Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
De græske øer byder på forskellige landskaber for hver rejse, uanset om du ønsker fred, historie eller god mad med en smuk udsigt over havet.
De græske øer venter på enhver rejsende. Uanset om du leder efter et sted at slappe af, vil lære om historie, eller bare sidde ved et bord med frisk seafood og se på vandet – her finder du det, du søger. Øerne har tiltrukket folk i generationer med deres hvide kykladiske huse, hvor små gader fører mellem terrasser. På øer som Kreta eller Kefalonia er der huler, klipper og strande, der kan nås ad bjergstier. Hver ø har sin egen følelse: Korfu med sine venetianske bygninger, Rhodos med sin middelalderby omgivet af mure, og Paros med et langsomt tempo i bjergene. Fra den vestlige del af gruppen til det fjerne østen har hvert sted noget forskelligt — stille landsbyer, hvor intet har ændret sig i hundreder af år, og havne fyldt med farverige huse, der spejler sig i vandet. At besøge dem i sæsonen hjælper dig med at mærke deres energi, mens det uden for sæsonen viser livet, som det virkelig er.
De græske øer byder på forskellige landskaber for hver rejse, uanset om du ønsker fred, historie eller god mad med en smuk udsigt over havet.
De græske øer venter på enhver rejsende. Uanset om du leder efter et sted at slappe af, vil lære om historie, eller bare sidde ved et bord med frisk seafood og se på vandet – her finder du det, du søger. Øerne har tiltrukket folk i generationer med deres hvide kykladiske huse, hvor små gader fører mellem terrasser. På øer som Kreta eller Kefalonia er der huler, klipper og strande, der kan nås ad bjergstier. Hver ø har sin egen følelse: Korfu med sine venetianske bygninger, Rhodos med sin middelalderby omgivet af mure, og Paros med et langsomt tempo i bjergene. Fra den vestlige del af gruppen til det fjerne østen har hvert sted noget forskelligt — stille landsbyer, hvor intet har ændret sig i hundreder af år, og havne fyldt med farverige huse, der spejler sig i vandet. At besøge dem i sæsonen hjælper dig med at mærke deres energi, mens det uden for sæsonen viser livet, som det virkelig er.
Santorini ligger i Kykladerne og er en af de mest besøgte græske øer. Landsbyen Oia, med sine hvide huse og blå kupler, klamrer sig til toppen af klipper, der falder direkte ned i havet. Øen blev formet af et vulkanudbrud, og kalderaen nedenfor er en påmindelse om den fortid. Besøgende går gennem smalle stræder, stopper ved små caféer med udsigt over vandet og ser lyset skifte på klippefladen gennem dagen. Strandene er sorte eller røde, farvet af den vulkanske sten under dem.
Kreta er den største af de græske øer og en af de mest forskelligartede. Dens vestlige bjerge gennemskæres af kløfter og er spækket med landsbyer, hvor gamle skikke stadig holder. Kystlinjen veksler mellem lange sandstrande og klippefyldte bugter. Det kretiske køkken er blandt de rigeste i Grækenland, bygget op omkring olivenolie, frisk ost, skaldyr og langsomt tilberedte retter. Øen var også hjertet i den minoiske civilisation, og steder som Knossos giver et vindue ind til en meget gammel fortid.
Korfu ligger i Det Joniske Hav og adskiller sig fra Kykladerne med sin venetianske arkitektur. Den gamle by er omgivet af gamle fæstninger, og dens smalle stræder er i skygge hele dagen. Øens indre er grønt, dækket af olivenlunde og cypresser. Strandene spænder fra klippefyldte bugter til lange strækninger med sand.
Rhodos er en stor ø i Dodekaneserne, hvor en middelalderlig gamleby ligger bag stenmure, der har stået i århundreder. Når man går gennem de smalle gader, passerer man gamle ridderbygninger, små kirker og lokale butikker. Kysten byder på lange sandstrande og antikke ruiner som Kamiros og Ialysos. Rhodos føles som et sted, hvor historie og hverdagsliv eksisterer side om side, fra havnen til landsbyerne på bakketoppene.
Mykonos er en ø i Kykladerne kendt for sine hvide huse og smalle gyder. I løbet af dagen inviterer små strande og caféterrasser til at sidde og blive lidt. Om aftenen fyldes barer og restauranter, og natten kan vare længe. Vindmøllerne nær havnen og de små ortodokse kirker er en del af øens udseende. Mykonos tiltrækker et internationalt publikum, men er stadig en kykladisk ø med rigtige fiskerihavne og lokale markeder.
Naxos er den største ø i Kykladerne og en af de grønneste. Inde i landet følger bjerglandsbyerne en langsom daglig rytme, der har været den samme i generationer. Langs kysten strækker lange sandstrande sig uden de folkemængder, der samler sig på naboøerne. Lokal mad er kendt for sin ost, kartofler og vin, som alle produceres på øen selv. Naxos forener dagligdags græsk liv og en gammel historie, der stadig kan ses i templer og tårne spredt over det indre af øen.
Paros ligger i hjertet af Kykladerne og blander den langsomme rytme fra landsbylivet med energien fra travle havne og tavernaer. Byen Parikia med sin hvide kirke er et godt udgangspunkt. Naoussa mod nord tiltrækker besøgende med sine smalle stræder og livlige havn. Strandene er lange og nemme at nå. Paros fungerer også godt som base for dagsture til mindre øer som Antiparos.
Milos er en ø i Kykladerne formet af gammel vulkansk aktivitet. Klippeformationerne langs kysten findes i nuancer af hvid, gul og dyb rød, udskåret af havet gennem århundreder. Små fiskerlandsbyer ligger tæt på vandet, og strandene gemmer sig mellem klipper og farverige sten. Det føles mindre overfyldt end mange græske øer, og landskabet har en rå, åben karakter, der får det til at skille sig ud i Det Ægæiske Hav.
Skiathos er en lille ø i det nordlige Ægæiske Hav, en del af Sporaderne. Fyrreskove dækker bakkerne og går helt ned til vandet. Øen har mange strande med fint sand og klart vand. Om sommeren fyldes havnebyen Skiathos hurtigt, og tavernaer og caféer breder sig ud i gyderne. Koukounaries er en af de mest berømte strande i Grækenland, beliggende ved kanten af en fyrreskov. De, der bevæger sig længere væk fra de store strande, finder roligere bugter, som kun kan nås med båd.
Skopelos er en ø i Sporaderne dækket af fyrretræer og oliventræer, der vokser helt ned til kysten. Hovedbyen ligger på en skråning over havnen med hvide huse, blå døre og et stort antal små kirker. Filmen Mamma Mia! bragte international opmærksomhed til øen, men dagliglivet her bevæger sig i et langsomt tempo. Mange strande er skyggelagt af træer, hvilket giver dem en grøn, skovklædt følelse. Landsbyens gader er kantet med små tavernaer, bagerier og lokale butikker.
Kefalonia er en ionisk ø, hvor klipper, huler og lange strande mødes. Melissani-hulen, der delvist er åben mod himlen, lader sollys falde direkte ned på den underjordiske sø nedenunder. Landsbyerne er små, og livet der bevæger sig langsomt. Selv om sommeren holder øen et tempo, der føles tættere på den daglige græske tilværelse end på masseturisme.
Zakynthos, kendt som Zante, er en jonisk ø ud for Grækenlands vestkyst. Det mest fotograferede sted er Navagio-stranden, en bugt med et skibsvrag på hvide sten, omgivet af høje kalkstensklipper og kun tilgængelig med båd. Langs kysten kommer havskildpadder af arten Caretta caretta i land for at lægge æg, hvilket gør Zante til et af deres vigtigste ynglesteder i Middelhavet. Havgrotter langs nordkysten lyser med blåt lys, der filtreres gennem vandet. Inde i landet følger olivenlunde og små landsbyer en langsom og jævn rytme.
Lefkada er en af de få græske øer, du kan nå ad landevejen, forbundet til fastlandet med en bro. Den ligger i Det Joniske Hav og er kendt for sine strande, hvor vandet skifter til en dyb blå farve. Inde i landet ligger landsbyer mellem olivenlunde og vingårde, og livet går langsomt. Strande som Porto Katsiki og Egremni med hvide sten og høje kalkstensklipper er blandt de mest fotograferede i Grækenland.
Sifnos er en ø i Kykladerne i Det Ægæiske Hav, mest kendt for sin madkultur. I generationer har øens beboere holdt en stærk madlavningstradition i hævd, og lokale tavernaer serverer enkle retter med ingredienser fra øen. De hvide landsbyer ligger på bakker eller skråninger, forbundet af smalle stræder. Livet her går langsomt, langt fra folkemængder.
Syros er hovedstaden i Kykladerne og ser helt anderledes ud end de andre øer i gruppen. Dens hovedby, Ermoupoli, er kantet med herskabsvillaer fra 1800-tallet, et lille operahus og caféer, hvor lokale samles hver aften. I modsætning til mange af sine naboer holder Syros liv hele året, ikke kun om sommeren.
Andros ligger i den nordlige ende af Kykladerne og føles meget anderledes end sine mere besøgte naboer. Vandreruter krydser øen og passerer landsbyer med venetianske tårne og små vandfald. Naturlige kilder nærer vandløb, der løber hele året. Strandene ser få mennesker, landsbyerne har ændret sig lidt gennem årtierne, og dagliglivet bevæger sig i et tempo, der sættes af de græske familier, som længe har gjort denne ø til deres egen.
Tinos er en græsk ø i Kykladerne kendt i hele landet som et pilgrimssted. Kirken Panagia Evangelistria tiltrækker troende hele året og især den 15. august. Ud over denne religiøse side har Tinos marmorlandsbyer, smalle gyder og et landskab spækket med udsmykkede dueslag, der giver øen sit eget præg.
Amorgos er en ø i Kykladerne, hvor klipper styrter brat ned i havet, og landskabet føles råt og åbent. Klosteret Chozoviotissa klamrer sig til en hvid klippevæg omkring 1.000 fod (300 m) over vandet. Landsbyerne er små og stille, og livets tempo her er langsomt. Amorgos tiltrækker vandrere og dem, der leder efter en græsk ø, der stadig føles uden for alfarvej.
Folegandros er en lille ø i Kykladerne, bedst kendt for sin stilhed og sin landsby Chora på en klippetop, der ligger omkring 650 fod (200 meter) over havet. Gyderne er smalle, husene er hvidkalkede, og udsigterne åbner sig bredt over Det Ægæiske Hav. Der er meget få biler og næsten ingen støj. Den lokale mad er enkel og lavet af produkter dyrket på øen. Folegandros tiltrækker rejsende, der vil opleve græsk øliv uden folkemængderne.
Astypalaia ligger mellem Kykladerne og Dodekaneserne og låner noget fra begge. De hvidkalkede huse og vindmøller føles tæt på den kykladiske stil, mens øen administrativt hører til Dodekaneserne. En borg rejser sig over den vigtigste landsby, og smalle stræder løber ned mod havnen. Strandene er ofte tomme, og dagliglivets tempo er langsomt. Det er en af de øer, som grækerne selv vender tilbage til, tiltrukket af dens afdæmpede stemning og afstand fra de store turistruter.
Patmos er en lille ø i det østlige Ægæiske Hav, kendt først og fremmest for sin religiøse historie. En hule her siges at være stedet, hvor Johannes skrev Åbenbaringen, og et kloster fra 1000-tallet kroner bakken over hovedlandsbyen. Stræderne i Chora er smalle og hvidkalkede, og livet går langsomt. Pilgrimme og rejsende er kommet til Patmos side om side i århundreder, og den blanding præger stadig, hvordan øen føles i dag.
Symi er en lille ø i Dodekaneserne med en af de smukkeste havne i Grækenland. Farverige nyklassicistiske huse (nogle fra 1800-tallet) rejser sig stejlt fra vandet og giver havnen et teatralsk præg, der er svært at glemme. Gaderne bag vandkanten er smalle og mest for gående. Længere inde i landet byder gamle klostre og tørre stier på bakkerne på et langsommere tempo væk fra bådene.
Kastellórizo er den østligste ø i Grækenland og ligger lige ud for den tyrkiske kyst. Havnen er kantet med farverige huse, der spejler sig i vandet, og landsbyen er lille nok til at gå igennem på få minutter. På trods af sin afsides beliggenhed tiltrækker øen besøgende, der kommer for at dykke og for det langsomme tempo i hverdagen. En berømt blå grotte kan kun nås med båd.
Ios er en kykladisk ø, der viser en anden side uden for højsæsonen. Den hvide landsby ligger på en bakke over havet med smalle stræder og små kirker rundt om hvert hjørne. I foråret og efteråret tømmes strandene, og livets tempo sænkes mærkbart, så det er let at nyde et måltid ved vandet eller gå fra en vig til den næste uden folkemængder.
Hydra er en lille ø i den Saroniske Bugt, ikke langt fra Athen. Der er ingen biler eller motorcykler på Hydra. Man kommer rundt til fods eller på æsel gennem de smalle stræder. Havnebyen er kantet med hvide og okkerfarvede huse, der klatrer op ad skråningen. Mange græske kunstnere og forfattere har boet her gennem årene, hvilket giver stedet en helt særlig stemning. Livet går langsomt og uden støj.
Spetses er en ø i Saronic-gruppen, en kort bådtur fra Peloponnes' kyst. Biler er stort set forbudt her, så gaderne er overladt til hestevogne, cykler og folk til fods. De gamle palæer fra 1700- og 1800-tallet fortæller om en tid, hvor øen blev rig gennem søhandel. Spetses tiltrækker mange athenere, der søger et langsommere tempo i livet.
Aegina ligger kun en kort færgetur fra Athen, og det er her mange athenere tager hen for en weekend. Øen har et velbevaret tempel for Aphaia fra det 5. århundrede f.Kr., fiskerlandsbyer med farverige både og pistacielunde, der dækker store dele af landskabet. Der er en afslappet og rolig stemning, med et tempo der trækker folk tilbage sæson efter sæson.
Chios er en ø i det nordøstlige Ægæiske Hav, kun få mil (kilometer) fra den tyrkiske kyst. Her findes middelalderlige landsbyer bygget af genoveserne med smalle gyder og stenvægge, der har stået i århundreder. Chios er også kendt for noget, der ikke findes andre steder i verden: mastiks, en harpiks udvundet fra træer, der kun vokser i den sydlige del af øen. Denne harpiks har været brugt i århundreder i mad, medicin og kosmetik.
Lesbos er den tredjestørste græske ø og ligger i det nordøstlige Ægæiske Hav tæt på den tyrkiske kyst. Det indre skifter mellem olivenlunde, der er blandt de ældste i verden, klippefulde bakker og grønne dale. Landsbyen Molyvos i nord ligger på en klippefremspring over havet med smalle brostensgader og et byzantinsk slot. Mytilini, hovedbyen, har en travl havnefront, osmanniske bygninger og markeder, hvor du kan finde lokal ouzo og olivenolie. I syd findes en forstenet skov bestående af gamle træstammer. Øens mad er kendt for sardiner, lokale oste og anisbaserede spiritusser.
Ikaria er en græsk ø i det nordøstlige Ægæiske Hav, kendt for sine indbyggeres lange liv. Folk her spiser enkelt, sover dybt og tilbringer aftener sammen uden at skynde sig. Landsbyerne er små, vejene snor sig gennem bakkerne, og naturen er altid tæt på. Rejsende, der kommer til Ikaria, opdager ofte, at de sætter farten ned uden at prøve.
Santorini ligger i Kykladerne og er en af de mest besøgte græske øer. Landsbyen Oia, med sine hvide huse og blå kupler, klamrer sig til toppen af klipper, der falder direkte ned i havet. Øen blev formet af et vulkanudbrud, og kalderaen nedenfor er en påmindelse om den fortid. Besøgende går gennem smalle stræder, stopper ved små caféer med udsigt over vandet og ser lyset skifte på klippefladen gennem dagen. Strandene er sorte eller røde, farvet af den vulkanske sten under dem.
Kreta er den største af de græske øer og en af de mest forskelligartede. Dens vestlige bjerge gennemskæres af kløfter og er spækket med landsbyer, hvor gamle skikke stadig holder. Kystlinjen veksler mellem lange sandstrande og klippefyldte bugter. Det kretiske køkken er blandt de rigeste i Grækenland, bygget op omkring olivenolie, frisk ost, skaldyr og langsomt tilberedte retter. Øen var også hjertet i den minoiske civilisation, og steder som Knossos giver et vindue ind til en meget gammel fortid.
Korfu ligger i Det Joniske Hav og adskiller sig fra Kykladerne med sin venetianske arkitektur. Den gamle by er omgivet af gamle fæstninger, og dens smalle stræder er i skygge hele dagen. Øens indre er grønt, dækket af olivenlunde og cypresser. Strandene spænder fra klippefyldte bugter til lange strækninger med sand.
Rhodos er en stor ø i Dodekaneserne, hvor en middelalderlig gamleby ligger bag stenmure, der har stået i århundreder. Når man går gennem de smalle gader, passerer man gamle ridderbygninger, små kirker og lokale butikker. Kysten byder på lange sandstrande og antikke ruiner som Kamiros og Ialysos. Rhodos føles som et sted, hvor historie og hverdagsliv eksisterer side om side, fra havnen til landsbyerne på bakketoppene.
Mykonos er en ø i Kykladerne kendt for sine hvide huse og smalle gyder. I løbet af dagen inviterer små strande og caféterrasser til at sidde og blive lidt. Om aftenen fyldes barer og restauranter, og natten kan vare længe. Vindmøllerne nær havnen og de små ortodokse kirker er en del af øens udseende. Mykonos tiltrækker et internationalt publikum, men er stadig en kykladisk ø med rigtige fiskerihavne og lokale markeder.
Naxos er den største ø i Kykladerne og en af de grønneste. Inde i landet følger bjerglandsbyerne en langsom daglig rytme, der har været den samme i generationer. Langs kysten strækker lange sandstrande sig uden de folkemængder, der samler sig på naboøerne. Lokal mad er kendt for sin ost, kartofler og vin, som alle produceres på øen selv. Naxos forener dagligdags græsk liv og en gammel historie, der stadig kan ses i templer og tårne spredt over det indre af øen.
Paros ligger i hjertet af Kykladerne og blander den langsomme rytme fra landsbylivet med energien fra travle havne og tavernaer. Byen Parikia med sin hvide kirke er et godt udgangspunkt. Naoussa mod nord tiltrækker besøgende med sine smalle stræder og livlige havn. Strandene er lange og nemme at nå. Paros fungerer også godt som base for dagsture til mindre øer som Antiparos.
Milos er en ø i Kykladerne formet af gammel vulkansk aktivitet. Klippeformationerne langs kysten findes i nuancer af hvid, gul og dyb rød, udskåret af havet gennem århundreder. Små fiskerlandsbyer ligger tæt på vandet, og strandene gemmer sig mellem klipper og farverige sten. Det føles mindre overfyldt end mange græske øer, og landskabet har en rå, åben karakter, der får det til at skille sig ud i Det Ægæiske Hav.
Skiathos er en lille ø i det nordlige Ægæiske Hav, en del af Sporaderne. Fyrreskove dækker bakkerne og går helt ned til vandet. Øen har mange strande med fint sand og klart vand. Om sommeren fyldes havnebyen Skiathos hurtigt, og tavernaer og caféer breder sig ud i gyderne. Koukounaries er en af de mest berømte strande i Grækenland, beliggende ved kanten af en fyrreskov. De, der bevæger sig længere væk fra de store strande, finder roligere bugter, som kun kan nås med båd.
Skopelos er en ø i Sporaderne dækket af fyrretræer og oliventræer, der vokser helt ned til kysten. Hovedbyen ligger på en skråning over havnen med hvide huse, blå døre og et stort antal små kirker. Filmen Mamma Mia! bragte international opmærksomhed til øen, men dagliglivet her bevæger sig i et langsomt tempo. Mange strande er skyggelagt af træer, hvilket giver dem en grøn, skovklædt følelse. Landsbyens gader er kantet med små tavernaer, bagerier og lokale butikker.
Kefalonia er en ionisk ø, hvor klipper, huler og lange strande mødes. Melissani-hulen, der delvist er åben mod himlen, lader sollys falde direkte ned på den underjordiske sø nedenunder. Landsbyerne er små, og livet der bevæger sig langsomt. Selv om sommeren holder øen et tempo, der føles tættere på den daglige græske tilværelse end på masseturisme.
Zakynthos, kendt som Zante, er en jonisk ø ud for Grækenlands vestkyst. Det mest fotograferede sted er Navagio-stranden, en bugt med et skibsvrag på hvide sten, omgivet af høje kalkstensklipper og kun tilgængelig med båd. Langs kysten kommer havskildpadder af arten Caretta caretta i land for at lægge æg, hvilket gør Zante til et af deres vigtigste ynglesteder i Middelhavet. Havgrotter langs nordkysten lyser med blåt lys, der filtreres gennem vandet. Inde i landet følger olivenlunde og små landsbyer en langsom og jævn rytme.
Lefkada er en af de få græske øer, du kan nå ad landevejen, forbundet til fastlandet med en bro. Den ligger i Det Joniske Hav og er kendt for sine strande, hvor vandet skifter til en dyb blå farve. Inde i landet ligger landsbyer mellem olivenlunde og vingårde, og livet går langsomt. Strande som Porto Katsiki og Egremni med hvide sten og høje kalkstensklipper er blandt de mest fotograferede i Grækenland.
Sifnos er en ø i Kykladerne i Det Ægæiske Hav, mest kendt for sin madkultur. I generationer har øens beboere holdt en stærk madlavningstradition i hævd, og lokale tavernaer serverer enkle retter med ingredienser fra øen. De hvide landsbyer ligger på bakker eller skråninger, forbundet af smalle stræder. Livet her går langsomt, langt fra folkemængder.
Syros er hovedstaden i Kykladerne og ser helt anderledes ud end de andre øer i gruppen. Dens hovedby, Ermoupoli, er kantet med herskabsvillaer fra 1800-tallet, et lille operahus og caféer, hvor lokale samles hver aften. I modsætning til mange af sine naboer holder Syros liv hele året, ikke kun om sommeren.
Andros ligger i den nordlige ende af Kykladerne og føles meget anderledes end sine mere besøgte naboer. Vandreruter krydser øen og passerer landsbyer med venetianske tårne og små vandfald. Naturlige kilder nærer vandløb, der løber hele året. Strandene ser få mennesker, landsbyerne har ændret sig lidt gennem årtierne, og dagliglivet bevæger sig i et tempo, der sættes af de græske familier, som længe har gjort denne ø til deres egen.
Tinos er en græsk ø i Kykladerne kendt i hele landet som et pilgrimssted. Kirken Panagia Evangelistria tiltrækker troende hele året og især den 15. august. Ud over denne religiøse side har Tinos marmorlandsbyer, smalle gyder og et landskab spækket med udsmykkede dueslag, der giver øen sit eget præg.
Amorgos er en ø i Kykladerne, hvor klipper styrter brat ned i havet, og landskabet føles råt og åbent. Klosteret Chozoviotissa klamrer sig til en hvid klippevæg omkring 1.000 fod (300 m) over vandet. Landsbyerne er små og stille, og livets tempo her er langsomt. Amorgos tiltrækker vandrere og dem, der leder efter en græsk ø, der stadig føles uden for alfarvej.
Folegandros er en lille ø i Kykladerne, bedst kendt for sin stilhed og sin landsby Chora på en klippetop, der ligger omkring 650 fod (200 meter) over havet. Gyderne er smalle, husene er hvidkalkede, og udsigterne åbner sig bredt over Det Ægæiske Hav. Der er meget få biler og næsten ingen støj. Den lokale mad er enkel og lavet af produkter dyrket på øen. Folegandros tiltrækker rejsende, der vil opleve græsk øliv uden folkemængderne.
Astypalaia ligger mellem Kykladerne og Dodekaneserne og låner noget fra begge. De hvidkalkede huse og vindmøller føles tæt på den kykladiske stil, mens øen administrativt hører til Dodekaneserne. En borg rejser sig over den vigtigste landsby, og smalle stræder løber ned mod havnen. Strandene er ofte tomme, og dagliglivets tempo er langsomt. Det er en af de øer, som grækerne selv vender tilbage til, tiltrukket af dens afdæmpede stemning og afstand fra de store turistruter.
Patmos er en lille ø i det østlige Ægæiske Hav, kendt først og fremmest for sin religiøse historie. En hule her siges at være stedet, hvor Johannes skrev Åbenbaringen, og et kloster fra 1000-tallet kroner bakken over hovedlandsbyen. Stræderne i Chora er smalle og hvidkalkede, og livet går langsomt. Pilgrimme og rejsende er kommet til Patmos side om side i århundreder, og den blanding præger stadig, hvordan øen føles i dag.
Symi er en lille ø i Dodekaneserne med en af de smukkeste havne i Grækenland. Farverige nyklassicistiske huse (nogle fra 1800-tallet) rejser sig stejlt fra vandet og giver havnen et teatralsk præg, der er svært at glemme. Gaderne bag vandkanten er smalle og mest for gående. Længere inde i landet byder gamle klostre og tørre stier på bakkerne på et langsommere tempo væk fra bådene.
Kastellórizo er den østligste ø i Grækenland og ligger lige ud for den tyrkiske kyst. Havnen er kantet med farverige huse, der spejler sig i vandet, og landsbyen er lille nok til at gå igennem på få minutter. På trods af sin afsides beliggenhed tiltrækker øen besøgende, der kommer for at dykke og for det langsomme tempo i hverdagen. En berømt blå grotte kan kun nås med båd.
Ios er en kykladisk ø, der viser en anden side uden for højsæsonen. Den hvide landsby ligger på en bakke over havet med smalle stræder og små kirker rundt om hvert hjørne. I foråret og efteråret tømmes strandene, og livets tempo sænkes mærkbart, så det er let at nyde et måltid ved vandet eller gå fra en vig til den næste uden folkemængder.
Hydra er en lille ø i den Saroniske Bugt, ikke langt fra Athen. Der er ingen biler eller motorcykler på Hydra. Man kommer rundt til fods eller på æsel gennem de smalle stræder. Havnebyen er kantet med hvide og okkerfarvede huse, der klatrer op ad skråningen. Mange græske kunstnere og forfattere har boet her gennem årene, hvilket giver stedet en helt særlig stemning. Livet går langsomt og uden støj.
Spetses er en ø i Saronic-gruppen, en kort bådtur fra Peloponnes' kyst. Biler er stort set forbudt her, så gaderne er overladt til hestevogne, cykler og folk til fods. De gamle palæer fra 1700- og 1800-tallet fortæller om en tid, hvor øen blev rig gennem søhandel. Spetses tiltrækker mange athenere, der søger et langsommere tempo i livet.
Aegina ligger kun en kort færgetur fra Athen, og det er her mange athenere tager hen for en weekend. Øen har et velbevaret tempel for Aphaia fra det 5. århundrede f.Kr., fiskerlandsbyer med farverige både og pistacielunde, der dækker store dele af landskabet. Der er en afslappet og rolig stemning, med et tempo der trækker folk tilbage sæson efter sæson.
Chios er en ø i det nordøstlige Ægæiske Hav, kun få mil (kilometer) fra den tyrkiske kyst. Her findes middelalderlige landsbyer bygget af genoveserne med smalle gyder og stenvægge, der har stået i århundreder. Chios er også kendt for noget, der ikke findes andre steder i verden: mastiks, en harpiks udvundet fra træer, der kun vokser i den sydlige del af øen. Denne harpiks har været brugt i århundreder i mad, medicin og kosmetik.
Lesbos er den tredjestørste græske ø og ligger i det nordøstlige Ægæiske Hav tæt på den tyrkiske kyst. Det indre skifter mellem olivenlunde, der er blandt de ældste i verden, klippefulde bakker og grønne dale. Landsbyen Molyvos i nord ligger på en klippefremspring over havet med smalle brostensgader og et byzantinsk slot. Mytilini, hovedbyen, har en travl havnefront, osmanniske bygninger og markeder, hvor du kan finde lokal ouzo og olivenolie. I syd findes en forstenet skov bestående af gamle træstammer. Øens mad er kendt for sardiner, lokale oste og anisbaserede spiritusser.
Ikaria er en græsk ø i det nordøstlige Ægæiske Hav, kendt for sine indbyggeres lange liv. Folk her spiser enkelt, sover dybt og tilbringer aftener sammen uden at skynde sig. Landsbyerne er små, vejene snor sig gennem bakkerne, og naturen er altid tæt på. Rejsende, der kommer til Ikaria, opdager ofte, at de sætter farten ned uden at prøve.
Santorini ligger i Kykladerne og er en af de mest besøgte græske øer. Landsbyen Oia, med sine hvide huse og blå kupler, klamrer sig til toppen af klipper, der falder direkte ned i havet. Øen blev formet af et vulkanudbrud, og kalderaen nedenfor er en påmindelse om den fortid. Besøgende går gennem smalle stræder, stopper ved små caféer med udsigt over vandet og ser lyset skifte på klippefladen gennem dagen. Strandene er sorte eller røde, farvet af den vulkanske sten under dem.
Kreta er den største af de græske øer og en af de mest forskelligartede. Dens vestlige bjerge gennemskæres af kløfter og er spækket med landsbyer, hvor gamle skikke stadig holder. Kystlinjen veksler mellem lange sandstrande og klippefyldte bugter. Det kretiske køkken er blandt de rigeste i Grækenland, bygget op omkring olivenolie, frisk ost, skaldyr og langsomt tilberedte retter. Øen var også hjertet i den minoiske civilisation, og steder som Knossos giver et vindue ind til en meget gammel fortid.
Korfu ligger i Det Joniske Hav og adskiller sig fra Kykladerne med sin venetianske arkitektur. Den gamle by er omgivet af gamle fæstninger, og dens smalle stræder er i skygge hele dagen. Øens indre er grønt, dækket af olivenlunde og cypresser. Strandene spænder fra klippefyldte bugter til lange strækninger med sand.
Rhodos er en stor ø i Dodekaneserne, hvor en middelalderlig gamleby ligger bag stenmure, der har stået i århundreder. Når man går gennem de smalle gader, passerer man gamle ridderbygninger, små kirker og lokale butikker. Kysten byder på lange sandstrande og antikke ruiner som Kamiros og Ialysos. Rhodos føles som et sted, hvor historie og hverdagsliv eksisterer side om side, fra havnen til landsbyerne på bakketoppene.
Mykonos er en ø i Kykladerne kendt for sine hvide huse og smalle gyder. I løbet af dagen inviterer små strande og caféterrasser til at sidde og blive lidt. Om aftenen fyldes barer og restauranter, og natten kan vare længe. Vindmøllerne nær havnen og de små ortodokse kirker er en del af øens udseende. Mykonos tiltrækker et internationalt publikum, men er stadig en kykladisk ø med rigtige fiskerihavne og lokale markeder.
Naxos er den største ø i Kykladerne og en af de grønneste. Inde i landet følger bjerglandsbyerne en langsom daglig rytme, der har været den samme i generationer. Langs kysten strækker lange sandstrande sig uden de folkemængder, der samler sig på naboøerne. Lokal mad er kendt for sin ost, kartofler og vin, som alle produceres på øen selv. Naxos forener dagligdags græsk liv og en gammel historie, der stadig kan ses i templer og tårne spredt over det indre af øen.
Paros ligger i hjertet af Kykladerne og blander den langsomme rytme fra landsbylivet med energien fra travle havne og tavernaer. Byen Parikia med sin hvide kirke er et godt udgangspunkt. Naoussa mod nord tiltrækker besøgende med sine smalle stræder og livlige havn. Strandene er lange og nemme at nå. Paros fungerer også godt som base for dagsture til mindre øer som Antiparos.
Milos er en ø i Kykladerne formet af gammel vulkansk aktivitet. Klippeformationerne langs kysten findes i nuancer af hvid, gul og dyb rød, udskåret af havet gennem århundreder. Små fiskerlandsbyer ligger tæt på vandet, og strandene gemmer sig mellem klipper og farverige sten. Det føles mindre overfyldt end mange græske øer, og landskabet har en rå, åben karakter, der får det til at skille sig ud i Det Ægæiske Hav.
Skiathos er en lille ø i det nordlige Ægæiske Hav, en del af Sporaderne. Fyrreskove dækker bakkerne og går helt ned til vandet. Øen har mange strande med fint sand og klart vand. Om sommeren fyldes havnebyen Skiathos hurtigt, og tavernaer og caféer breder sig ud i gyderne. Koukounaries er en af de mest berømte strande i Grækenland, beliggende ved kanten af en fyrreskov. De, der bevæger sig længere væk fra de store strande, finder roligere bugter, som kun kan nås med båd.
Skopelos er en ø i Sporaderne dækket af fyrretræer og oliventræer, der vokser helt ned til kysten. Hovedbyen ligger på en skråning over havnen med hvide huse, blå døre og et stort antal små kirker. Filmen Mamma Mia! bragte international opmærksomhed til øen, men dagliglivet her bevæger sig i et langsomt tempo. Mange strande er skyggelagt af træer, hvilket giver dem en grøn, skovklædt følelse. Landsbyens gader er kantet med små tavernaer, bagerier og lokale butikker.
Kefalonia er en ionisk ø, hvor klipper, huler og lange strande mødes. Melissani-hulen, der delvist er åben mod himlen, lader sollys falde direkte ned på den underjordiske sø nedenunder. Landsbyerne er små, og livet der bevæger sig langsomt. Selv om sommeren holder øen et tempo, der føles tættere på den daglige græske tilværelse end på masseturisme.
Zakynthos, kendt som Zante, er en jonisk ø ud for Grækenlands vestkyst. Det mest fotograferede sted er Navagio-stranden, en bugt med et skibsvrag på hvide sten, omgivet af høje kalkstensklipper og kun tilgængelig med båd. Langs kysten kommer havskildpadder af arten Caretta caretta i land for at lægge æg, hvilket gør Zante til et af deres vigtigste ynglesteder i Middelhavet. Havgrotter langs nordkysten lyser med blåt lys, der filtreres gennem vandet. Inde i landet følger olivenlunde og små landsbyer en langsom og jævn rytme.
Lefkada er en af de få græske øer, du kan nå ad landevejen, forbundet til fastlandet med en bro. Den ligger i Det Joniske Hav og er kendt for sine strande, hvor vandet skifter til en dyb blå farve. Inde i landet ligger landsbyer mellem olivenlunde og vingårde, og livet går langsomt. Strande som Porto Katsiki og Egremni med hvide sten og høje kalkstensklipper er blandt de mest fotograferede i Grækenland.
Sifnos er en ø i Kykladerne i Det Ægæiske Hav, mest kendt for sin madkultur. I generationer har øens beboere holdt en stærk madlavningstradition i hævd, og lokale tavernaer serverer enkle retter med ingredienser fra øen. De hvide landsbyer ligger på bakker eller skråninger, forbundet af smalle stræder. Livet her går langsomt, langt fra folkemængder.
Syros er hovedstaden i Kykladerne og ser helt anderledes ud end de andre øer i gruppen. Dens hovedby, Ermoupoli, er kantet med herskabsvillaer fra 1800-tallet, et lille operahus og caféer, hvor lokale samles hver aften. I modsætning til mange af sine naboer holder Syros liv hele året, ikke kun om sommeren.
Andros ligger i den nordlige ende af Kykladerne og føles meget anderledes end sine mere besøgte naboer. Vandreruter krydser øen og passerer landsbyer med venetianske tårne og små vandfald. Naturlige kilder nærer vandløb, der løber hele året. Strandene ser få mennesker, landsbyerne har ændret sig lidt gennem årtierne, og dagliglivet bevæger sig i et tempo, der sættes af de græske familier, som længe har gjort denne ø til deres egen.
Tinos er en græsk ø i Kykladerne kendt i hele landet som et pilgrimssted. Kirken Panagia Evangelistria tiltrækker troende hele året og især den 15. august. Ud over denne religiøse side har Tinos marmorlandsbyer, smalle gyder og et landskab spækket med udsmykkede dueslag, der giver øen sit eget præg.
Amorgos er en ø i Kykladerne, hvor klipper styrter brat ned i havet, og landskabet føles råt og åbent. Klosteret Chozoviotissa klamrer sig til en hvid klippevæg omkring 1.000 fod (300 m) over vandet. Landsbyerne er små og stille, og livets tempo her er langsomt. Amorgos tiltrækker vandrere og dem, der leder efter en græsk ø, der stadig føles uden for alfarvej.
Folegandros er en lille ø i Kykladerne, bedst kendt for sin stilhed og sin landsby Chora på en klippetop, der ligger omkring 650 fod (200 meter) over havet. Gyderne er smalle, husene er hvidkalkede, og udsigterne åbner sig bredt over Det Ægæiske Hav. Der er meget få biler og næsten ingen støj. Den lokale mad er enkel og lavet af produkter dyrket på øen. Folegandros tiltrækker rejsende, der vil opleve græsk øliv uden folkemængderne.
Astypalaia ligger mellem Kykladerne og Dodekaneserne og låner noget fra begge. De hvidkalkede huse og vindmøller føles tæt på den kykladiske stil, mens øen administrativt hører til Dodekaneserne. En borg rejser sig over den vigtigste landsby, og smalle stræder løber ned mod havnen. Strandene er ofte tomme, og dagliglivets tempo er langsomt. Det er en af de øer, som grækerne selv vender tilbage til, tiltrukket af dens afdæmpede stemning og afstand fra de store turistruter.
Patmos er en lille ø i det østlige Ægæiske Hav, kendt først og fremmest for sin religiøse historie. En hule her siges at være stedet, hvor Johannes skrev Åbenbaringen, og et kloster fra 1000-tallet kroner bakken over hovedlandsbyen. Stræderne i Chora er smalle og hvidkalkede, og livet går langsomt. Pilgrimme og rejsende er kommet til Patmos side om side i århundreder, og den blanding præger stadig, hvordan øen føles i dag.
Symi er en lille ø i Dodekaneserne med en af de smukkeste havne i Grækenland. Farverige nyklassicistiske huse (nogle fra 1800-tallet) rejser sig stejlt fra vandet og giver havnen et teatralsk præg, der er svært at glemme. Gaderne bag vandkanten er smalle og mest for gående. Længere inde i landet byder gamle klostre og tørre stier på bakkerne på et langsommere tempo væk fra bådene.
Kastellórizo er den østligste ø i Grækenland og ligger lige ud for den tyrkiske kyst. Havnen er kantet med farverige huse, der spejler sig i vandet, og landsbyen er lille nok til at gå igennem på få minutter. På trods af sin afsides beliggenhed tiltrækker øen besøgende, der kommer for at dykke og for det langsomme tempo i hverdagen. En berømt blå grotte kan kun nås med båd.
Ios er en kykladisk ø, der viser en anden side uden for højsæsonen. Den hvide landsby ligger på en bakke over havet med smalle stræder og små kirker rundt om hvert hjørne. I foråret og efteråret tømmes strandene, og livets tempo sænkes mærkbart, så det er let at nyde et måltid ved vandet eller gå fra en vig til den næste uden folkemængder.
Hydra er en lille ø i den Saroniske Bugt, ikke langt fra Athen. Der er ingen biler eller motorcykler på Hydra. Man kommer rundt til fods eller på æsel gennem de smalle stræder. Havnebyen er kantet med hvide og okkerfarvede huse, der klatrer op ad skråningen. Mange græske kunstnere og forfattere har boet her gennem årene, hvilket giver stedet en helt særlig stemning. Livet går langsomt og uden støj.
Spetses er en ø i Saronic-gruppen, en kort bådtur fra Peloponnes' kyst. Biler er stort set forbudt her, så gaderne er overladt til hestevogne, cykler og folk til fods. De gamle palæer fra 1700- og 1800-tallet fortæller om en tid, hvor øen blev rig gennem søhandel. Spetses tiltrækker mange athenere, der søger et langsommere tempo i livet.
Aegina ligger kun en kort færgetur fra Athen, og det er her mange athenere tager hen for en weekend. Øen har et velbevaret tempel for Aphaia fra det 5. århundrede f.Kr., fiskerlandsbyer med farverige både og pistacielunde, der dækker store dele af landskabet. Der er en afslappet og rolig stemning, med et tempo der trækker folk tilbage sæson efter sæson.
Chios er en ø i det nordøstlige Ægæiske Hav, kun få mil (kilometer) fra den tyrkiske kyst. Her findes middelalderlige landsbyer bygget af genoveserne med smalle gyder og stenvægge, der har stået i århundreder. Chios er også kendt for noget, der ikke findes andre steder i verden: mastiks, en harpiks udvundet fra træer, der kun vokser i den sydlige del af øen. Denne harpiks har været brugt i århundreder i mad, medicin og kosmetik.
Lesbos er den tredjestørste græske ø og ligger i det nordøstlige Ægæiske Hav tæt på den tyrkiske kyst. Det indre skifter mellem olivenlunde, der er blandt de ældste i verden, klippefulde bakker og grønne dale. Landsbyen Molyvos i nord ligger på en klippefremspring over havet med smalle brostensgader og et byzantinsk slot. Mytilini, hovedbyen, har en travl havnefront, osmanniske bygninger og markeder, hvor du kan finde lokal ouzo og olivenolie. I syd findes en forstenet skov bestående af gamle træstammer. Øens mad er kendt for sardiner, lokale oste og anisbaserede spiritusser.
Ikaria er en græsk ø i det nordøstlige Ægæiske Hav, kendt for sine indbyggeres lange liv. Folk her spiser enkelt, sover dybt og tilbringer aftener sammen uden at skynde sig. Landsbyerne er små, vejene snor sig gennem bakkerne, og naturen er altid tæt på. Rejsende, der kommer til Ikaria, opdager ofte, at de sætter farten ned uden at prøve.
Når du vælger en ø, overvej at besøge den i maj eller september: du finder færre turister, men stadig godt vejr, og du kan spise på lokale restauranter uden at vente i timevis. Hav komfortable sko med kraftige såler, fordi gyderne er brolagte og ofte stejle.
