Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Mellem voldene i den gamle by og fyrretræerne på Cap d'Antibes bevarer dette badeby på den franske riviera en arkitektonisk arv, der strækker sig over otte århundreder. Grimaldi Castle, en fæstning fra 1100-tallet, der blev Picassos første museum i 1946, har udsigt over havnefronten fra Place du Safranier. Længere mod syd står Fort Carré med sine fire bastioner på et klippefremspring, der er 26 meter højt (85 fod), bygget i 1565 for at forsvare grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen.
Cap d'Antibes har omkring tyve boliger bygget fra slutningen af 1800-tallet til mellemkrigstiden. Villa Eilenroc (1867) dækker 27 acres med haver i fransk stil og en rosenhave vendt mod havet. Château de la Croë (1927) har engang huset hertugen af Windsor og er nu en privat ejendom. Bemærkelsesværdige besøgende omfattede Anatole France, der boede i Villa Soleil, og Karl Lagerfeld i 1990'erne. Villa Thuret, grundlagt i 1857 af botanikeren Gustave Thuret, huser i øjeblikket en forskningshave under INRAE med 2.500 plantearter, der passer til middelhavsforhold. Modernistisk arkitektur er repræsenteret ved Villa Aujourd'hui (1938), et sjældent eksempel på geometrisk design fra 1930'erne på Côte d'Azur.
Mellem voldene i den gamle by og fyrretræerne på Cap d'Antibes bevarer dette badeby på den franske riviera en arkitektonisk arv, der strækker sig over otte århundreder. Grimaldi Castle, en fæstning fra 1100-tallet, der blev Picassos første museum i 1946, har udsigt over havnefronten fra Place du Safranier. Længere mod syd står Fort Carré med sine fire bastioner på et klippefremspring, der er 26 meter højt (85 fod), bygget i 1565 for at forsvare grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen.
Cap d'Antibes har omkring tyve boliger bygget fra slutningen af 1800-tallet til mellemkrigstiden. Villa Eilenroc (1867) dækker 27 acres med haver i fransk stil og en rosenhave vendt mod havet. Château de la Croë (1927) har engang huset hertugen af Windsor og er nu en privat ejendom. Bemærkelsesværdige besøgende omfattede Anatole France, der boede i Villa Soleil, og Karl Lagerfeld i 1990'erne. Villa Thuret, grundlagt i 1857 af botanikeren Gustave Thuret, huser i øjeblikket en forskningshave under INRAE med 2.500 plantearter, der passer til middelhavsforhold. Modernistisk arkitektur er repræsenteret ved Villa Aujourd'hui (1938), et sjældent eksempel på geometrisk design fra 1930'erne på Côte d'Azur.
Château de la Croë blev bygget i 1927 på Cap d'Antibes og tjente som hertugen af Windsors bolig under hans tid på den franske riviera. Ejendommen har store haver, der åbner ud mod Middelhavet, og hører til samlingen af historiske boliger opført på halvøen mellem slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden. Efter hertugens ophold blev slottet privat ejendom.
Denne botaniske forskningshave blev grundlagt i 1857 af Gustave Thuret og vedligeholder nu 2.500 plantearter tilpasset middelhavsklimaet. Villa Thuret drives under instituttet INRAE og fortsætter det videnskabelige arbejde, som biologen startede, og som var banebrydende for akklimatisering af eksotiske arter her. Området strækker sig over flere acres (omkring 4 hektar) på Cap d'Antibes og har fungeret som center for forskning i middelhavsvegetation i over 160 år. Besøgende kan udforske samlinger organiseret efter geografiske zoner, herunder palmer, nåletræer og sydamerikanske arter. Instituttet afholder regelmæssige guidede ture, der forklarer havets historie og aktuelle forskningsaktiviteter.
Denne villa fra 1867 ligger blandt de historiske ejendomme på Cap d'Antibes på en grund på 11 hektar over kystlinjen. Arkitekturen kombinerer klassiske elementer med kravene til et sommerhus fra 1800-tallet. Området omfatter formelle franske haver, en rosenhave med flere hundrede sorter og middelhavsplanter tilpasset det lokale klima. Villaen skiftede ejere flere gange, før den blev overdraget til byen i 1982, og den kan besøges i de annoncerede åbningstider. Terrasser og stier giver udsigt over Middelhavet og den modsatte kystlinje.
Château Grimaldi rejser sig over havnen i Antibes som en befæstet bygning fra 1100-tallet, brugt af familien Grimaldi indtil 1600-tallet. I 1946 tilbragte Pablo Picasso seks måneder her og færdiggjorde over 250 værker, der dannede grundlaget for verdens første museum dedikeret til kunstneren. Samlingen viser malerier, keramik og tegninger fra denne periode sammen med værker af Nicolas de Staël og Hans Hartung. Fra slottets tagterrasse strækker udsigten sig over Englenes Bugt til De Maritime Alper.
Villa Aujourd'hui blev bygget i 1938 og er et af de få eksempler på modernistisk arkitektur på den franske riviera. Bygningen har geometriske former og vandrette linjer, der afspejler funktionalismens principper i mellemkrigstiden. Denne konstruktion passer ind i den arkitektoniske udvikling i Cap d'Antibes, hvor omkring tyve villaer blev bygget mellem slutningen af 1800-tallet og 1930'erne.
Denne militære struktur fra 1565 står på et klippefremspring på 85 fod (26 meter) ved indsejlingen til Antibes havn og markerede engang grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen. Fort Carré følger en stjerneformet plan med fire bastioner, der gav strategisk kontrol over bugten. Komplekset tjente som fæstning og fængsel i århundreder, før Napoleon Bonaparte blev holdt her i 1794 efter Robespierres fald. Kasematterne og forsvarsgangene er stadig tilgængelige og viser militær arkitektur fra 1500-tallet. Voldene giver udsigt over Englenes Bugt og den gamle bydel.
Denne bolig fra 1902 dækker en ejendom på 10.800 kvadratfod (1.000 kvadratmeter) ved Cap d'Antibes med direkte adgang til Middelhavet. Villa La Vigie rejser sig i tre niveauer og tilhører Belle Époque-bygningerne opført mellem den gamle by Antibes og Fort Carré. Ejendommen ligger nær Villa Eilenroc og Château de la Croë, begge fra samme byggeperiode, hvor velhavende europæere begyndte at etablere sommerboliger langs denne kystlinje. Beliggenheden ved vandet var et eftertragtet kriterium for denne type ejendom.
Pavillon Eden Roc åbnede i 1914 på den sydlige spids af Cap d'Antibes og tilbyder 33 værelser med middelhavsmøbler og private terrasser med udsigt over havet. Stedet ligger på et klippefremspring og fungerede som mødested for det internationale samfund i Belle Époque. Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald var blandt de gæster, der boede her i 1920'erne. Arkitekturen kombinerer klassiske elementer med lokale byggematerialer, herunder provencalsk kalksten og italiensk marmor.
Denne villa ved Cap d'Antibes tjente som bolig for den franske forfatter Anatole France, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1921. Ejendommen tilhører samlingen af historiske hjem bygget langs denne kystlinje mellem slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden, som tiltrækker kunstnere, forfattere og europæiske aristokrater. Villa Soleil repræsenterer en æra, hvor Cap d'Antibes blev et foretrukket tilflugtssted for den kulturelle elite.
Dette château rejser sig på toppen af en bakke på 240 fod (73 meter), der kroner Garoupe-halvøen og ser ud over kysten mellem Antibes og Juan-les-Pins. Villaen stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede og hører til de omkring tyve ejendomme, der blev bygget på Cap d'Antibes mellem 1890 og 1940. Ejendommen ligger nær La Garoupe-fyrtårnet og den 16. århundredes pilgrims kapel med samme navn. Fra sin høje placering giver châteauet panoramiske udsigter over Antibes-bugten og Îles de Lérins ud for kysten.
Musée Peynet viser originale tegninger, litografier og kommercielle værker af Raymond Peynet (1908-1999), hvis illustrationer af forelskede par opnåede international distribution i efterkrigsårene. Samlingen dokumenterer seks årtier af hans grafiske produktion, fra tidlige presse tegninger til senere reklameopgaver. Peynet skabte sit første par i musikpavillonen i Valence i 1942 og udviklede en stil, der optrådte i magasiner, på postkort og i reklamekampagner. Dette museum i en historisk villa på Cap d'Antibes præsenterer de forskellige faser af hans kunstneriske karriere.
Bastion Saint Jaume er en del af befæstningen fra 1500-tallet, der beskyttede Antibes langs Middelhavets kystlinje. Denne forsvarsstruktur indgår i det maritime forsvarssystem, der blev bygget efter 1560 for at sikre grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen. Bastionen ligger ved vandet nær Château Grimaldi og Fort Carré og dokumenterer militærarkitekturen fra den tid. I dag huser stedet udstillinger med samtidskunst, der forbinder historisk arv med kulturelle begivenheder langs Middelhavet.
Denne villa, der blev færdiggjort i 1908, genskaber arkitekturen fra græske boliger på Delos fra 2. århundrede f.Kr. Arkitekten Emmanuel Pontremoli designede strukturen for den hellenistiske lærde Théodore Reinach, som udtænkte hver detalje baseret på arkæologisk forskning. Værelserne følger den traditionelle indretning af antikke græske huse med en central peristyl, en andron til fester og separate kvindekvarterer. Mosaikker, fresker og møbler blev fremstillet efter antikke modeller, mens moderne materialer som armeret beton muliggjorde konstruktionen. Monumentet ligger ved Middelhavets kyst og kombinerer arkæologisk præcision med Belle Époque-livsstil.
Denne mauriske villa blev bygget i 1890 af en fransk industrialist og ligger på Boulevard de la Garoupe som et af de første orientalske eksempler i Cap d'Antibes. Arkitekturen viser hesteskoformede buer, dekorerede fliser og en central gårdhave efter andalusiske forbilleder. Hvide facader med blå keramiske accenter definerer det ydre, mens haven kombinerer middelhavsplanter, palmer og bougainvillea. Villaen tilhører bølgen af orientalsk byggeri, som velhavende europæiske patroner bragte til den franske riviera i slutningen af 1800-tallet.
Château de la Croë blev bygget i 1927 på Cap d'Antibes og tjente som hertugen af Windsors bolig under hans tid på den franske riviera. Ejendommen har store haver, der åbner ud mod Middelhavet, og hører til samlingen af historiske boliger opført på halvøen mellem slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden. Efter hertugens ophold blev slottet privat ejendom.
Denne botaniske forskningshave blev grundlagt i 1857 af Gustave Thuret og vedligeholder nu 2.500 plantearter tilpasset middelhavsklimaet. Villa Thuret drives under instituttet INRAE og fortsætter det videnskabelige arbejde, som biologen startede, og som var banebrydende for akklimatisering af eksotiske arter her. Området strækker sig over flere acres (omkring 4 hektar) på Cap d'Antibes og har fungeret som center for forskning i middelhavsvegetation i over 160 år. Besøgende kan udforske samlinger organiseret efter geografiske zoner, herunder palmer, nåletræer og sydamerikanske arter. Instituttet afholder regelmæssige guidede ture, der forklarer havets historie og aktuelle forskningsaktiviteter.
Denne villa fra 1867 ligger blandt de historiske ejendomme på Cap d'Antibes på en grund på 11 hektar over kystlinjen. Arkitekturen kombinerer klassiske elementer med kravene til et sommerhus fra 1800-tallet. Området omfatter formelle franske haver, en rosenhave med flere hundrede sorter og middelhavsplanter tilpasset det lokale klima. Villaen skiftede ejere flere gange, før den blev overdraget til byen i 1982, og den kan besøges i de annoncerede åbningstider. Terrasser og stier giver udsigt over Middelhavet og den modsatte kystlinje.
Château Grimaldi rejser sig over havnen i Antibes som en befæstet bygning fra 1100-tallet, brugt af familien Grimaldi indtil 1600-tallet. I 1946 tilbragte Pablo Picasso seks måneder her og færdiggjorde over 250 værker, der dannede grundlaget for verdens første museum dedikeret til kunstneren. Samlingen viser malerier, keramik og tegninger fra denne periode sammen med værker af Nicolas de Staël og Hans Hartung. Fra slottets tagterrasse strækker udsigten sig over Englenes Bugt til De Maritime Alper.
Villa Aujourd'hui blev bygget i 1938 og er et af de få eksempler på modernistisk arkitektur på den franske riviera. Bygningen har geometriske former og vandrette linjer, der afspejler funktionalismens principper i mellemkrigstiden. Denne konstruktion passer ind i den arkitektoniske udvikling i Cap d'Antibes, hvor omkring tyve villaer blev bygget mellem slutningen af 1800-tallet og 1930'erne.
Denne militære struktur fra 1565 står på et klippefremspring på 85 fod (26 meter) ved indsejlingen til Antibes havn og markerede engang grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen. Fort Carré følger en stjerneformet plan med fire bastioner, der gav strategisk kontrol over bugten. Komplekset tjente som fæstning og fængsel i århundreder, før Napoleon Bonaparte blev holdt her i 1794 efter Robespierres fald. Kasematterne og forsvarsgangene er stadig tilgængelige og viser militær arkitektur fra 1500-tallet. Voldene giver udsigt over Englenes Bugt og den gamle bydel.
Denne bolig fra 1902 dækker en ejendom på 10.800 kvadratfod (1.000 kvadratmeter) ved Cap d'Antibes med direkte adgang til Middelhavet. Villa La Vigie rejser sig i tre niveauer og tilhører Belle Époque-bygningerne opført mellem den gamle by Antibes og Fort Carré. Ejendommen ligger nær Villa Eilenroc og Château de la Croë, begge fra samme byggeperiode, hvor velhavende europæere begyndte at etablere sommerboliger langs denne kystlinje. Beliggenheden ved vandet var et eftertragtet kriterium for denne type ejendom.
Pavillon Eden Roc åbnede i 1914 på den sydlige spids af Cap d'Antibes og tilbyder 33 værelser med middelhavsmøbler og private terrasser med udsigt over havet. Stedet ligger på et klippefremspring og fungerede som mødested for det internationale samfund i Belle Époque. Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald var blandt de gæster, der boede her i 1920'erne. Arkitekturen kombinerer klassiske elementer med lokale byggematerialer, herunder provencalsk kalksten og italiensk marmor.
Denne villa ved Cap d'Antibes tjente som bolig for den franske forfatter Anatole France, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1921. Ejendommen tilhører samlingen af historiske hjem bygget langs denne kystlinje mellem slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden, som tiltrækker kunstnere, forfattere og europæiske aristokrater. Villa Soleil repræsenterer en æra, hvor Cap d'Antibes blev et foretrukket tilflugtssted for den kulturelle elite.
Dette château rejser sig på toppen af en bakke på 240 fod (73 meter), der kroner Garoupe-halvøen og ser ud over kysten mellem Antibes og Juan-les-Pins. Villaen stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede og hører til de omkring tyve ejendomme, der blev bygget på Cap d'Antibes mellem 1890 og 1940. Ejendommen ligger nær La Garoupe-fyrtårnet og den 16. århundredes pilgrims kapel med samme navn. Fra sin høje placering giver châteauet panoramiske udsigter over Antibes-bugten og Îles de Lérins ud for kysten.
Musée Peynet viser originale tegninger, litografier og kommercielle værker af Raymond Peynet (1908-1999), hvis illustrationer af forelskede par opnåede international distribution i efterkrigsårene. Samlingen dokumenterer seks årtier af hans grafiske produktion, fra tidlige presse tegninger til senere reklameopgaver. Peynet skabte sit første par i musikpavillonen i Valence i 1942 og udviklede en stil, der optrådte i magasiner, på postkort og i reklamekampagner. Dette museum i en historisk villa på Cap d'Antibes præsenterer de forskellige faser af hans kunstneriske karriere.
Bastion Saint Jaume er en del af befæstningen fra 1500-tallet, der beskyttede Antibes langs Middelhavets kystlinje. Denne forsvarsstruktur indgår i det maritime forsvarssystem, der blev bygget efter 1560 for at sikre grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen. Bastionen ligger ved vandet nær Château Grimaldi og Fort Carré og dokumenterer militærarkitekturen fra den tid. I dag huser stedet udstillinger med samtidskunst, der forbinder historisk arv med kulturelle begivenheder langs Middelhavet.
Denne villa, der blev færdiggjort i 1908, genskaber arkitekturen fra græske boliger på Delos fra 2. århundrede f.Kr. Arkitekten Emmanuel Pontremoli designede strukturen for den hellenistiske lærde Théodore Reinach, som udtænkte hver detalje baseret på arkæologisk forskning. Værelserne følger den traditionelle indretning af antikke græske huse med en central peristyl, en andron til fester og separate kvindekvarterer. Mosaikker, fresker og møbler blev fremstillet efter antikke modeller, mens moderne materialer som armeret beton muliggjorde konstruktionen. Monumentet ligger ved Middelhavets kyst og kombinerer arkæologisk præcision med Belle Époque-livsstil.
Denne mauriske villa blev bygget i 1890 af en fransk industrialist og ligger på Boulevard de la Garoupe som et af de første orientalske eksempler i Cap d'Antibes. Arkitekturen viser hesteskoformede buer, dekorerede fliser og en central gårdhave efter andalusiske forbilleder. Hvide facader med blå keramiske accenter definerer det ydre, mens haven kombinerer middelhavsplanter, palmer og bougainvillea. Villaen tilhører bølgen af orientalsk byggeri, som velhavende europæiske patroner bragte til den franske riviera i slutningen af 1800-tallet.
Château de la Croë blev bygget i 1927 på Cap d'Antibes og tjente som hertugen af Windsors bolig under hans tid på den franske riviera. Ejendommen har store haver, der åbner ud mod Middelhavet, og hører til samlingen af historiske boliger opført på halvøen mellem slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden. Efter hertugens ophold blev slottet privat ejendom.
Denne botaniske forskningshave blev grundlagt i 1857 af Gustave Thuret og vedligeholder nu 2.500 plantearter tilpasset middelhavsklimaet. Villa Thuret drives under instituttet INRAE og fortsætter det videnskabelige arbejde, som biologen startede, og som var banebrydende for akklimatisering af eksotiske arter her. Området strækker sig over flere acres (omkring 4 hektar) på Cap d'Antibes og har fungeret som center for forskning i middelhavsvegetation i over 160 år. Besøgende kan udforske samlinger organiseret efter geografiske zoner, herunder palmer, nåletræer og sydamerikanske arter. Instituttet afholder regelmæssige guidede ture, der forklarer havets historie og aktuelle forskningsaktiviteter.
Denne villa fra 1867 ligger blandt de historiske ejendomme på Cap d'Antibes på en grund på 11 hektar over kystlinjen. Arkitekturen kombinerer klassiske elementer med kravene til et sommerhus fra 1800-tallet. Området omfatter formelle franske haver, en rosenhave med flere hundrede sorter og middelhavsplanter tilpasset det lokale klima. Villaen skiftede ejere flere gange, før den blev overdraget til byen i 1982, og den kan besøges i de annoncerede åbningstider. Terrasser og stier giver udsigt over Middelhavet og den modsatte kystlinje.
Château Grimaldi rejser sig over havnen i Antibes som en befæstet bygning fra 1100-tallet, brugt af familien Grimaldi indtil 1600-tallet. I 1946 tilbragte Pablo Picasso seks måneder her og færdiggjorde over 250 værker, der dannede grundlaget for verdens første museum dedikeret til kunstneren. Samlingen viser malerier, keramik og tegninger fra denne periode sammen med værker af Nicolas de Staël og Hans Hartung. Fra slottets tagterrasse strækker udsigten sig over Englenes Bugt til De Maritime Alper.
Villa Aujourd'hui blev bygget i 1938 og er et af de få eksempler på modernistisk arkitektur på den franske riviera. Bygningen har geometriske former og vandrette linjer, der afspejler funktionalismens principper i mellemkrigstiden. Denne konstruktion passer ind i den arkitektoniske udvikling i Cap d'Antibes, hvor omkring tyve villaer blev bygget mellem slutningen af 1800-tallet og 1930'erne.
Denne militære struktur fra 1565 står på et klippefremspring på 85 fod (26 meter) ved indsejlingen til Antibes havn og markerede engang grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen. Fort Carré følger en stjerneformet plan med fire bastioner, der gav strategisk kontrol over bugten. Komplekset tjente som fæstning og fængsel i århundreder, før Napoleon Bonaparte blev holdt her i 1794 efter Robespierres fald. Kasematterne og forsvarsgangene er stadig tilgængelige og viser militær arkitektur fra 1500-tallet. Voldene giver udsigt over Englenes Bugt og den gamle bydel.
Denne bolig fra 1902 dækker en ejendom på 10.800 kvadratfod (1.000 kvadratmeter) ved Cap d'Antibes med direkte adgang til Middelhavet. Villa La Vigie rejser sig i tre niveauer og tilhører Belle Époque-bygningerne opført mellem den gamle by Antibes og Fort Carré. Ejendommen ligger nær Villa Eilenroc og Château de la Croë, begge fra samme byggeperiode, hvor velhavende europæere begyndte at etablere sommerboliger langs denne kystlinje. Beliggenheden ved vandet var et eftertragtet kriterium for denne type ejendom.
Pavillon Eden Roc åbnede i 1914 på den sydlige spids af Cap d'Antibes og tilbyder 33 værelser med middelhavsmøbler og private terrasser med udsigt over havet. Stedet ligger på et klippefremspring og fungerede som mødested for det internationale samfund i Belle Époque. Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald var blandt de gæster, der boede her i 1920'erne. Arkitekturen kombinerer klassiske elementer med lokale byggematerialer, herunder provencalsk kalksten og italiensk marmor.
Denne villa ved Cap d'Antibes tjente som bolig for den franske forfatter Anatole France, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1921. Ejendommen tilhører samlingen af historiske hjem bygget langs denne kystlinje mellem slutningen af 1800-tallet og mellemkrigstiden, som tiltrækker kunstnere, forfattere og europæiske aristokrater. Villa Soleil repræsenterer en æra, hvor Cap d'Antibes blev et foretrukket tilflugtssted for den kulturelle elite.
Dette château rejser sig på toppen af en bakke på 240 fod (73 meter), der kroner Garoupe-halvøen og ser ud over kysten mellem Antibes og Juan-les-Pins. Villaen stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede og hører til de omkring tyve ejendomme, der blev bygget på Cap d'Antibes mellem 1890 og 1940. Ejendommen ligger nær La Garoupe-fyrtårnet og den 16. århundredes pilgrims kapel med samme navn. Fra sin høje placering giver châteauet panoramiske udsigter over Antibes-bugten og Îles de Lérins ud for kysten.
Musée Peynet viser originale tegninger, litografier og kommercielle værker af Raymond Peynet (1908-1999), hvis illustrationer af forelskede par opnåede international distribution i efterkrigsårene. Samlingen dokumenterer seks årtier af hans grafiske produktion, fra tidlige presse tegninger til senere reklameopgaver. Peynet skabte sit første par i musikpavillonen i Valence i 1942 og udviklede en stil, der optrådte i magasiner, på postkort og i reklamekampagner. Dette museum i en historisk villa på Cap d'Antibes præsenterer de forskellige faser af hans kunstneriske karriere.
Bastion Saint Jaume er en del af befæstningen fra 1500-tallet, der beskyttede Antibes langs Middelhavets kystlinje. Denne forsvarsstruktur indgår i det maritime forsvarssystem, der blev bygget efter 1560 for at sikre grænsen mellem Frankrig og Hertugdømmet Savoyen. Bastionen ligger ved vandet nær Château Grimaldi og Fort Carré og dokumenterer militærarkitekturen fra den tid. I dag huser stedet udstillinger med samtidskunst, der forbinder historisk arv med kulturelle begivenheder langs Middelhavet.
Denne villa, der blev færdiggjort i 1908, genskaber arkitekturen fra græske boliger på Delos fra 2. århundrede f.Kr. Arkitekten Emmanuel Pontremoli designede strukturen for den hellenistiske lærde Théodore Reinach, som udtænkte hver detalje baseret på arkæologisk forskning. Værelserne følger den traditionelle indretning af antikke græske huse med en central peristyl, en andron til fester og separate kvindekvarterer. Mosaikker, fresker og møbler blev fremstillet efter antikke modeller, mens moderne materialer som armeret beton muliggjorde konstruktionen. Monumentet ligger ved Middelhavets kyst og kombinerer arkæologisk præcision med Belle Époque-livsstil.
Denne mauriske villa blev bygget i 1890 af en fransk industrialist og ligger på Boulevard de la Garoupe som et af de første orientalske eksempler i Cap d'Antibes. Arkitekturen viser hesteskoformede buer, dekorerede fliser og en central gårdhave efter andalusiske forbilleder. Hvide facader med blå keramiske accenter definerer det ydre, mens haven kombinerer middelhavsplanter, palmer og bougainvillea. Villaen tilhører bølgen af orientalsk byggeri, som velhavende europæiske patroner bragte til den franske riviera i slutningen af 1800-tallet.
