Spaniens øer: 30 destinationer mellem Middelhavet og Atlanterhavet

Mallorca er den største ø i Balearerne. Hovedstaden, Palma, har en gotisk katedral og gader, der fyldes med både lokale og besøgende. Mod nord løber bjergkæden Serra de Tramuntana langs kysten, spækket med stenlandsbyer og olivenlunde. Kystlinjen skifter mellem klippefulde bugter og sandstrande, med vand, der skifter fra grønt til dybt blåt alt efter lyset. Inde i landet sænkes tempoet omkring mandeltræmarker, gamle herregårde og små markedsbyer.

Menorca er den roligste af Balearerne. Dens kystlinje skifter mellem klippefyldte bugter og lange sandstrande. Inde i landet finder du lave bakker, tørre stenvægge og små landsbyer, hvor dagliglivet går langsomt. Camí de Cavalls er en gammel riderute, der omkranser hele øen og giver vandrere tæt adgang til kysten. Menorca har også en af de højeste koncentrationer af forhistoriske steder i Europa, med taulas, navetas og talayots spredt over landskabet.

Ibiza er en ø i Balearerne, der har meget mere at byde på, end dens ry for natteliv antyder. Landsbyerne i det indre er bygget af hvid sten med smalle gader og et langsomt dagligt tempo. Langs kysten skifter små bugter med sandstrande, og vandet bliver dybblåt eller grønt alt efter lyset. Landskabet er spækket med mandeltræer, fyrreskove og gamle bondegårde, der føles langt væk fra folkemængderne.

Formentera er den mindste af Balearerne og ligger lige syd for Ibiza, kun tilgængelig med færge. Den korte overfart gør øen roligere og mindre overfyldt end sine naboer. Strandene her, som Ses Illetes, har lavt, blegt vand og fint sand, der strækker sig uden afbrydelse. Øen er flad nok til at udforske næsten udelukkende på cykel, ad stier der passerer saltflader, fyrreskove og små vinlandsbyer.

Cabrera er en beskyttet øgruppe ud for den sydlige spids af Mallorca. Øerne har været en nationalpark i årtier, hvilket betyder, at næsten ingen bor der permanent. Man kommer dertil på en dagstur fra Mallorca. Vandet omkring Cabrera er noget af det klareste i Balearerne, og livet i havet trives her, fordi fiskeri og ankring er stærkt begrænset. På land er der et gammelt vagttårn, en lille havn og tørre stier gennem krat at gå på. Fraværet af støj og menneskemængder er det, de fleste besøgende husker.

Sa Dragonera er en ubeboet ø vest for Mallorca. Den har været et beskyttet naturreservat siden 1980'erne, efter at lokale kæmpede for at forhindre udbygning. I dag krydser vandrestier øen forbi klipper, gamle fyrtårne og ynglende søfugle. Sa Dragonera føles rå og åben, langt fra de menneskemængder, der samles på hovedøen i nærheden.

Espalmador er en lille, næsten ubeboet ø mellem Ibiza og Formentera. Landet er fladt, og kysten er sandet og lys. Der er ingen veje og næsten ingen bygninger. Folk kommer med båd for at svømme i roligt vand eller sidde på en hvid sandstrand, væk fra folkemængder og støj.

Es Vedrà er en klippeø ud for Ibizas vestkyst. Den rejser sig næsten lodret fra havet og kan ses langvejs fra. Klippen er ubeboet og lukket for offentligheden, da den er et beskyttet naturreservat. Fra udsigtspunktet Torre des Savinar i nærheden kan du se hele dens form. Vandet omkring klippen er klart, og små både ankrer ofte op i nærheden. Om aftenen, når solen går ned, fanger klippen et varmt lys, hvilket gør den til et populært sted for sene eftermiddagsture langs kysten.

Tenerife er den største af Kanariske Øer. I midten rejser Teide sig, en vulkan, hvis top når omkring 12.200 fod (3.700 meter) og ofte er svøbt i skyer. Terrænet omkring er bart og formet af gamle lavastrømme, en skarp kontrast til de grønne skove i den nordlige del af øen. Syd har lange sandstrande med lyse sand, mens nord byder på mindre bugter med mørkt vulkansk sand. Byerne Santa Cruz og La Laguna har historiske centre med bygninger fra 1500- og 1600-tallet. Dagliglivet på øen har sit eget tempo: åbne markeder, fiskerestauranter, smalle gader og folk, der sidder udenfor.

Gran Canaria er den tredjestørste ø i De Kanariske Øer og føles som et lille kontinent i sig selv. Norden er grøn og kølig med skove og bjerglandsbyer. Syden åbner sig mod brede sandstrande og de berømte klitter i Maspalomas, hvor sandet møder havet. Når man krydser øen, passerer man dybe kløfter, terrasserede marker og gamle landsbyer, der synes at have ændret sig lidt gennem århundrederne.

Lanzarote er en af Kanariske Øer, og den ser anderledes ud end de fleste andre øer i Spanien. Store dele af landskabet er dækket af sorte lavamarker efter gamle vulkanudbrud. Hvide landsbyer skiller sig ud mod denne mørke jord, og lokale vingårde vokser i fordybninger gravet ned i den vulkanske jord. Kunstneren César Manrique formede, hvordan øen ser ud i dag: han tegnede bygninger inde i lavahuler, skabte offentlige rum og pressede på for en regel, der forbyder reklametavler over hele øen.

Fuerteventura er den næststørste af De Kanariske Øer og ligger tæt på Afrikas kyst. Øen er kendt for sine lange sandstrande, der løber langs en stor del af kysten. Det indre er tørt og åbent med et landskab, der føles som en ørken. Vinden blæser kraftigt her det meste af året, hvilket gør øen populær blandt surfere og kitesurfere. Landsbyerne er små, og dagliglivet kredser ofte om kysten.

La Palma er en af De Kanariske Øer og ligger i Atlanterhavet ud for Afrikas nordvestkyst. Øen er dækket af tætte skove og gennemskåret af vulkanske kratere. Vandrere kommer her for stierne, der snor sig gennem laurbærskove og langs lavamarker. Om natten er himlen mørk nok til at se stjernerne med bemærkelsesværdig klarhed, hvilket tiltrækker astronomer og nysgerrige besøgende.

La Gomera skiller sig ud fra de andre Kanariske Øer. Tætte laurbærskove dækker det centrale højland og holdes grønne hele året af lave skyer, der lægger sig over toppene. Nationalparken Garajonay beskytter denne gamle skov, hvor træerne er dækket af mos, og luften føles kølig selv om sommeren. Små landsbyer klamrer sig til de stejle skråninger, og øen er også kendt for Silbo, et fløjtesprog som lokale engang brugte til at kommunikere over de dybe kløfter.

El Hierro er den vestligste af de store Kanariske Øer. Landskabet består af lavamarker, tætte skove og skarpe kystklinter. Der er meget lidt masseturisme her. Landsbyerne er små, vejene stille, og dagliglivet går i sit eget tempo. El Hierro har bevidst valgt at udvikle sig anderledes: øen producerer meget af sin elektricitet fra vind og vand. De, der kommer her, finder fremragende steder at dykke, vandrestier og natur, som kan nydes uden folkemængder.

La Graciosa er den mindste beboede ø i De Kanariske Øer. Der er ingen asfalterede veje her, kun sandede spor, som folk bruger til fods, på cykel eller på quad bike. Et par hundrede mennesker bor i hvide huse samlet omkring en lille fiskerihavn. Strandene er brede og dækket af blegt sand, med roligt, klart vand. Livet bevæger sig langsomt her, som om tiden næsten er gået i stå.

Lobos ligger mellem Fuerteventura og Lanzarote, kun en kort færgetur fra den nordlige spids af Fuerteventura. Det er et beskyttet naturområde med næsten ingen fastboende. Jorden er vulkansk, mørk og barsk, spættet med saltlaguner og tør krat. En vandresti går rundt om hele øen og passerer et lille fyrtårn og en stenet kystlinje. Det lave, klare vand omkring øen gør snorkling langs kysten nem og givende. Der er ingen hoteller eller butikker her, kun åbent land og lyden af havfugle.

Cíes-øerne ligger ved mundingen af Ría de Vigo og danner en naturlig barriere mellem det åbne Atlanterhav og bugten. Disse tre øer er en del af en nationalpark og kan kun nås med færge. Hvide sandstrande langs de indre kyster, mens ydersiden falder ned i høje klipper, der rammes af havets bølger. Kyststier krydser øerne og passerer havfuglekolonier og klippefremspring. Vandet er koldt, luften dufter af salt og fyrretræer, og antallet af besøgende, der er tilladt hver dag, er begrænset.

Øen Ons ligger ud for Galiciens kyst i Atlanterhavet og er en del af nationalparken Atlantiske Øer. Den er roligere end Cíes-øerne og har kyststier langs klipperne, små fiskerlandsbyer og åbne udsigter over havet. Besøgende kan gå på tværs af hele øen, se havfugle og opleve den rå, forblæste følelse af den nordvestspanske kyst.

Sálvora ligger i øgruppen Rías Baixas ud for Galiciens kyst. Den er næsten ubeboet og en del af Nationalpark Atlanterhavsøerne. Et gammelt fyrtårn står på kysten, mens små vilde heste strejfer frit omkring på granitklipper og tørt græs. Vandet omkring øen er oprørt, vinden er stærk, og landskabet føles råt og fjernt. Man kan kun nå den med båd, hvilket holder den langt væk fra folkemængderne.

Arousa ligger i de galiciske rias og er forbundet med fastlandet af en bro, men lever i sit eget tempo. Fiskeri er hjertet i dagliglivet her, sammen med skaldyrsopdræt i farvandene omkring. Havnene er arbejdspladser, ikke bare kulisser, og landsbyerne langs kysten virker forankret i gamle maritime rutiner. Det er en af de få øer i Spanien, hvor havet ikke bare er en baggrund, men den vigtigste grund til, at folk er her.

Cortegada ligger ud for Galiciens kyst og er næsten helt dækket af en tæt skov. Denne skov er en laurbærskov, en gammel type skov, som for det meste er forsvundet fra Europa. Når man går gennem den, bemærker man, hvor stille der er, med filtreret lys gennem trækronerne og en følelse af at være langt fra omverdenen. Øen er en del af en nationalpark og har næsten ingen fastboende.

Tambo Island ligger i Ria de Pontevedra ud for Galiciens kyst. Den er dækket af træer og var længe utilgængelig. I dag er den eneste måde at besøge den på gennem organiserede ture, hvilket får den til at føles mere som en opdagelse end et almindeligt stop. Besøgende går gennem tæt skov og støder på gamle stensruiner, mens havet altid er synligt mellem grenene.

San Simón Ø ligger i Ría de Vigo, en lang havbugt i det nordvestlige Spanien. Den er lille og trædækket, med gamle stenvægge og forvitrede bygninger spredt over hele øen. Gennem århundrederne tjente den som spedalskhedskoloni, kloster og fængsel under borgerkrigen. I dag er det et sted for erindring og kultur, kun tilgængeligt med båd. Når man går gennem den, mærker man vægten af dens fortid ved hver en sving.

Tabarca ligger lige ud for kysten ved Alicante og er den eneste beboede ø i Valencia-regionen. Den lille landsby inden for de gamle fæstningsmure har smalle stræder og lave huse. Omkring øen blev Spaniens første marine reservat oprettet, hvilket gør farvandet omkring Tabarca til et beskyttet område, hvor havlivet trives. Snorklere og dykkere kommer her for at udforske, hvad der ligger under overfladen. Bugterne er beskyttede, og livets tempo på øen er langsomt.

Columbretes-øerne ligger ud for Castellóns kyst og rejser sig fra havet som rester af gammel vulkansk aktivitet. Øgruppen er et beskyttet naturområde, hvilket betyder, at meget få mennesker bor her, og adgang med båd er kontrolleret. Dykkere kommer for det klare vand og livet under overfladen. Over vandet er øerne klippefyldte og vindblæste, med et fyrtårn og næsten intet andet.

Benidorm Ø er et lille trekantet stykke land lige ud for kysten, tydeligt synligt fra Benidorms strande. Både sejler den korte overfart regelmæssigt og bringer besøgende, der kommer for at svømme, snorkle eller bare se tilbage på byen fra vandet. Der er ingen bygninger på selve øen, og havet omkring den er dybt og åbent.

Nueva Tabarca er den eneste beboede ø i Valenciaregionen. Bag sine gamle stenmure ligger lave hvide huse langs smalle stræder, der fører til kirken, og dagliglivet foregår mest udendørs. Øen er en del af Tabarca-arkipelaget og var engang en befæstet bosættelse. I dag ankommer besøgende med båd fra Alicante for at gå gennem det lille historiske centrum og svømme i de omkringliggende bugter.

Santa Clara Ø ligger midt i La Concha-bugten, lige ud for kysten ved San Sebastián. Det er en lille ø med en sandstrand og stier, der snor sig rundt om de klippefyldte kanter. Et fyrtårn står i den ene ende og giver udsigt over bugten og byen bagved. Om sommeren sejler små både den korte tur fra byen. Øen er en naturlig del af bugtens landskab og kan ses fra den berømte promenade langs kysten.

San Juan de Gaztelugatxe er en klippeø, der rager ud fra den baskiske kyst, forbundet med fastlandet af en lang stentrappe. På toppen står et lille kapel, som har tiltrukket pilgrimme siden middelalderen. Stien snor sig stejlt opad, mens havet slår mod klipperne på begge sider. Vinden er næsten altid til stede. Det er et sted, man kun for alvor oplever til fods, mens man ser bølgerne langt nede.