder med Glasgow, med tog der stadig kører denne rute gennem et landskab af bjerge og søer.
Denne ferskvandssø strækker sig 28 miles (45 kilometer) gennem de skotske højlandes bjerge, beliggende mellem skovklædte skråninger og nøgne toppe. Kongeørne yngler i de omkringliggende skove, mens laks bevæger sig gennem vandet. Søen udgør en af de længste vandforekomster i regionen og markerer en naturlig grænse mellem forskellige bjerggrupper. Området viser spor af tidligere bosættelser, og flere stier fører til udsigtspunkter over vandet. Loch Shiel forbliver væk fra de vigtigste transportruter og udforskes primært med båd.
Denne fiskerlandsby ligger ved Loch Carron omkring 6 miles (10 kilometer) fra Kyle of Lochalsh og nyder godt af Golfstrømmens strømme, der skaber et mildere klima. Palmetræer langs vandkanten, mens den beskyttede bugt tiltrækker sæler, der regelmæssigt dukker op på klipperne. Bådture går til øer ud for kysten, og kyststier strækker sig langs bredden. Bebyggelsen udviklede sig som fiskerihavn i 1700-tallet og blev senere optagelsessted for flere tv- og filmproduktioner.
Glomach-vandfaldene styrter 370 fod (113 meter) ned i en stejl kløft i det vestlige højland, cirka 10 miles (16 kilometer) sydøst for Dornie. En bjergsti fører 1,5 miles (2,5 kilometer) gennem Kintail-landskabet, hvor vandrere stiger flere hundrede fod i højden. Vandmængden varierer betydeligt afhængigt af regnfald, og adgang kræver forsigtighed på glatte strækninger under våde forhold. Disse afsidesliggende vandfald er blandt de højeste i Skotland og viser de geologiske kræfter, der formede højlandets terræn.
Corrieshalloch Gorge danner en kløft på 200 fod (60 meter) i det nordlige skotske højland, hvor Measach-vandfaldet styrter ned i en smal dal omgivet af skovklædte skråninger. En hængebro bygget i 1874 spænder over kløften og giver udsigt til vandfaldet og den omkringliggende geologi. Kløften blev udskåret af gletsjersmeltvand i den sidste istid og skar dybe kanaler gennem blødere klippelag. En vandresti fører fra parkeringspladsen til broen og flere udsigtspunkter langs kanten. Dette geologiske træk ligger sydøst for Ullapool på vejen til Inverness og er et af flere eksempler på postglacial landskabsdannelse i dette fjerntliggende område af højlandet. Stedet har været forvaltet af National Trust for Scotland siden 1945 og modtager besøgende hele året trods beliggenheden i en tyndt befolket region.
Ben Hope rejser sig til 3.041 fod (927 meter) som en isoleret top i det nordlige Sutherland og markerer Skotlands nordligste Munro. Opstigningen begynder ved Loch Hope og krydser åbent hedeland, før stejle græsskråninger fører til det klippefyldte top Plateau. Fra toppen strækker udsigten sig over Flow Countrys tørvelande, til nordkysten og på klare dage til Orkneyøerne. Den udsatte placering gør bjerget tilbøjeligt til vejrskift, og tåge kan rulle ind hurtigt.
Sommerøerne strækker sig over farvandene ud for den nordvestlige kyst og består af 17 små øer, hvoraf de fleste er ubeboede. Flere øer når højder på omkring 430 fod over havets overflade. Øgruppen fungerer som levested for havfugle og sæler, der finder ly på klippefremspring og i beskyttede bugter. Hovedøen, Tanera Mòr, var permanent beboet indtil 1930'erne og understøttede et lille fiskersamfund. I dag bor kun få mennesker der i sommermånederne. Øerne ligger inden for et beskyttet havområde, der omfatter farvandene omkring øgruppen. Bådture fra Ullapool giver adgang til nogle af øerne og giver indsigt i de naturlige levesteder i dette fjerntliggende landskab.
Disse stentrin blev hugget i 1700-tallet for at flytte sild fra en lille havn ved foden af klipperne til saltningsstationer på plateauet ovenfor. De 330 trin fører 250 fod (75 meter) ned gennem klippefladen og blev brugt af fiskerkoner, der dagligt gik op og ned med tunge kurve på ryggen. Havnen nedenfor gav ly for små både i sildesæsonen i 1800-tallet, hvor denne del af Caithness-kysten var økonomisk afhængig af fangsten. Trinnene kan stadig gås i dag og viser de fysiske krav, som beboerne på denne afsidesliggende Highlands-kyst stod over for.
Denne gamle fyrreskov i de skotske højlande strækker sig over tolv kvadratmil (31 kvadratkilometer) langs kanten af Rannoch Moor. BlackWood of Rannoch bevarer rester af den oprindelige kaledonske skov, der engang dækkede store dele af Skotland. Skotske fyrretræer dominerer trækronerne, mens underskoven huser sjældne plantearter som twinflower og creeping lady's tresses. Dyrelivet omfatter kronhjort, sort skovhøne, skotske korsnæb og lejlighedsvis skovmår. Skoven ligger i en højde af cirka 1.000 fod (300 meter) og viser karakteristiske træk ved højlandsskove med mosdækkede klipper og spredte birketræer blandt de dominerende fyrretræer.
Luskentyre Beach strækker sig tre kilometer (1,9 miles) langs den vestlige kyst af Harris og udgør en af de største sammenhængende sandstrækninger i Outer Hebrides. Klitterne rejser sig til 130 fod (40 meter) over havets overflade og grænser op til tidevandsflader, der strækker sig flere hundrede yards ved lavvande. Vandet viser en turkis farve på grund af den lyse sandbund og lavt sedimentindhold. Stranden ligger for enden af en enkeltsporet vej og får sit sand fra knuste muslingeskaller, hvilket forklarer det hvide udseende. Ved lavvande forbinder sandbanker bugten med øerne ud for kysten.
Denne røde sandstensbolig blev bygget i 1897 af George Bullough på Isle of Rum og ligger nu på vestkysten af de skotske højlande. Bygningen indeholder møbler fra edwardiansk tid og en balsal med et mekanisk orgel. Ejendommen dokumenterer livsstilen hos velhavende industrialister i slutningen af 1800-tallet og ligger på en af de mest afsidesliggende beboede øer i de indre Hebrider, kun tilgængelig med færge.
Denne bugt ligger på den vestlige kyst af Ross and Cromarty og har rødligt sand dannet af jernholdige sandstensformationer i området. Vandet er klart nok til at svømme i, selvom temperaturen forbliver kølig hele året. Fra bugten kan Summer Isles ses, en gruppe små øer beliggende omkring 2 miles (3 kilometer) fra kysten. Bugten er tilgængelig via en mindre vej og giver adgang til stranden gennem en kort gåtur. Området udgør en del af de mindre befolkede dele af den skotske vestkyst.
Cul Mor rejser sig til 2.786 fod (849 meter) i Assynt-området i de skotske højland, dannet af Torridonian-sandsten, der går over en milliard år tilbage. Stien til toppen krydser åbent hedelandskab og byder på udsigt til nabotoppe som Suilven og Stac Pollaidh. Dette bjergs karakteristiske rødlige sandstenslag afspejler den gamle geologi i dette fjerntliggende område. Opstigningen og nedstigningen tager typisk flere timer og fører gennem terræn formet af gletsjeraktivitet, der udhuggede dalene og botnerne i det nordvestlige højland.
Disse bjerge i Wester Ross består af rød sandsten og når højder på omkring 3.300 fod (1.000 meter). Formationerne stammer fra for omkring 750 millioner år siden og er blandt Skotlands ældste klippestrukturer. Flere stier fører gennem naturreservatet, herunder ruter til Beinn Eighe og Liathach. De stejle skråninger og smalle kamme kræver erfaring med bjergvandring. Fra toppene strækker udsigten sig over Loch Torridon og de omkringliggende dale. Området ligger cirka 60 miles (100 kilometer) vest for Inverness og er tilgængeligt via A896.
Denne bjergvej stiger til 2.054 fod (626 meter) og er blandt de stejleste asfalterede ruter i Skotland. Passet forbinder vestkysten med Applecross-halvøen gennem en række skarpe hårnålesving, der skærer gennem højlandsterræn. Nogle strækninger af vejen når stigninger på 20 procent. Vintervejr gør ofte passet ufremkommeligt, og sne kan lukke ruten i dage eller uger ad gangen.
Denne landsby på østkysten af Harris var uden vejadgang indtil 1989, så beboere og besøgende var afhængige af en fire mil (seks kilometer) lang kyststi til Tarbert. Den gamle postrute løber langs klipperne med udsigt over Minch og forbinder bebyggelsen med resten af øen. En ensporet vej når nu landsbyen, men vandrestien er stadig en populær rute for dem, der udforsker det fjerntliggende kystterræn på Harris.
Denne halvø er stadig en af de få skotske regioner uden vejforbindelse til fastlandet. Knoydart-halvøen kan kun nås med båd eller ad flere timers vandrestier, og den har omkring hundrede fastboende. Tre bjerge overstiger 900 meter (2950 fod), og flere ferskvandssøer ligger i dalene mellem toppene. Området får forsyninger med færge fra Mallaig, og isolationen har opretholdt et fungerende samfund, der har eksisteret i årtier uden direkte vejadgang.
De Små Øer ligger ud for Skotlands vestkyst og består af fire beboede øer: Rum, Eigg, Muck og Canna. Rum dækker omkring 40 kvadratmil (105 kvadratkilometer) og rummer en bestand af kronhjorte på flere tusinde. På Eigg rejser Sgùrr sig 1.289 fod (393 meter) som en pitchstone-klippeformation. Muck har omkring 30 fastboende og er den sydligste ø i gruppen. Canna fungerer som navigationspunkt for kystskibsfart og har en naturlig havn. Færgeforbindelser fra Mallaig forbinder øerne, med overfartstider fra 45 minutter til to timer afhængigt af destinationen.
Coire Lagan er en gletscherkedel skåret ind i hjertet af Cuillin-bjergene på Isle of Skye, formet af is i den sidste istid i mørkt gabbro. Kedlen ligger i omkring 2.000 fod (600 meter) og er omgivet af stejle klippevægge, der rejser sig yderligere 1.000 fod (300 meter). En lille sø fylder bunden af kedlen, mens de omkringliggende toppe giver udsigt over Minch til Outer Hebrides. Adgang følger en sti på omkring 2,5 miles (4 kilometer) fra Glen Brittle, der krydser hede og stenmarker.
The Storr rejser sig på Isle of Skye med sine karakteristiske klippetinder, dannet af jordskred for tusinder af år siden. Den mest fremtrædende formation, Old Man of Storr, står omkring 165 fod (50 meter) over det omgivende terræn. En vedligeholdt sti fører fra parkeringspladsen gennem hede til foden af klippeformationerne og dækker cirka 2 miles (3 kilometer) en vej. Disse geologiske strukturer består af basalt, der hviler på ældre sedimentære lag, hvilket bidrager til terrænets karakteristiske ustabilitet. The Storr tilhører Trotternish Ridge, en vulkansk bjergkæde, der strækker sig langs den østlige side af øen.
Denne sandede bugt ligger flere mil fra den nærmeste vej på den nordvestlige kyst af Sutherland. Adgangen følger en vandresti på omkring fire mil (seks kilometer) gennem moseland og lyng. Stranden strækker sig næsten en mil (1,5 kilometer) og er omgivet af klitter og klipper. En klippesøjle rejser sig fra vandet nær bugtens sydlige ende. Afsides beliggenhed har holdt antallet af besøgende lavt og bevaret stedets naturlige karakter.
Cape Wrath markerer den nordvestlige spids af det skotske fastland og rejser sig over klipper, der når omkring 400 fod (120 meter) over Atlanten. Fyrtårnet stammer fra 1828 og blev designet af ingeniøren Robert Stevenson. Klipperne huser kolonier af lunder, alk og rider i ynglesæsonen fra april til august. En sti fører fra færgelejet ved Kyle of Durness gennem Cape Wrath-halvøen, som også fungerer som træningsområde for det britiske forsvarsministerium. Adgang er kun med færge og minibus, og ruten er lukket under militærøvelser.
Denne sø i Ross-shire strækker sig 12 miles (20 kilometer) og indeholder mere end 60 øer, hvoraf flere har gamle fyrreskove. De omkringliggende bjerge når højder på cirka 3.300 fod (1.000 meter) og udgør et af de karakteristiske landskaber i de skotske højland. Søen ligger i et område formet af gletsjerprocesser. Flere vandrestier følger bredderne og giver adgang til de skovklædte områder. Området omkring søen hører til de fjerntliggende egne af højlandet, hvor naturlig vegetation og bjergformationer har udviklet sig gennem årtusinder.
Glen Affric strækker sig 30 miles (48 kilometer) gennem de skotske Highlands og indeholder et af de største tilbageværende bestande af kaledonske fyrretræer, træer der har vokset i regionen i tusinder af år. Skovområderne spreder sig langs bredderne af Loch Affric og Loch Beinn a' Mheadhoin og danner skove afbrudt af åbne hedeområder. Dette naturreservat understøtter kongeørne, kronhjorte og andet dyreliv, der lever på de skovklædte skråninger og højlandsområder. Vandrestier krydser landskabet og forbinder dalen med de omkringliggende bjerge, hvor terrænet stiger til højder over 3.000 fod (900 meter).
Quiraing er blandt de mindre besøgte geologiske formationer i de skotske højland, beliggende på den østlige skråning af Meall na Suiramach på Isle of Skye. Klippeformationen opstod efter et jordskred, der efterlod lodrette klipper og forskudte plateauer. Vandrestier dækker omkring 4 miles (7 kilometer) gennem terrænet og passerer fritstående klippetårne og smalle passager mellem stenvægge. Fra de højere dele strækker udsigten sig over kystlinjen og øerne ud for kysten. Adgang følger en ensporet vej med mødepladser, der snoer sig op ad bakke fra Staffin.
Denne fiskerlandsby ved Loch Broom blev grundlagt i 1788 som en planlagt bosættelse for sildeindustrien. Havnen er stadig i drift, med fiskerbåde der lægger til dagligt, og færger der afgår til Stornoway på Lewis. Den brolagte Shore Street løber parallelt med vandet, kantet med hvidkalkede bygninger fra 1700-tallet. Landsbyen fungerer som base for ture til de nordlige Highlands og til Summer Isles, en gruppe ubeboede øer ud for kysten. Indbyggertallet er cirka 1.500, og det vokser i sommermånederne, når vandrere og bådpassagerer ankommer.
Feernes bassiner på Isle of Skye danner en række naturlige vandfald og turkisblå bassiner ved foden af Cuillin-bjergene. Koldt vand strømmer ned fra de omkringliggende toppe og skaber naturlige bassiner i flodsengen i Allt Coir' a' Mhadaidh. Stien til disse bassiner krydser hede og giver udsigt til de takkede Cuillin-toppe. Vandets farve skyldes mineraler i klippen og lysbrydning i det klare bjergvand. På solrige dage bader nogle besøgende i de iskolde bassiner, selvom vandtemperaturen sjældent overstiger 50°F (10°C) selv om sommeren.
Dette slot ligger på en lille tidevandsø, hvor tre havlocher mødes, cirka 8 miles (13 kilometer) øst for Isle of Skye. En stenbuet bro bygget i begyndelsen af det 20. århundrede forbinder Eilean Donan med fastlandet. Den oprindelige fæstning stammer fra det 13. århundrede og blev opført som en forsvarsstilling mod norrøne indfald. Efter dens ødelæggelse i 1719 under jakobitteropstandene forblev ruinerne urørte i to århundreder. Genopbygningen begyndte i 1912, styret af historiske planer fundet i Edinburgh. Komplekset omfatter et centralt keep, omgivende mure og en lille gård med udsigt over Loch Duich, Loch Long og Loch Alsh. Strukturen dokumenterer middelalderlig skotsk befæstningsarkitektur og historien om klanerne i de vestlige højlande.
Dette grantårn på 118 fod (36 meter) markerer det vestligste punkt på det britiske fastland og blev bygget i 1849 for at guide skibe gennem den farlige passage mellem den skotske kyst og Hebriderne. Lyset blev automatiseret i 1988 og sender nu et signal over havet hvert 20. sekund. Anlægget omfatter et besøgscenter i de tidligere fyrpasserboliger, som dokumenterer den maritime historie langs denne kyst. Den omkringliggende Ardnamurchan-halvø nås ad en ensporet vej, der snor sig 25 miles (40 kilometer) gennem ubeboet terræn. Fra fyrets platform strækker udsigten sig over øerne Mull, Coll og Eigg og på klare dage til de Ydre Hebrider.
An Teallach rejser sig til 3.484 fod (1.062 meter) i det nordlige skotske højland og danner flere toppe langs en to mil (tre kilometer) lang kam af rød sandsten. Bjerget er blandt de fjerntliggende toppe i denne region, hvor tusindvis af kvadratmil bjergterræn forbliver tyndt befolket. Klatrere bruger forskellige ruter langs kammen, med opstigninger der krydser stejle klippeflader og smalle passager. Den røde sandsten blev dannet for hundreder af millioner år siden og former massivets udseende. Adgang følger uasfalterede spor gennem hedeområder flere mil fra den nærmeste vej.
Denne betonjernbanebro færdiggjort i 1898 strækker sig 1.250 fod (380 meter) og hæver sig 100 fod (30 meter) over dalbunden. Konstruktionen bærer tog på West Highland Line og viser den ingeniørkunst, der kræves for at forbinde fjerntliggende Highland-områder med Glasgow, med tog der stadig kører denne rute gennem et landskab af bjerge og søer.
Denne ferskvandssø strækker sig 28 miles (45 kilometer) gennem de skotske højlandes bjerge, beliggende mellem skovklædte skråninger og nøgne toppe. Kongeørne yngler i de omkringliggende skove, mens laks bevæger sig gennem vandet. Søen udgør en af de længste vandforekomster i regionen og markerer en naturlig grænse mellem forskellige bjerggrupper. Området viser spor af tidligere bosættelser, og flere stier fører til udsigtspunkter over vandet. Loch Shiel forbliver væk fra de vigtigste transportruter og udforskes primært med båd.
Denne fiskerlandsby ligger ved Loch Carron omkring 6 miles (10 kilometer) fra Kyle of Lochalsh og nyder godt af Golfstrømmens strømme, der skaber et mildere klima. Palmetræer langs vandkanten, mens den beskyttede bugt tiltrækker sæler, der regelmæssigt dukker op på klipperne. Bådture går til øer ud for kysten, og kyststier strækker sig langs bredden. Bebyggelsen udviklede sig som fiskerihavn i 1700-tallet og blev senere optagelsessted for flere tv- og filmproduktioner.
Glomach-vandfaldene styrter 370 fod (113 meter) ned i en stejl kløft i det vestlige højland, cirka 10 miles (16 kilometer) sydøst for Dornie. En bjergsti fører 1,5 miles (2,5 kilometer) gennem Kintail-landskabet, hvor vandrere stiger flere hundrede fod i højden. Vandmængden varierer betydeligt afhængigt af regnfald, og adgang kræver forsigtighed på glatte strækninger under våde forhold. Disse afsidesliggende vandfald er blandt de højeste i Skotland og viser de geologiske kræfter, der formede højlandets terræn.
Corrieshalloch Gorge danner en kløft på 200 fod (60 meter) i det nordlige skotske højland, hvor Measach-vandfaldet styrter ned i en smal dal omgivet af skovklædte skråninger. En hængebro bygget i 1874 spænder over kløften og giver udsigt til vandfaldet og den omkringliggende geologi. Kløften blev udskåret af gletsjersmeltvand i den sidste istid og skar dybe kanaler gennem blødere klippelag. En vandresti fører fra parkeringspladsen til broen og flere udsigtspunkter langs kanten. Dette geologiske træk ligger sydøst for Ullapool på vejen til Inverness og er et af flere eksempler på postglacial landskabsdannelse i dette fjerntliggende område af højlandet. Stedet har været forvaltet af National Trust for Scotland siden 1945 og modtager besøgende hele året trods beliggenheden i en tyndt befolket region.
Ben Hope rejser sig til 3.041 fod (927 meter) som en isoleret top i det nordlige Sutherland og markerer Skotlands nordligste Munro. Opstigningen begynder ved Loch Hope og krydser åbent hedeland, før stejle græsskråninger fører til det klippefyldte top Plateau. Fra toppen strækker udsigten sig over Flow Countrys tørvelande, til nordkysten og på klare dage til Orkneyøerne. Den udsatte placering gør bjerget tilbøjeligt til vejrskift, og tåge kan rulle ind hurtigt.
Sommerøerne strækker sig over farvandene ud for den nordvestlige kyst og består af 17 små øer, hvoraf de fleste er ubeboede. Flere øer når højder på omkring 430 fod over havets overflade. Øgruppen fungerer som levested for havfugle og sæler, der finder ly på klippefremspring og i beskyttede bugter. Hovedøen, Tanera Mòr, var permanent beboet indtil 1930'erne og understøttede et lille fiskersamfund. I dag bor kun få mennesker der i sommermånederne. Øerne ligger inden for et beskyttet havområde, der omfatter farvandene omkring øgruppen. Bådture fra Ullapool giver adgang til nogle af øerne og giver indsigt i de naturlige levesteder i dette fjerntliggende landskab.
Disse stentrin blev hugget i 1700-tallet for at flytte sild fra en lille havn ved foden af klipperne til saltningsstationer på plateauet ovenfor. De 330 trin fører 250 fod (75 meter) ned gennem klippefladen og blev brugt af fiskerkoner, der dagligt gik op og ned med tunge kurve på ryggen. Havnen nedenfor gav ly for små både i sildesæsonen i 1800-tallet, hvor denne del af Caithness-kysten var økonomisk afhængig af fangsten. Trinnene kan stadig gås i dag og viser de fysiske krav, som beboerne på denne afsidesliggende Highlands-kyst stod over for.
Denne gamle fyrreskov i de skotske højlande strækker sig over tolv kvadratmil (31 kvadratkilometer) langs kanten af Rannoch Moor. BlackWood of Rannoch bevarer rester af den oprindelige kaledonske skov, der engang dækkede store dele af Skotland. Skotske fyrretræer dominerer trækronerne, mens underskoven huser sjældne plantearter som twinflower og creeping lady's tresses. Dyrelivet omfatter kronhjort, sort skovhøne, skotske korsnæb og lejlighedsvis skovmår. Skoven ligger i en højde af cirka 1.000 fod (300 meter) og viser karakteristiske træk ved højlandsskove med mosdækkede klipper og spredte birketræer blandt de dominerende fyrretræer.
Luskentyre Beach strækker sig tre kilometer (1,9 miles) langs den vestlige kyst af Harris og udgør en af de største sammenhængende sandstrækninger i Outer Hebrides. Klitterne rejser sig til 130 fod (40 meter) over havets overflade og grænser op til tidevandsflader, der strækker sig flere hundrede yards ved lavvande. Vandet viser en turkis farve på grund af den lyse sandbund og lavt sedimentindhold. Stranden ligger for enden af en enkeltsporet vej og får sit sand fra knuste muslingeskaller, hvilket forklarer det hvide udseende. Ved lavvande forbinder sandbanker bugten med øerne ud for kysten.
Denne røde sandstensbolig blev bygget i 1897 af George Bullough på Isle of Rum og ligger nu på vestkysten af de skotske højlande. Bygningen indeholder møbler fra edwardiansk tid og en balsal med et mekanisk orgel. Ejendommen dokumenterer livsstilen hos velhavende industrialister i slutningen af 1800-tallet og ligger på en af de mest afsidesliggende beboede øer i de indre Hebrider, kun tilgængelig med færge.
Denne bugt ligger på den vestlige kyst af Ross and Cromarty og har rødligt sand dannet af jernholdige sandstensformationer i området. Vandet er klart nok til at svømme i, selvom temperaturen forbliver kølig hele året. Fra bugten kan Summer Isles ses, en gruppe små øer beliggende omkring 2 miles (3 kilometer) fra kysten. Bugten er tilgængelig via en mindre vej og giver adgang til stranden gennem en kort gåtur. Området udgør en del af de mindre befolkede dele af den skotske vestkyst.
Cul Mor rejser sig til 2.786 fod (849 meter) i Assynt-området i de skotske højland, dannet af Torridonian-sandsten, der går over en milliard år tilbage. Stien til toppen krydser åbent hedelandskab og byder på udsigt til nabotoppe som Suilven og Stac Pollaidh. Dette bjergs karakteristiske rødlige sandstenslag afspejler den gamle geologi i dette fjerntliggende område. Opstigningen og nedstigningen tager typisk flere timer og fører gennem terræn formet af gletsjeraktivitet, der udhuggede dalene og botnerne i det nordvestlige højland.
Disse bjerge i Wester Ross består af rød sandsten og når højder på omkring 3.300 fod (1.000 meter). Formationerne stammer fra for omkring 750 millioner år siden og er blandt Skotlands ældste klippestrukturer. Flere stier fører gennem naturreservatet, herunder ruter til Beinn Eighe og Liathach. De stejle skråninger og smalle kamme kræver erfaring med bjergvandring. Fra toppene strækker udsigten sig over Loch Torridon og de omkringliggende dale. Området ligger cirka 60 miles (100 kilometer) vest for Inverness og er tilgængeligt via A896.
Denne bjergvej stiger til 2.054 fod (626 meter) og er blandt de stejleste asfalterede ruter i Skotland. Passet forbinder vestkysten med Applecross-halvøen gennem en række skarpe hårnålesving, der skærer gennem højlandsterræn. Nogle strækninger af vejen når stigninger på 20 procent. Vintervejr gør ofte passet ufremkommeligt, og sne kan lukke ruten i dage eller uger ad gangen.
Denne landsby på østkysten af Harris var uden vejadgang indtil 1989, så beboere og besøgende var afhængige af en fire mil (seks kilometer) lang kyststi til Tarbert. Den gamle postrute løber langs klipperne med udsigt over Minch og forbinder bebyggelsen med resten af øen. En ensporet vej når nu landsbyen, men vandrestien er stadig en populær rute for dem, der udforsker det fjerntliggende kystterræn på Harris.
Denne halvø er stadig en af de få skotske regioner uden vejforbindelse til fastlandet. Knoydart-halvøen kan kun nås med båd eller ad flere timers vandrestier, og den har omkring hundrede fastboende. Tre bjerge overstiger 900 meter (2950 fod), og flere ferskvandssøer ligger i dalene mellem toppene. Området får forsyninger med færge fra Mallaig, og isolationen har opretholdt et fungerende samfund, der har eksisteret i årtier uden direkte vejadgang.
De Små Øer ligger ud for Skotlands vestkyst og består af fire beboede øer: Rum, Eigg, Muck og Canna. Rum dækker omkring 40 kvadratmil (105 kvadratkilometer) og rummer en bestand af kronhjorte på flere tusinde. På Eigg rejser Sgùrr sig 1.289 fod (393 meter) som en pitchstone-klippeformation. Muck har omkring 30 fastboende og er den sydligste ø i gruppen. Canna fungerer som navigationspunkt for kystskibsfart og har en naturlig havn. Færgeforbindelser fra Mallaig forbinder øerne, med overfartstider fra 45 minutter til to timer afhængigt af destinationen.
Coire Lagan er en gletscherkedel skåret ind i hjertet af Cuillin-bjergene på Isle of Skye, formet af is i den sidste istid i mørkt gabbro. Kedlen ligger i omkring 2.000 fod (600 meter) og er omgivet af stejle klippevægge, der rejser sig yderligere 1.000 fod (300 meter). En lille sø fylder bunden af kedlen, mens de omkringliggende toppe giver udsigt over Minch til Outer Hebrides. Adgang følger en sti på omkring 2,5 miles (4 kilometer) fra Glen Brittle, der krydser hede og stenmarker.
The Storr rejser sig på Isle of Skye med sine karakteristiske klippetinder, dannet af jordskred for tusinder af år siden. Den mest fremtrædende formation, Old Man of Storr, står omkring 165 fod (50 meter) over det omgivende terræn. En vedligeholdt sti fører fra parkeringspladsen gennem hede til foden af klippeformationerne og dækker cirka 2 miles (3 kilometer) en vej. Disse geologiske strukturer består af basalt, der hviler på ældre sedimentære lag, hvilket bidrager til terrænets karakteristiske ustabilitet. The Storr tilhører Trotternish Ridge, en vulkansk bjergkæde, der strækker sig langs den østlige side af øen.
Denne sandede bugt ligger flere mil fra den nærmeste vej på den nordvestlige kyst af Sutherland. Adgangen følger en vandresti på omkring fire mil (seks kilometer) gennem moseland og lyng. Stranden strækker sig næsten en mil (1,5 kilometer) og er omgivet af klitter og klipper. En klippesøjle rejser sig fra vandet nær bugtens sydlige ende. Afsides beliggenhed har holdt antallet af besøgende lavt og bevaret stedets naturlige karakter.
Cape Wrath markerer den nordvestlige spids af det skotske fastland og rejser sig over klipper, der når omkring 400 fod (120 meter) over Atlanten. Fyrtårnet stammer fra 1828 og blev designet af ingeniøren Robert Stevenson. Klipperne huser kolonier af lunder, alk og rider i ynglesæsonen fra april til august. En sti fører fra færgelejet ved Kyle of Durness gennem Cape Wrath-halvøen, som også fungerer som træningsområde for det britiske forsvarsministerium. Adgang er kun med færge og minibus, og ruten er lukket under militærøvelser.
Denne sø i Ross-shire strækker sig 12 miles (20 kilometer) og indeholder mere end 60 øer, hvoraf flere har gamle fyrreskove. De omkringliggende bjerge når højder på cirka 3.300 fod (1.000 meter) og udgør et af de karakteristiske landskaber i de skotske højland. Søen ligger i et område formet af gletsjerprocesser. Flere vandrestier følger bredderne og giver adgang til de skovklædte områder. Området omkring søen hører til de fjerntliggende egne af højlandet, hvor naturlig vegetation og bjergformationer har udviklet sig gennem årtusinder.
Glen Affric strækker sig 30 miles (48 kilometer) gennem de skotske Highlands og indeholder et af de største tilbageværende bestande af kaledonske fyrretræer, træer der har vokset i regionen i tusinder af år. Skovområderne spreder sig langs bredderne af Loch Affric og Loch Beinn a' Mheadhoin og danner skove afbrudt af åbne hedeområder. Dette naturreservat understøtter kongeørne, kronhjorte og andet dyreliv, der lever på de skovklædte skråninger og højlandsområder. Vandrestier krydser landskabet og forbinder dalen med de omkringliggende bjerge, hvor terrænet stiger til højder over 3.000 fod (900 meter).
Quiraing er blandt de mindre besøgte geologiske formationer i de skotske højland, beliggende på den østlige skråning af Meall na Suiramach på Isle of Skye. Klippeformationen opstod efter et jordskred, der efterlod lodrette klipper og forskudte plateauer. Vandrestier dækker omkring 4 miles (7 kilometer) gennem terrænet og passerer fritstående klippetårne og smalle passager mellem stenvægge. Fra de højere dele strækker udsigten sig over kystlinjen og øerne ud for kysten. Adgang følger en ensporet vej med mødepladser, der snoer sig op ad bakke fra Staffin.
Denne fiskerlandsby ved Loch Broom blev grundlagt i 1788 som en planlagt bosættelse for sildeindustrien. Havnen er stadig i drift, med fiskerbåde der lægger til dagligt, og færger der afgår til Stornoway på Lewis. Den brolagte Shore Street løber parallelt med vandet, kantet med hvidkalkede bygninger fra 1700-tallet. Landsbyen fungerer som base for ture til de nordlige Highlands og til Summer Isles, en gruppe ubeboede øer ud for kysten. Indbyggertallet er cirka 1.500, og det vokser i sommermånederne, når vandrere og bådpassagerer ankommer.
Feernes bassiner på Isle of Skye danner en række naturlige vandfald og turkisblå bassiner ved foden af Cuillin-bjergene. Koldt vand strømmer ned fra de omkringliggende toppe og skaber naturlige bassiner i flodsengen i Allt Coir' a' Mhadaidh. Stien til disse bassiner krydser hede og giver udsigt til de takkede Cuillin-toppe. Vandets farve skyldes mineraler i klippen og lysbrydning i det klare bjergvand. På solrige dage bader nogle besøgende i de iskolde bassiner, selvom vandtemperaturen sjældent overstiger 50°F (10°C) selv om sommeren.
Dette slot ligger på en lille tidevandsø, hvor tre havlocher mødes, cirka 8 miles (13 kilometer) øst for Isle of Skye. En stenbuet bro bygget i begyndelsen af det 20. århundrede forbinder Eilean Donan med fastlandet. Den oprindelige fæstning stammer fra det 13. århundrede og blev opført som en forsvarsstilling mod norrøne indfald. Efter dens ødelæggelse i 1719 under jakobitteropstandene forblev ruinerne urørte i to århundreder. Genopbygningen begyndte i 1912, styret af historiske planer fundet i Edinburgh. Komplekset omfatter et centralt keep, omgivende mure og en lille gård med udsigt over Loch Duich, Loch Long og Loch Alsh. Strukturen dokumenterer middelalderlig skotsk befæstningsarkitektur og historien om klanerne i de vestlige højlande.
Dette grantårn på 118 fod (36 meter) markerer det vestligste punkt på det britiske fastland og blev bygget i 1849 for at guide skibe gennem den farlige passage mellem den skotske kyst og Hebriderne. Lyset blev automatiseret i 1988 og sender nu et signal over havet hvert 20. sekund. Anlægget omfatter et besøgscenter i de tidligere fyrpasserboliger, som dokumenterer den maritime historie langs denne kyst. Den omkringliggende Ardnamurchan-halvø nås ad en ensporet vej, der snor sig 25 miles (40 kilometer) gennem ubeboet terræn. Fra fyrets platform strækker udsigten sig over øerne Mull, Coll og Eigg og på klare dage til de Ydre Hebrider.
An Teallach rejser sig til 3.484 fod (1.062 meter) i det nordlige skotske højland og danner flere toppe langs en to mil (tre kilometer) lang kam af rød sandsten. Bjerget er blandt de fjerntliggende toppe i denne region, hvor tusindvis af kvadratmil bjergterræn forbliver tyndt befolket. Klatrere bruger forskellige ruter langs kammen, med opstigninger der krydser stejle klippeflader og smalle passager. Den røde sandsten blev dannet for hundreder af millioner år siden og former massivets udseende. Adgang følger uasfalterede spor gennem hedeområder flere mil fra den nærmeste vej.
Denne betonjernbanebro færdiggjort i 1898 strækker sig 1.250 fod (380 meter) og hæver sig 100 fod (30 meter) over dalbunden. Konstruktionen bærer tog på West Highland Line og viser den ingeniørkunst, der kræves for at forbinde fjerntliggende Highland-områder med Glasgow, med tog der stadig kører denne rute gennem et landskab af bjerge og søer.
Denne ferskvandssø strækker sig 28 miles (45 kilometer) gennem de skotske højlandes bjerge, beliggende mellem skovklædte skråninger og nøgne toppe. Kongeørne yngler i de omkringliggende skove, mens laks bevæger sig gennem vandet. Søen udgør en af de længste vandforekomster i regionen og markerer en naturlig grænse mellem forskellige bjerggrupper. Området viser spor af tidligere bosættelser, og flere stier fører til udsigtspunkter over vandet. Loch Shiel forbliver væk fra de vigtigste transportruter og udforskes primært med båd.
Denne fiskerlandsby ligger ved Loch Carron omkring 6 miles (10 kilometer) fra Kyle of Lochalsh og nyder godt af Golfstrømmens strømme, der skaber et mildere klima. Palmetræer langs vandkanten, mens den beskyttede bugt tiltrækker sæler, der regelmæssigt dukker op på klipperne. Bådture går til øer ud for kysten, og kyststier strækker sig langs bredden. Bebyggelsen udviklede sig som fiskerihavn i 1700-tallet og blev senere optagelsessted for flere tv- og filmproduktioner.
Glomach-vandfaldene styrter 370 fod (113 meter) ned i en stejl kløft i det vestlige højland, cirka 10 miles (16 kilometer) sydøst for Dornie. En bjergsti fører 1,5 miles (2,5 kilometer) gennem Kintail-landskabet, hvor vandrere stiger flere hundrede fod i højden. Vandmængden varierer betydeligt afhængigt af regnfald, og adgang kræver forsigtighed på glatte strækninger under våde forhold. Disse afsidesliggende vandfald er blandt de højeste i Skotland og viser de geologiske kræfter, der formede højlandets terræn.
Corrieshalloch Gorge danner en kløft på 200 fod (60 meter) i det nordlige skotske højland, hvor Measach-vandfaldet styrter ned i en smal dal omgivet af skovklædte skråninger. En hængebro bygget i 1874 spænder over kløften og giver udsigt til vandfaldet og den omkringliggende geologi. Kløften blev udskåret af gletsjersmeltvand i den sidste istid og skar dybe kanaler gennem blødere klippelag. En vandresti fører fra parkeringspladsen til broen og flere udsigtspunkter langs kanten. Dette geologiske træk ligger sydøst for Ullapool på vejen til Inverness og er et af flere eksempler på postglacial landskabsdannelse i dette fjerntliggende område af højlandet. Stedet har været forvaltet af National Trust for Scotland siden 1945 og modtager besøgende hele året trods beliggenheden i en tyndt befolket region.
Ben Hope rejser sig til 3.041 fod (927 meter) som en isoleret top i det nordlige Sutherland og markerer Skotlands nordligste Munro. Opstigningen begynder ved Loch Hope og krydser åbent hedeland, før stejle græsskråninger fører til det klippefyldte top Plateau. Fra toppen strækker udsigten sig over Flow Countrys tørvelande, til nordkysten og på klare dage til Orkneyøerne. Den udsatte placering gør bjerget tilbøjeligt til vejrskift, og tåge kan rulle ind hurtigt.
Sommerøerne strækker sig over farvandene ud for den nordvestlige kyst og består af 17 små øer, hvoraf de fleste er ubeboede. Flere øer når højder på omkring 430 fod over havets overflade. Øgruppen fungerer som levested for havfugle og sæler, der finder ly på klippefremspring og i beskyttede bugter. Hovedøen, Tanera Mòr, var permanent beboet indtil 1930'erne og understøttede et lille fiskersamfund. I dag bor kun få mennesker der i sommermånederne. Øerne ligger inden for et beskyttet havområde, der omfatter farvandene omkring øgruppen. Bådture fra Ullapool giver adgang til nogle af øerne og giver indsigt i de naturlige levesteder i dette fjerntliggende landskab.
Disse stentrin blev hugget i 1700-tallet for at flytte sild fra en lille havn ved foden af klipperne til saltningsstationer på plateauet ovenfor. De 330 trin fører 250 fod (75 meter) ned gennem klippefladen og blev brugt af fiskerkoner, der dagligt gik op og ned med tunge kurve på ryggen. Havnen nedenfor gav ly for små både i sildesæsonen i 1800-tallet, hvor denne del af Caithness-kysten var økonomisk afhængig af fangsten. Trinnene kan stadig gås i dag og viser de fysiske krav, som beboerne på denne afsidesliggende Highlands-kyst stod over for.
Denne gamle fyrreskov i de skotske højlande strækker sig over tolv kvadratmil (31 kvadratkilometer) langs kanten af Rannoch Moor. BlackWood of Rannoch bevarer rester af den oprindelige kaledonske skov, der engang dækkede store dele af Skotland. Skotske fyrretræer dominerer trækronerne, mens underskoven huser sjældne plantearter som twinflower og creeping lady's tresses. Dyrelivet omfatter kronhjort, sort skovhøne, skotske korsnæb og lejlighedsvis skovmår. Skoven ligger i en højde af cirka 1.000 fod (300 meter) og viser karakteristiske træk ved højlandsskove med mosdækkede klipper og spredte birketræer blandt de dominerende fyrretræer.
Luskentyre Beach strækker sig tre kilometer (1,9 miles) langs den vestlige kyst af Harris og udgør en af de største sammenhængende sandstrækninger i Outer Hebrides. Klitterne rejser sig til 130 fod (40 meter) over havets overflade og grænser op til tidevandsflader, der strækker sig flere hundrede yards ved lavvande. Vandet viser en turkis farve på grund af den lyse sandbund og lavt sedimentindhold. Stranden ligger for enden af en enkeltsporet vej og får sit sand fra knuste muslingeskaller, hvilket forklarer det hvide udseende. Ved lavvande forbinder sandbanker bugten med øerne ud for kysten.
Denne røde sandstensbolig blev bygget i 1897 af George Bullough på Isle of Rum og ligger nu på vestkysten af de skotske højlande. Bygningen indeholder møbler fra edwardiansk tid og en balsal med et mekanisk orgel. Ejendommen dokumenterer livsstilen hos velhavende industrialister i slutningen af 1800-tallet og ligger på en af de mest afsidesliggende beboede øer i de indre Hebrider, kun tilgængelig med færge.
Denne bugt ligger på den vestlige kyst af Ross and Cromarty og har rødligt sand dannet af jernholdige sandstensformationer i området. Vandet er klart nok til at svømme i, selvom temperaturen forbliver kølig hele året. Fra bugten kan Summer Isles ses, en gruppe små øer beliggende omkring 2 miles (3 kilometer) fra kysten. Bugten er tilgængelig via en mindre vej og giver adgang til stranden gennem en kort gåtur. Området udgør en del af de mindre befolkede dele af den skotske vestkyst.
Cul Mor rejser sig til 2.786 fod (849 meter) i Assynt-området i de skotske højland, dannet af Torridonian-sandsten, der går over en milliard år tilbage. Stien til toppen krydser åbent hedelandskab og byder på udsigt til nabotoppe som Suilven og Stac Pollaidh. Dette bjergs karakteristiske rødlige sandstenslag afspejler den gamle geologi i dette fjerntliggende område. Opstigningen og nedstigningen tager typisk flere timer og fører gennem terræn formet af gletsjeraktivitet, der udhuggede dalene og botnerne i det nordvestlige højland.
