Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Natur- og kultursteder i det nordøstlige Brasilien
Brasiliens nordøstlige region strækker sig fra kysten til det indre og forbinder nationalparker, kolonibyer og naturområder. Landskabet skifter mellem kyststrækninger, højsletter, floddeltaer og beskyttede økosystemer. Geologiske formationer, vandfald og historiske bosættelser præger området, som dækker flere brasilianske delstater.
Steder i denne samling omfatter de hvide klitter og laguner i nationalparken Lençóis Maranhenses i Maranhão, Delta do Parnaíba langs Piauís kyst og klipperne ved Morro Branco i Ceará. Nationalparken Jericoacoara beskytter kysthabitater og formationer som Pedra Furada. I det indre byder nationalparkerne Chapada Diamantina og Chapada das Mesas i Bahia og Maranhão på højsletter, huler og vandfald, herunder Cachoeira do Buracão. Nationalparken Serra da Capivara i Piauí bevarer forhistoriske klippemalerier, mens nationalparken Vale do Catimbau i Pernambuco er præget af klippeformationer. Kystzonen byder på øgruppen Fernando de Noronha ud for Pernambuco, marineparker ved Areia Vermelha og Praia de Calhetas samt kløfterne ved floden São Francisco mellem Alagoas og Sergipe. Koloniale centre som Olinda og João Pessoas historiske centrum bevarer arkitektur fra tidligere århundreder.
Natur- og kultursteder i det nordøstlige Brasilien
Brasiliens nordøstlige region strækker sig fra kysten til det indre og forbinder nationalparker, kolonibyer og naturområder. Landskabet skifter mellem kyststrækninger, højsletter, floddeltaer og beskyttede økosystemer. Geologiske formationer, vandfald og historiske bosættelser præger området, som dækker flere brasilianske delstater.
Steder i denne samling omfatter de hvide klitter og laguner i nationalparken Lençóis Maranhenses i Maranhão, Delta do Parnaíba langs Piauís kyst og klipperne ved Morro Branco i Ceará. Nationalparken Jericoacoara beskytter kysthabitater og formationer som Pedra Furada. I det indre byder nationalparkerne Chapada Diamantina og Chapada das Mesas i Bahia og Maranhão på højsletter, huler og vandfald, herunder Cachoeira do Buracão. Nationalparken Serra da Capivara i Piauí bevarer forhistoriske klippemalerier, mens nationalparken Vale do Catimbau i Pernambuco er præget af klippeformationer. Kystzonen byder på øgruppen Fernando de Noronha ud for Pernambuco, marineparker ved Areia Vermelha og Praia de Calhetas samt kløfterne ved floden São Francisco mellem Alagoas og Sergipe. Koloniale centre som Olinda og João Pessoas historiske centrum bevarer arkitektur fra tidligere århundreder.
Denne nationalpark i delstaten Maranhão dækker et stort område og viser hvidt sand, som vinden fører fra Atlanterhavet ind i landet. Klitterne rejser sig til mere end 50 meter (165 fod) og optager ferskvand i regntiden, hvor der dannes laguner mellem sandformationerne. Fra maj til september er vandet mest synligt, når bassinerne er fyldte og skaber kontrast til sandet. Folk besøger parken for at gå gennem klitterne og svømme i lagunerne, som skifter form og placering hvert år.
Dette delta dannes, hvor floden Parnaíba møder Atlanterhavet og skaber over halvfjerds øer mellem mangroveskove og sandbanker. Vandet deler sig i flere kanaler, der snor sig gennem det flade kystland. Ved lavvande dukker brede sandstrækninger frem, mens mangroverne giver ly til krabber og fugle. Fiskere bevæger sig mellem øerne i små både og passerer lejlighedsvise huse bygget på pæle. Overgangszonerne mellem ferskvand og saltvand skaber levesteder, hvor land og hav smelter sammen dagligt.
Fernando de Noronha-arkipelaget består af 21 vulkanske øer i Atlanterhavet ud for kysten af Pernambuco. Området er kendt for koralrev, delfiner, havskildpadder og over 230 fiskearter. Øerne udgør et vigtigt beskyttet havområde og er en af naturrigdommene i det nordøstlige Brasilien.
Dette vandfald i delstaten Bahia falder 85 meter ned i en kløft af sandsten, hvor der dannes naturlige bassiner ved bunden. De lodrette klippevægge rammer ind vandet og skaber et rum, hvor lyset rammer stenen og afslører kløftens form. Besøgende kan vandre ned til bunden af kløften og svømme i bassinernes klare vand. Stien fører gennem et landskab, der er typisk for Bahias indland, med tør klippe og lav vegetation. Stedet er en del af samlingen af natur- og kultursites i det nordøstlige Brasilien og viser regionens geologiske formationer. Kløften forbliver kølig og skyggefuld, selv når solen står højt over plateauet. Lyden af faldende vand giver genlyd mellem væggene.
Disse klinter af rød og gul sand former kysten af Ceará i flere kilometer og skaber et geologisk vindue ind i det nordøstlige Brasiliens historie. Formationerne viser lag med forskellig mineralsammensætning, blotlagt af vind og vand. Smalle stier løber mellem sandstenssøjlerne, hvor besøgende observerer farekontraster og igangværende erosion. Havet fortsætter med at forme klinterne ved bunden, mens regnen udhuler de øvre sektioner.
Denne nationalpark dækker 8.850 hektar (omkring 21.900 acres) klitter, mangrover og laguner langs kysten. Jericoacoara er en del af de naturlige landskaber i det nordøstlige Brasilien og udgør levested for forskellige kystfugle. Klitterne danner høje sandbakker, der flytter sig med vinden. Mellem klitterne ligger ferskvandslaguner, der indbyder til svømning. Mangroverne vokser i beskyttede områder nær havet. Parken viser de typiske kystformer i denne region med brede strande og lavvandede laguner. Fugle bygger rede i mangroverne og søger føde nær vandet.
Dette forbjerg markerer det østligste punkt på det amerikanske kontinent. Et fyrtårn står over havet, og en udsigtsplatform giver udsigt over Atlanterhavet. Kysten her viser klippeformationer og strande, hvor vandet fremstår i forskellige blå nuancer. Besøgende ankommer ofte tidligt om morgenen for at se solopgangen, eller om eftermiddagen for at tage billeder. Fyrtårnet tjener stadig navigation, og informationspaneler forklarer den geografiske betydning af Ponta do Seixas blandt de naturlige og kulturelle steder i det nordøstlige Brasilien.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien dækker 160.000 hektar højslettebjerge med floder og vandfald. Højsletterne viser røde sandstensformationer udskåret af erosion gennem tiden. Besøgende kan følge stier til naturlige pools og udsigtspunkter over terrænet. Vegetationen skifter mellem cerrado og vådere zoner langs vandløb. Chapada das Mesas ligger væk fra store byer og tiltrækker rejsende, der accepterer længere rejser for at nå området.
Denne marine park ligger ud for kysten ved Cabedelo og har en naturlig sandbanke, der dukker op af vandet to gange dagligt ved lavvande. Sandstriben strækker sig omkring en mil (1,5 kilometer) og er omgivet af koralrev, der bliver synlige, når vandet trækker sig tilbage, og danner en midlertidig ø i Atlanten.
Dette historiske centrum bevarer bygninger fra 1500-tallet med barokkirker, regeringsbygninger og handelshuse fra den portugisiske kolonitid, hvilket viser udviklingen af João Pessoa som en tidlig bosættelse langs den nordøstlige kyst af Brasilien med brede pladser og facader, der linjerer gader fra forskellige epoker.
Denne kløft følger løbet af Sao Francisco-floden, med klippevægge, der falder op til 560 fod (170 meter) ned. Kløften strækker sig 25 miles (40 kilometer) gennem Alagoas-landskabet, og bådture bevæger sig gennem smallere passager, hvor vandet flyder stille mellem stejle klipper. Klippefladerne viser lag af sediment dannet gennem århundreder af floden.
Denne by fra 1500-tallet ligger på en bakke over havet og bevarer den oprindelige udformning af sine gader. Mere end tyve barokkirker rejser sig mellem kolonihuse med farvede facader og træskodder. Palmetræer kantede de brostensbelagte stræder, der fører til pladser med springvand og stenkors. Portugisiske fliser pryder væggene, mens udskårne døre og jernarbejde markerer indgangene.
Denne underjordiske sø ligger inde i en kalkstenshule i Chapada Diamantina og skylder sin turkisblå farve regnvand, der er filtreret gennem klippen. Mellem april og september trænger solstråler ind gennem en åbning i loftet og oplyser vandet i blå nuancer. Hulen ligger omkring 200 fod (60 meter) under jordoverfladen. Lyset når bunden af søen, som er cirka 200 fod (61 meter) dyb, hvilket gør den til en af de klareste underjordiske vandmasser i Brasilien. Besøgende står på platforme over vandet og betragter spejlingerne på hulens vægge.
Denne bugt ligger mellem klipper på Pernambuco-kysten, omgivet af tæt atlantisk skov. Sandet er lyst, og kokospalmer står langs bredden. Vandet er roligt, beskyttet af klippeformationer, der rejser sig på begge sider. Ved lavvande dannes naturlige bassiner mellem stenene. Adgangen følger smalle stier under trædække, forbi rødder og lave buske. Stranden selv har lidt bebyggelse, kun spredte hytter. Vandet skifter fra grønt til turkis afhængigt af lys og dybde. Lokale kommer her for at svømme og fiske.
Denne ø ligger i Salvadorbugten og har tropisk regnskov, sandstrande og koralrev. Vandet er varmt og roligt, og mange besøgende kommer for at svømme eller dykke blandt korallerne. Små fiskerlandsbyer ligger spredt langs kysten. Både sejler regelmæssigt fra fastlandet. Stier fører gennem tæt skov, hvor fugle og insekter kan høres. Enkle restauranter nær stranden serverer frisk fisk.
Denne nationalpark dækker en bjergkæde med flade toppe, dybe dale og hulesystemer. Floder forsvinder i klippen og dukker op et andet sted. Vandfald styrter over skrænter ned i naturlige bassiner. Stier fører gennem skove og åbne højlande, hvor erosion har blotlagt lag af sandsten. Parken ligger i det indre af det nordøstlige Brasilien.
Denne nationalpark viser sandstensvægge med historiske klippetegninger fra oprindelige folk. Vale do Catimbau huser mange sjældne planter og dyr og ligger i det tørre indland i Pernambuco, hvor erosion har skabt særprægede formationer gennem tusinder af år. Klippetegningerne fortæller historier om tidligere indbyggere, der levede i dette område.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien bevarer tusindvis af klippemalerier fra stenalderen. Tegningerne viser jagtscener, danse og dagligdags handlinger fra kontinentets tidlige indbyggere. Sammen med de malede klipper indeholder Serra da Capivara udgravningssteder med skeletter af uddøde dyr og spor af menneskelig bosættelse, der går flere tusind år tilbage.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien beskytter dele af regnskov og savanneområder i en bjergkæde, der rejser sig til 660 meter (2,165 fod) over havets overflade. Højden skaber forskellige vegetationszoner med skovpletter, åbne græsområder og klippeformationer. Besøgende går på stier gennem tætte grønne områder og tørrere landskaber, hvor planter vokser lavere, og mere himmel bliver synlig.
Denne nationalpark rummer røde sandstensformationer med naturlige buer og huler. Landskabet skifter mellem græsområder og skovklædte områder. Klipperne viser nuancer af rød og okker, formet af erosion gennem tiden. Stier snor sig gennem klippeformationerne og passerer klippevægge og passager. Vegetationen varierer med terrænet, hvor åbne områder afbrydes af tættere skovpartier. Parken ligger i Brasiliens nordøstlige region, som strækker sig fra kysten til det indre med kolonibyer og naturområder.
Denne nationalpark beskytter 105 dokumenterede huler og klippevægge i den typiske Caatinga-vegetation i det nordøstlige Brasilien. De underjordiske formationer i kalksten udviklede sig gennem tusinder af år ved langsom opløsning af sten. Besøgende kan udforske flere huler, der huser flagermus og andre dyr tilpasset mørket. Den tørre vegetation på overfladen står i kontrast til hulernes fugtige, kølige indre. Vandrestier forbinder forskellige indgange og passerer gennem det støvede landskab med kaktusser og tornede buske. Geologer studerer hulesystemerne for at forstå udviklingen af dette karstterræn.
Dette kystfremspring ligger syd for Recife og forener historie og natur. Portugisiske fæstninger fra 1500-tallet står på klipper ud mod Atlanterhavet. Sandstrande tiltrækker besøgende hele året. Den naturlige havn tjente engang sukkerhandlen. Små fiskersamfund præger området. Stedet er en del af de historiske punkter i Brasiliens nordøst og viser koloniale spor side om side med kystvegetation.
Xingó Canyon skærer op til 558 fod (170 meter) ned i klippen langs São Francisco-floden og strækker sig 40 miles (65 kilometer) gennem grænseområdet mellem Alagoas og Sergipe. Stejle vægge af rødligt og gråt sten omkranser floden, mens den presser sig gennem en smal kløft. Under en bådtur ser du væggenes højde og lagene i klippen, som blev dannet gennem millioner af år. Nogle steder vælder kilder ud fra væggene, mens kaktusser og lave buske vokser på afsatserne andre steder. Flodens vand er roligt og grønligt, fordi det reguleres af Sobradinho-dæmningen længere nordpå. Denne canyon er en af de geologiske formationer i det nordøstlige Brasilien og ligger langt fra de større byer i en tør region.
Disse naturlige pools ligger langs en kyststrækning i Ceará, hvor havet har formet klippeformationer til lavvandede bassiner. Ved ebbe samler klart havvand sig mellem stenene og danner små badeområder. Fisk og andre havdyr, der er typiske for den nordøstbrasilianske kyst, svømmer i disse pools. Klippen under fødderne er mørk vulkansk sten. Besøgende kommer for at vade og observere livet under vandet. Poolene ligger tæt på stranden og kan nås til fods.
Denne forskningsstation arbejder for at beskytte havskildpadder langs den brasilianske kyst. Tamar-projektet byder besøgende velkommen, som kan se sårede eller syge dyr modtage behandling og lære om avlsprogrammer. Tanke huser skildpadder af forskellige arter, der passes, før de slippes ud i havet igen. Informationspaneler forklarer disse krybdyrs livscyklusser og de trusler, de står over for i naturen. Stranden foran stationen fungerer nogle gange som ynglested, og biologer patruljerer om natten for at beskytte æg. Stationen er en del af et netværk af faciliteter i hele det nordøstlige Brasilien, der har været i drift siden 1980'erne. Børn kan deltage i fodringssessioner og lære, hvordan fiskegarn og redskaber skader skildpadder. En lille butik sælger souvenirs, hvor overskuddet støtter bevaringsarbejdet.
Denne strand forbinder mangroveskove med det åbne hav, hvor ferskvand fra floder i landet møder Atlanterhavet. Praia Bela ligger langs en kyststrækning i det nordøstlige Brasilien, hvor tidevandskanaler snor sig gennem mangrovens grønne områder. Vandet skifter fra klart og roligt i beskyttede områder til mere livligt på det åbne hav. Fiskere bruger flodmundingerne, mens besøgende går langs kysten mellem de to verdener. Landskabet viser samspillet mellem flod og hav, som er typisk for denne region.
Dette palæontologiske sted bevarer fossiliserede fodspor fra forskellige dinosaurarter i klippeformationer fra kridttiden. I Dinosaurernes Dal, en del af Brasiliens kystområde, kan besøgende se spor efter theropoder, sauropoder og andre forhistoriske krybdyr, der gik gennem dette område for omkring 80 millioner år siden. Aftrykkene er indlejret i sedimentære bjergarter og viser forskellige størrelser og former. Dette sted dokumenterer en tid, hvor området havde et andet klima og andre levevilkår. Adgangen er gennem stier, der fører til de velbevarede aftryk, hvor informationspaneler giver kontekst om den geologiske historie.
Denne naturlige pool ligger inde i en kalkstenshule i Pernambuco og hører til de geologiske formationer i Brasiliens nordøstlige kystområde. Vandet i denne hule er klart nok til at svømme i, og klippeformationerne på væggene viser kalkstenslagene skabt gennem århundreders erosion. Besøgende går ned i hulen for at svømme i poolen, som oplyses af naturligt lys, der filtrerer gennem åbninger ovenover.
Denne naturlige klippebue på stranden blev dannet gennem århundreder ved erosion fra vind og vand. Stien krydser sandklitter og giver udsigt over kysten. Mange besøgende kommer ved solnedgang, når lyset passerer gennem åbningen i klippen. Formationen er en del af kystlandskabet i Jericoacoara og hører til de geologiske træk ved Brasiliens nordøstkyst.
Denne strand ligger på den nordøstlige kyst af Rio Grande do Norte, hvor naturlige fordybninger i klippen holder havvand tilbage efter tidevandet. Camurupim Strand ligger blandt vulkanske formationer, der former kystlinjen og skaber lavvandede bassiner, hver gang vandet trækker sig tilbage. Besøgende går mellem klipperne ved lavvande for at udforske disse midlertidige levesteder fyldt med små havdyr. Stendannelserne giver skygge og deler stranden i sektioner. Når tidevandet vender tilbage, forsvinder de fleste bassiner under bølgerne igen.
Denne strand strækker sig langs kysten af Paraíba med røde klippevægge, der rejser sig omkring 130 fod (40 meter). Kokospalmer kantet den lyse sand langs Atlanterhavets kyst. Omgivelserne tilhører de naturlige kystområder i det nordøstlige Brasilien, hvor vegetation og geologiske formationer mødes. Besøgende kommer her for at opleve de åbne strande og det klippelandskab, der er typisk for denne region.
Denne vandfald falder omkring 20 meter (65 fod) over klippevægge ned i en naturlig pool. Vandet samler sig i en dybde på omkring tre meter (10 fod) og danner et badeområde. Den oprindelige vegetation i Atlanterhavsskoven omgiver stedet og skaber et skyggefuldt miljø med tæt plantevækst. Besøgende når poolen ad en sti gennem skoven. Vandtemperaturen forbliver kølig hele året, og strømmen er mærkbar nær vandfaldet. Stedet er en del af de naturlige lokaliteter i det nordøstlige Brasilien og viser geologien og vegetationen i denne region.
Denne vulkanske øgruppe ligger 354 kilometer (220 miles) fra den brasilianske kyst og består af 21 øer. Fernando de Noronha kombinerer beskyttede havområder med varmt, klart vand, hvor delfiner, havskildpadder og koralrev lever. Øerne er blandt de naturlige højdepunkter i Brasiliens nordøstlige region, hvor strande, klippeformationer og tropisk vegetation mødes. Vandrestier fører langs kysten og til udsigtspunkter over Atlanterhavet.
Denne by fra 1500-tallet bevarer portugisisk koloniarkitektur og tyve barokkirker fra forskellige epoker. Smalle stræder snor sig gennem historiske kvarterer forbi facader malet i bleg okker, blå og rosa. Olinda ligger på en skråning med udsigt over havet og nabobyen Recife. Gaderne er brolagte, og små pladser åbner sig ved mange hjørner med træer og bænke. Kunstgallerier, værksteder og kulturcentre holder til i gamle huse. I karnevalen fyldes gaderne med musik og dans, og byen bliver én stor åben fest. Året rundt kommer besøgende for at gå i de stille stræder, træde ind i skyggen af kirketårne og opleve følelsen af en anden tid.
Denne nationalpark på Cearás kyst beskytter klitter, der når 30 meter, og laguner bag stranden. Den tidligere fiskerlandsby tiltrækker windsurfere og kitesurfere, som bruger den stabile vind fra nordøst. Klitterne flytter sig med årstiderne, og lagunerne samler regnvand mellem sandbakkerne. Palmer kantede nogle stier, og stranden strækker sig flere kilometer. Besøgende når området ad uasfalterede veje, der løber gennem klitlandskabet.
Denne nationalpark i delstaten Maranhão dækker et stort område og viser hvidt sand, som vinden fører fra Atlanterhavet ind i landet. Klitterne rejser sig til mere end 50 meter (165 fod) og optager ferskvand i regntiden, hvor der dannes laguner mellem sandformationerne. Fra maj til september er vandet mest synligt, når bassinerne er fyldte og skaber kontrast til sandet. Folk besøger parken for at gå gennem klitterne og svømme i lagunerne, som skifter form og placering hvert år.
Dette delta dannes, hvor floden Parnaíba møder Atlanterhavet og skaber over halvfjerds øer mellem mangroveskove og sandbanker. Vandet deler sig i flere kanaler, der snor sig gennem det flade kystland. Ved lavvande dukker brede sandstrækninger frem, mens mangroverne giver ly til krabber og fugle. Fiskere bevæger sig mellem øerne i små både og passerer lejlighedsvise huse bygget på pæle. Overgangszonerne mellem ferskvand og saltvand skaber levesteder, hvor land og hav smelter sammen dagligt.
Fernando de Noronha-arkipelaget består af 21 vulkanske øer i Atlanterhavet ud for kysten af Pernambuco. Området er kendt for koralrev, delfiner, havskildpadder og over 230 fiskearter. Øerne udgør et vigtigt beskyttet havområde og er en af naturrigdommene i det nordøstlige Brasilien.
Dette vandfald i delstaten Bahia falder 85 meter ned i en kløft af sandsten, hvor der dannes naturlige bassiner ved bunden. De lodrette klippevægge rammer ind vandet og skaber et rum, hvor lyset rammer stenen og afslører kløftens form. Besøgende kan vandre ned til bunden af kløften og svømme i bassinernes klare vand. Stien fører gennem et landskab, der er typisk for Bahias indland, med tør klippe og lav vegetation. Stedet er en del af samlingen af natur- og kultursites i det nordøstlige Brasilien og viser regionens geologiske formationer. Kløften forbliver kølig og skyggefuld, selv når solen står højt over plateauet. Lyden af faldende vand giver genlyd mellem væggene.
Disse klinter af rød og gul sand former kysten af Ceará i flere kilometer og skaber et geologisk vindue ind i det nordøstlige Brasiliens historie. Formationerne viser lag med forskellig mineralsammensætning, blotlagt af vind og vand. Smalle stier løber mellem sandstenssøjlerne, hvor besøgende observerer farekontraster og igangværende erosion. Havet fortsætter med at forme klinterne ved bunden, mens regnen udhuler de øvre sektioner.
Denne nationalpark dækker 8.850 hektar (omkring 21.900 acres) klitter, mangrover og laguner langs kysten. Jericoacoara er en del af de naturlige landskaber i det nordøstlige Brasilien og udgør levested for forskellige kystfugle. Klitterne danner høje sandbakker, der flytter sig med vinden. Mellem klitterne ligger ferskvandslaguner, der indbyder til svømning. Mangroverne vokser i beskyttede områder nær havet. Parken viser de typiske kystformer i denne region med brede strande og lavvandede laguner. Fugle bygger rede i mangroverne og søger føde nær vandet.
Dette forbjerg markerer det østligste punkt på det amerikanske kontinent. Et fyrtårn står over havet, og en udsigtsplatform giver udsigt over Atlanterhavet. Kysten her viser klippeformationer og strande, hvor vandet fremstår i forskellige blå nuancer. Besøgende ankommer ofte tidligt om morgenen for at se solopgangen, eller om eftermiddagen for at tage billeder. Fyrtårnet tjener stadig navigation, og informationspaneler forklarer den geografiske betydning af Ponta do Seixas blandt de naturlige og kulturelle steder i det nordøstlige Brasilien.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien dækker 160.000 hektar højslettebjerge med floder og vandfald. Højsletterne viser røde sandstensformationer udskåret af erosion gennem tiden. Besøgende kan følge stier til naturlige pools og udsigtspunkter over terrænet. Vegetationen skifter mellem cerrado og vådere zoner langs vandløb. Chapada das Mesas ligger væk fra store byer og tiltrækker rejsende, der accepterer længere rejser for at nå området.
Denne marine park ligger ud for kysten ved Cabedelo og har en naturlig sandbanke, der dukker op af vandet to gange dagligt ved lavvande. Sandstriben strækker sig omkring en mil (1,5 kilometer) og er omgivet af koralrev, der bliver synlige, når vandet trækker sig tilbage, og danner en midlertidig ø i Atlanten.
Dette historiske centrum bevarer bygninger fra 1500-tallet med barokkirker, regeringsbygninger og handelshuse fra den portugisiske kolonitid, hvilket viser udviklingen af João Pessoa som en tidlig bosættelse langs den nordøstlige kyst af Brasilien med brede pladser og facader, der linjerer gader fra forskellige epoker.
Denne kløft følger løbet af Sao Francisco-floden, med klippevægge, der falder op til 560 fod (170 meter) ned. Kløften strækker sig 25 miles (40 kilometer) gennem Alagoas-landskabet, og bådture bevæger sig gennem smallere passager, hvor vandet flyder stille mellem stejle klipper. Klippefladerne viser lag af sediment dannet gennem århundreder af floden.
Denne by fra 1500-tallet ligger på en bakke over havet og bevarer den oprindelige udformning af sine gader. Mere end tyve barokkirker rejser sig mellem kolonihuse med farvede facader og træskodder. Palmetræer kantede de brostensbelagte stræder, der fører til pladser med springvand og stenkors. Portugisiske fliser pryder væggene, mens udskårne døre og jernarbejde markerer indgangene.
Denne underjordiske sø ligger inde i en kalkstenshule i Chapada Diamantina og skylder sin turkisblå farve regnvand, der er filtreret gennem klippen. Mellem april og september trænger solstråler ind gennem en åbning i loftet og oplyser vandet i blå nuancer. Hulen ligger omkring 200 fod (60 meter) under jordoverfladen. Lyset når bunden af søen, som er cirka 200 fod (61 meter) dyb, hvilket gør den til en af de klareste underjordiske vandmasser i Brasilien. Besøgende står på platforme over vandet og betragter spejlingerne på hulens vægge.
Denne bugt ligger mellem klipper på Pernambuco-kysten, omgivet af tæt atlantisk skov. Sandet er lyst, og kokospalmer står langs bredden. Vandet er roligt, beskyttet af klippeformationer, der rejser sig på begge sider. Ved lavvande dannes naturlige bassiner mellem stenene. Adgangen følger smalle stier under trædække, forbi rødder og lave buske. Stranden selv har lidt bebyggelse, kun spredte hytter. Vandet skifter fra grønt til turkis afhængigt af lys og dybde. Lokale kommer her for at svømme og fiske.
Denne ø ligger i Salvadorbugten og har tropisk regnskov, sandstrande og koralrev. Vandet er varmt og roligt, og mange besøgende kommer for at svømme eller dykke blandt korallerne. Små fiskerlandsbyer ligger spredt langs kysten. Både sejler regelmæssigt fra fastlandet. Stier fører gennem tæt skov, hvor fugle og insekter kan høres. Enkle restauranter nær stranden serverer frisk fisk.
Denne nationalpark dækker en bjergkæde med flade toppe, dybe dale og hulesystemer. Floder forsvinder i klippen og dukker op et andet sted. Vandfald styrter over skrænter ned i naturlige bassiner. Stier fører gennem skove og åbne højlande, hvor erosion har blotlagt lag af sandsten. Parken ligger i det indre af det nordøstlige Brasilien.
Denne nationalpark viser sandstensvægge med historiske klippetegninger fra oprindelige folk. Vale do Catimbau huser mange sjældne planter og dyr og ligger i det tørre indland i Pernambuco, hvor erosion har skabt særprægede formationer gennem tusinder af år. Klippetegningerne fortæller historier om tidligere indbyggere, der levede i dette område.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien bevarer tusindvis af klippemalerier fra stenalderen. Tegningerne viser jagtscener, danse og dagligdags handlinger fra kontinentets tidlige indbyggere. Sammen med de malede klipper indeholder Serra da Capivara udgravningssteder med skeletter af uddøde dyr og spor af menneskelig bosættelse, der går flere tusind år tilbage.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien beskytter dele af regnskov og savanneområder i en bjergkæde, der rejser sig til 660 meter (2,165 fod) over havets overflade. Højden skaber forskellige vegetationszoner med skovpletter, åbne græsområder og klippeformationer. Besøgende går på stier gennem tætte grønne områder og tørrere landskaber, hvor planter vokser lavere, og mere himmel bliver synlig.
Denne nationalpark rummer røde sandstensformationer med naturlige buer og huler. Landskabet skifter mellem græsområder og skovklædte områder. Klipperne viser nuancer af rød og okker, formet af erosion gennem tiden. Stier snor sig gennem klippeformationerne og passerer klippevægge og passager. Vegetationen varierer med terrænet, hvor åbne områder afbrydes af tættere skovpartier. Parken ligger i Brasiliens nordøstlige region, som strækker sig fra kysten til det indre med kolonibyer og naturområder.
Denne nationalpark beskytter 105 dokumenterede huler og klippevægge i den typiske Caatinga-vegetation i det nordøstlige Brasilien. De underjordiske formationer i kalksten udviklede sig gennem tusinder af år ved langsom opløsning af sten. Besøgende kan udforske flere huler, der huser flagermus og andre dyr tilpasset mørket. Den tørre vegetation på overfladen står i kontrast til hulernes fugtige, kølige indre. Vandrestier forbinder forskellige indgange og passerer gennem det støvede landskab med kaktusser og tornede buske. Geologer studerer hulesystemerne for at forstå udviklingen af dette karstterræn.
Dette kystfremspring ligger syd for Recife og forener historie og natur. Portugisiske fæstninger fra 1500-tallet står på klipper ud mod Atlanterhavet. Sandstrande tiltrækker besøgende hele året. Den naturlige havn tjente engang sukkerhandlen. Små fiskersamfund præger området. Stedet er en del af de historiske punkter i Brasiliens nordøst og viser koloniale spor side om side med kystvegetation.
Xingó Canyon skærer op til 558 fod (170 meter) ned i klippen langs São Francisco-floden og strækker sig 40 miles (65 kilometer) gennem grænseområdet mellem Alagoas og Sergipe. Stejle vægge af rødligt og gråt sten omkranser floden, mens den presser sig gennem en smal kløft. Under en bådtur ser du væggenes højde og lagene i klippen, som blev dannet gennem millioner af år. Nogle steder vælder kilder ud fra væggene, mens kaktusser og lave buske vokser på afsatserne andre steder. Flodens vand er roligt og grønligt, fordi det reguleres af Sobradinho-dæmningen længere nordpå. Denne canyon er en af de geologiske formationer i det nordøstlige Brasilien og ligger langt fra de større byer i en tør region.
Disse naturlige pools ligger langs en kyststrækning i Ceará, hvor havet har formet klippeformationer til lavvandede bassiner. Ved ebbe samler klart havvand sig mellem stenene og danner små badeområder. Fisk og andre havdyr, der er typiske for den nordøstbrasilianske kyst, svømmer i disse pools. Klippen under fødderne er mørk vulkansk sten. Besøgende kommer for at vade og observere livet under vandet. Poolene ligger tæt på stranden og kan nås til fods.
Denne forskningsstation arbejder for at beskytte havskildpadder langs den brasilianske kyst. Tamar-projektet byder besøgende velkommen, som kan se sårede eller syge dyr modtage behandling og lære om avlsprogrammer. Tanke huser skildpadder af forskellige arter, der passes, før de slippes ud i havet igen. Informationspaneler forklarer disse krybdyrs livscyklusser og de trusler, de står over for i naturen. Stranden foran stationen fungerer nogle gange som ynglested, og biologer patruljerer om natten for at beskytte æg. Stationen er en del af et netværk af faciliteter i hele det nordøstlige Brasilien, der har været i drift siden 1980'erne. Børn kan deltage i fodringssessioner og lære, hvordan fiskegarn og redskaber skader skildpadder. En lille butik sælger souvenirs, hvor overskuddet støtter bevaringsarbejdet.
Denne strand forbinder mangroveskove med det åbne hav, hvor ferskvand fra floder i landet møder Atlanterhavet. Praia Bela ligger langs en kyststrækning i det nordøstlige Brasilien, hvor tidevandskanaler snor sig gennem mangrovens grønne områder. Vandet skifter fra klart og roligt i beskyttede områder til mere livligt på det åbne hav. Fiskere bruger flodmundingerne, mens besøgende går langs kysten mellem de to verdener. Landskabet viser samspillet mellem flod og hav, som er typisk for denne region.
Dette palæontologiske sted bevarer fossiliserede fodspor fra forskellige dinosaurarter i klippeformationer fra kridttiden. I Dinosaurernes Dal, en del af Brasiliens kystområde, kan besøgende se spor efter theropoder, sauropoder og andre forhistoriske krybdyr, der gik gennem dette område for omkring 80 millioner år siden. Aftrykkene er indlejret i sedimentære bjergarter og viser forskellige størrelser og former. Dette sted dokumenterer en tid, hvor området havde et andet klima og andre levevilkår. Adgangen er gennem stier, der fører til de velbevarede aftryk, hvor informationspaneler giver kontekst om den geologiske historie.
Denne naturlige pool ligger inde i en kalkstenshule i Pernambuco og hører til de geologiske formationer i Brasiliens nordøstlige kystområde. Vandet i denne hule er klart nok til at svømme i, og klippeformationerne på væggene viser kalkstenslagene skabt gennem århundreders erosion. Besøgende går ned i hulen for at svømme i poolen, som oplyses af naturligt lys, der filtrerer gennem åbninger ovenover.
Denne naturlige klippebue på stranden blev dannet gennem århundreder ved erosion fra vind og vand. Stien krydser sandklitter og giver udsigt over kysten. Mange besøgende kommer ved solnedgang, når lyset passerer gennem åbningen i klippen. Formationen er en del af kystlandskabet i Jericoacoara og hører til de geologiske træk ved Brasiliens nordøstkyst.
Denne strand ligger på den nordøstlige kyst af Rio Grande do Norte, hvor naturlige fordybninger i klippen holder havvand tilbage efter tidevandet. Camurupim Strand ligger blandt vulkanske formationer, der former kystlinjen og skaber lavvandede bassiner, hver gang vandet trækker sig tilbage. Besøgende går mellem klipperne ved lavvande for at udforske disse midlertidige levesteder fyldt med små havdyr. Stendannelserne giver skygge og deler stranden i sektioner. Når tidevandet vender tilbage, forsvinder de fleste bassiner under bølgerne igen.
Denne strand strækker sig langs kysten af Paraíba med røde klippevægge, der rejser sig omkring 130 fod (40 meter). Kokospalmer kantet den lyse sand langs Atlanterhavets kyst. Omgivelserne tilhører de naturlige kystområder i det nordøstlige Brasilien, hvor vegetation og geologiske formationer mødes. Besøgende kommer her for at opleve de åbne strande og det klippelandskab, der er typisk for denne region.
Denne vandfald falder omkring 20 meter (65 fod) over klippevægge ned i en naturlig pool. Vandet samler sig i en dybde på omkring tre meter (10 fod) og danner et badeområde. Den oprindelige vegetation i Atlanterhavsskoven omgiver stedet og skaber et skyggefuldt miljø med tæt plantevækst. Besøgende når poolen ad en sti gennem skoven. Vandtemperaturen forbliver kølig hele året, og strømmen er mærkbar nær vandfaldet. Stedet er en del af de naturlige lokaliteter i det nordøstlige Brasilien og viser geologien og vegetationen i denne region.
Denne vulkanske øgruppe ligger 354 kilometer (220 miles) fra den brasilianske kyst og består af 21 øer. Fernando de Noronha kombinerer beskyttede havområder med varmt, klart vand, hvor delfiner, havskildpadder og koralrev lever. Øerne er blandt de naturlige højdepunkter i Brasiliens nordøstlige region, hvor strande, klippeformationer og tropisk vegetation mødes. Vandrestier fører langs kysten og til udsigtspunkter over Atlanterhavet.
Denne by fra 1500-tallet bevarer portugisisk koloniarkitektur og tyve barokkirker fra forskellige epoker. Smalle stræder snor sig gennem historiske kvarterer forbi facader malet i bleg okker, blå og rosa. Olinda ligger på en skråning med udsigt over havet og nabobyen Recife. Gaderne er brolagte, og små pladser åbner sig ved mange hjørner med træer og bænke. Kunstgallerier, værksteder og kulturcentre holder til i gamle huse. I karnevalen fyldes gaderne med musik og dans, og byen bliver én stor åben fest. Året rundt kommer besøgende for at gå i de stille stræder, træde ind i skyggen af kirketårne og opleve følelsen af en anden tid.
Denne nationalpark på Cearás kyst beskytter klitter, der når 30 meter, og laguner bag stranden. Den tidligere fiskerlandsby tiltrækker windsurfere og kitesurfere, som bruger den stabile vind fra nordøst. Klitterne flytter sig med årstiderne, og lagunerne samler regnvand mellem sandbakkerne. Palmer kantede nogle stier, og stranden strækker sig flere kilometer. Besøgende når området ad uasfalterede veje, der løber gennem klitlandskabet.
Denne nationalpark i delstaten Maranhão dækker et stort område og viser hvidt sand, som vinden fører fra Atlanterhavet ind i landet. Klitterne rejser sig til mere end 50 meter (165 fod) og optager ferskvand i regntiden, hvor der dannes laguner mellem sandformationerne. Fra maj til september er vandet mest synligt, når bassinerne er fyldte og skaber kontrast til sandet. Folk besøger parken for at gå gennem klitterne og svømme i lagunerne, som skifter form og placering hvert år.
Dette delta dannes, hvor floden Parnaíba møder Atlanterhavet og skaber over halvfjerds øer mellem mangroveskove og sandbanker. Vandet deler sig i flere kanaler, der snor sig gennem det flade kystland. Ved lavvande dukker brede sandstrækninger frem, mens mangroverne giver ly til krabber og fugle. Fiskere bevæger sig mellem øerne i små både og passerer lejlighedsvise huse bygget på pæle. Overgangszonerne mellem ferskvand og saltvand skaber levesteder, hvor land og hav smelter sammen dagligt.
Fernando de Noronha-arkipelaget består af 21 vulkanske øer i Atlanterhavet ud for kysten af Pernambuco. Området er kendt for koralrev, delfiner, havskildpadder og over 230 fiskearter. Øerne udgør et vigtigt beskyttet havområde og er en af naturrigdommene i det nordøstlige Brasilien.
Dette vandfald i delstaten Bahia falder 85 meter ned i en kløft af sandsten, hvor der dannes naturlige bassiner ved bunden. De lodrette klippevægge rammer ind vandet og skaber et rum, hvor lyset rammer stenen og afslører kløftens form. Besøgende kan vandre ned til bunden af kløften og svømme i bassinernes klare vand. Stien fører gennem et landskab, der er typisk for Bahias indland, med tør klippe og lav vegetation. Stedet er en del af samlingen af natur- og kultursites i det nordøstlige Brasilien og viser regionens geologiske formationer. Kløften forbliver kølig og skyggefuld, selv når solen står højt over plateauet. Lyden af faldende vand giver genlyd mellem væggene.
Disse klinter af rød og gul sand former kysten af Ceará i flere kilometer og skaber et geologisk vindue ind i det nordøstlige Brasiliens historie. Formationerne viser lag med forskellig mineralsammensætning, blotlagt af vind og vand. Smalle stier løber mellem sandstenssøjlerne, hvor besøgende observerer farekontraster og igangværende erosion. Havet fortsætter med at forme klinterne ved bunden, mens regnen udhuler de øvre sektioner.
Denne nationalpark dækker 8.850 hektar (omkring 21.900 acres) klitter, mangrover og laguner langs kysten. Jericoacoara er en del af de naturlige landskaber i det nordøstlige Brasilien og udgør levested for forskellige kystfugle. Klitterne danner høje sandbakker, der flytter sig med vinden. Mellem klitterne ligger ferskvandslaguner, der indbyder til svømning. Mangroverne vokser i beskyttede områder nær havet. Parken viser de typiske kystformer i denne region med brede strande og lavvandede laguner. Fugle bygger rede i mangroverne og søger føde nær vandet.
Dette forbjerg markerer det østligste punkt på det amerikanske kontinent. Et fyrtårn står over havet, og en udsigtsplatform giver udsigt over Atlanterhavet. Kysten her viser klippeformationer og strande, hvor vandet fremstår i forskellige blå nuancer. Besøgende ankommer ofte tidligt om morgenen for at se solopgangen, eller om eftermiddagen for at tage billeder. Fyrtårnet tjener stadig navigation, og informationspaneler forklarer den geografiske betydning af Ponta do Seixas blandt de naturlige og kulturelle steder i det nordøstlige Brasilien.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien dækker 160.000 hektar højslettebjerge med floder og vandfald. Højsletterne viser røde sandstensformationer udskåret af erosion gennem tiden. Besøgende kan følge stier til naturlige pools og udsigtspunkter over terrænet. Vegetationen skifter mellem cerrado og vådere zoner langs vandløb. Chapada das Mesas ligger væk fra store byer og tiltrækker rejsende, der accepterer længere rejser for at nå området.
Denne marine park ligger ud for kysten ved Cabedelo og har en naturlig sandbanke, der dukker op af vandet to gange dagligt ved lavvande. Sandstriben strækker sig omkring en mil (1,5 kilometer) og er omgivet af koralrev, der bliver synlige, når vandet trækker sig tilbage, og danner en midlertidig ø i Atlanten.
Dette historiske centrum bevarer bygninger fra 1500-tallet med barokkirker, regeringsbygninger og handelshuse fra den portugisiske kolonitid, hvilket viser udviklingen af João Pessoa som en tidlig bosættelse langs den nordøstlige kyst af Brasilien med brede pladser og facader, der linjerer gader fra forskellige epoker.
Denne kløft følger løbet af Sao Francisco-floden, med klippevægge, der falder op til 560 fod (170 meter) ned. Kløften strækker sig 25 miles (40 kilometer) gennem Alagoas-landskabet, og bådture bevæger sig gennem smallere passager, hvor vandet flyder stille mellem stejle klipper. Klippefladerne viser lag af sediment dannet gennem århundreder af floden.
Denne by fra 1500-tallet ligger på en bakke over havet og bevarer den oprindelige udformning af sine gader. Mere end tyve barokkirker rejser sig mellem kolonihuse med farvede facader og træskodder. Palmetræer kantede de brostensbelagte stræder, der fører til pladser med springvand og stenkors. Portugisiske fliser pryder væggene, mens udskårne døre og jernarbejde markerer indgangene.
Denne underjordiske sø ligger inde i en kalkstenshule i Chapada Diamantina og skylder sin turkisblå farve regnvand, der er filtreret gennem klippen. Mellem april og september trænger solstråler ind gennem en åbning i loftet og oplyser vandet i blå nuancer. Hulen ligger omkring 200 fod (60 meter) under jordoverfladen. Lyset når bunden af søen, som er cirka 200 fod (61 meter) dyb, hvilket gør den til en af de klareste underjordiske vandmasser i Brasilien. Besøgende står på platforme over vandet og betragter spejlingerne på hulens vægge.
Denne bugt ligger mellem klipper på Pernambuco-kysten, omgivet af tæt atlantisk skov. Sandet er lyst, og kokospalmer står langs bredden. Vandet er roligt, beskyttet af klippeformationer, der rejser sig på begge sider. Ved lavvande dannes naturlige bassiner mellem stenene. Adgangen følger smalle stier under trædække, forbi rødder og lave buske. Stranden selv har lidt bebyggelse, kun spredte hytter. Vandet skifter fra grønt til turkis afhængigt af lys og dybde. Lokale kommer her for at svømme og fiske.
Denne ø ligger i Salvadorbugten og har tropisk regnskov, sandstrande og koralrev. Vandet er varmt og roligt, og mange besøgende kommer for at svømme eller dykke blandt korallerne. Små fiskerlandsbyer ligger spredt langs kysten. Både sejler regelmæssigt fra fastlandet. Stier fører gennem tæt skov, hvor fugle og insekter kan høres. Enkle restauranter nær stranden serverer frisk fisk.
Denne nationalpark dækker en bjergkæde med flade toppe, dybe dale og hulesystemer. Floder forsvinder i klippen og dukker op et andet sted. Vandfald styrter over skrænter ned i naturlige bassiner. Stier fører gennem skove og åbne højlande, hvor erosion har blotlagt lag af sandsten. Parken ligger i det indre af det nordøstlige Brasilien.
Denne nationalpark viser sandstensvægge med historiske klippetegninger fra oprindelige folk. Vale do Catimbau huser mange sjældne planter og dyr og ligger i det tørre indland i Pernambuco, hvor erosion har skabt særprægede formationer gennem tusinder af år. Klippetegningerne fortæller historier om tidligere indbyggere, der levede i dette område.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien bevarer tusindvis af klippemalerier fra stenalderen. Tegningerne viser jagtscener, danse og dagligdags handlinger fra kontinentets tidlige indbyggere. Sammen med de malede klipper indeholder Serra da Capivara udgravningssteder med skeletter af uddøde dyr og spor af menneskelig bosættelse, der går flere tusind år tilbage.
Denne nationalpark i det nordøstlige Brasilien beskytter dele af regnskov og savanneområder i en bjergkæde, der rejser sig til 660 meter (2,165 fod) over havets overflade. Højden skaber forskellige vegetationszoner med skovpletter, åbne græsområder og klippeformationer. Besøgende går på stier gennem tætte grønne områder og tørrere landskaber, hvor planter vokser lavere, og mere himmel bliver synlig.
Denne nationalpark rummer røde sandstensformationer med naturlige buer og huler. Landskabet skifter mellem græsområder og skovklædte områder. Klipperne viser nuancer af rød og okker, formet af erosion gennem tiden. Stier snor sig gennem klippeformationerne og passerer klippevægge og passager. Vegetationen varierer med terrænet, hvor åbne områder afbrydes af tættere skovpartier. Parken ligger i Brasiliens nordøstlige region, som strækker sig fra kysten til det indre med kolonibyer og naturområder.
Denne nationalpark beskytter 105 dokumenterede huler og klippevægge i den typiske Caatinga-vegetation i det nordøstlige Brasilien. De underjordiske formationer i kalksten udviklede sig gennem tusinder af år ved langsom opløsning af sten. Besøgende kan udforske flere huler, der huser flagermus og andre dyr tilpasset mørket. Den tørre vegetation på overfladen står i kontrast til hulernes fugtige, kølige indre. Vandrestier forbinder forskellige indgange og passerer gennem det støvede landskab med kaktusser og tornede buske. Geologer studerer hulesystemerne for at forstå udviklingen af dette karstterræn.
Dette kystfremspring ligger syd for Recife og forener historie og natur. Portugisiske fæstninger fra 1500-tallet står på klipper ud mod Atlanterhavet. Sandstrande tiltrækker besøgende hele året. Den naturlige havn tjente engang sukkerhandlen. Små fiskersamfund præger området. Stedet er en del af de historiske punkter i Brasiliens nordøst og viser koloniale spor side om side med kystvegetation.
Xingó Canyon skærer op til 558 fod (170 meter) ned i klippen langs São Francisco-floden og strækker sig 40 miles (65 kilometer) gennem grænseområdet mellem Alagoas og Sergipe. Stejle vægge af rødligt og gråt sten omkranser floden, mens den presser sig gennem en smal kløft. Under en bådtur ser du væggenes højde og lagene i klippen, som blev dannet gennem millioner af år. Nogle steder vælder kilder ud fra væggene, mens kaktusser og lave buske vokser på afsatserne andre steder. Flodens vand er roligt og grønligt, fordi det reguleres af Sobradinho-dæmningen længere nordpå. Denne canyon er en af de geologiske formationer i det nordøstlige Brasilien og ligger langt fra de større byer i en tør region.
Disse naturlige pools ligger langs en kyststrækning i Ceará, hvor havet har formet klippeformationer til lavvandede bassiner. Ved ebbe samler klart havvand sig mellem stenene og danner små badeområder. Fisk og andre havdyr, der er typiske for den nordøstbrasilianske kyst, svømmer i disse pools. Klippen under fødderne er mørk vulkansk sten. Besøgende kommer for at vade og observere livet under vandet. Poolene ligger tæt på stranden og kan nås til fods.
Denne forskningsstation arbejder for at beskytte havskildpadder langs den brasilianske kyst. Tamar-projektet byder besøgende velkommen, som kan se sårede eller syge dyr modtage behandling og lære om avlsprogrammer. Tanke huser skildpadder af forskellige arter, der passes, før de slippes ud i havet igen. Informationspaneler forklarer disse krybdyrs livscyklusser og de trusler, de står over for i naturen. Stranden foran stationen fungerer nogle gange som ynglested, og biologer patruljerer om natten for at beskytte æg. Stationen er en del af et netværk af faciliteter i hele det nordøstlige Brasilien, der har været i drift siden 1980'erne. Børn kan deltage i fodringssessioner og lære, hvordan fiskegarn og redskaber skader skildpadder. En lille butik sælger souvenirs, hvor overskuddet støtter bevaringsarbejdet.
Denne strand forbinder mangroveskove med det åbne hav, hvor ferskvand fra floder i landet møder Atlanterhavet. Praia Bela ligger langs en kyststrækning i det nordøstlige Brasilien, hvor tidevandskanaler snor sig gennem mangrovens grønne områder. Vandet skifter fra klart og roligt i beskyttede områder til mere livligt på det åbne hav. Fiskere bruger flodmundingerne, mens besøgende går langs kysten mellem de to verdener. Landskabet viser samspillet mellem flod og hav, som er typisk for denne region.
Dette palæontologiske sted bevarer fossiliserede fodspor fra forskellige dinosaurarter i klippeformationer fra kridttiden. I Dinosaurernes Dal, en del af Brasiliens kystområde, kan besøgende se spor efter theropoder, sauropoder og andre forhistoriske krybdyr, der gik gennem dette område for omkring 80 millioner år siden. Aftrykkene er indlejret i sedimentære bjergarter og viser forskellige størrelser og former. Dette sted dokumenterer en tid, hvor området havde et andet klima og andre levevilkår. Adgangen er gennem stier, der fører til de velbevarede aftryk, hvor informationspaneler giver kontekst om den geologiske historie.
Denne naturlige pool ligger inde i en kalkstenshule i Pernambuco og hører til de geologiske formationer i Brasiliens nordøstlige kystområde. Vandet i denne hule er klart nok til at svømme i, og klippeformationerne på væggene viser kalkstenslagene skabt gennem århundreders erosion. Besøgende går ned i hulen for at svømme i poolen, som oplyses af naturligt lys, der filtrerer gennem åbninger ovenover.
Denne naturlige klippebue på stranden blev dannet gennem århundreder ved erosion fra vind og vand. Stien krydser sandklitter og giver udsigt over kysten. Mange besøgende kommer ved solnedgang, når lyset passerer gennem åbningen i klippen. Formationen er en del af kystlandskabet i Jericoacoara og hører til de geologiske træk ved Brasiliens nordøstkyst.
Denne strand ligger på den nordøstlige kyst af Rio Grande do Norte, hvor naturlige fordybninger i klippen holder havvand tilbage efter tidevandet. Camurupim Strand ligger blandt vulkanske formationer, der former kystlinjen og skaber lavvandede bassiner, hver gang vandet trækker sig tilbage. Besøgende går mellem klipperne ved lavvande for at udforske disse midlertidige levesteder fyldt med små havdyr. Stendannelserne giver skygge og deler stranden i sektioner. Når tidevandet vender tilbage, forsvinder de fleste bassiner under bølgerne igen.
Denne strand strækker sig langs kysten af Paraíba med røde klippevægge, der rejser sig omkring 130 fod (40 meter). Kokospalmer kantet den lyse sand langs Atlanterhavets kyst. Omgivelserne tilhører de naturlige kystområder i det nordøstlige Brasilien, hvor vegetation og geologiske formationer mødes. Besøgende kommer her for at opleve de åbne strande og det klippelandskab, der er typisk for denne region.
Denne vandfald falder omkring 20 meter (65 fod) over klippevægge ned i en naturlig pool. Vandet samler sig i en dybde på omkring tre meter (10 fod) og danner et badeområde. Den oprindelige vegetation i Atlanterhavsskoven omgiver stedet og skaber et skyggefuldt miljø med tæt plantevækst. Besøgende når poolen ad en sti gennem skoven. Vandtemperaturen forbliver kølig hele året, og strømmen er mærkbar nær vandfaldet. Stedet er en del af de naturlige lokaliteter i det nordøstlige Brasilien og viser geologien og vegetationen i denne region.
Denne vulkanske øgruppe ligger 354 kilometer (220 miles) fra den brasilianske kyst og består af 21 øer. Fernando de Noronha kombinerer beskyttede havområder med varmt, klart vand, hvor delfiner, havskildpadder og koralrev lever. Øerne er blandt de naturlige højdepunkter i Brasiliens nordøstlige region, hvor strande, klippeformationer og tropisk vegetation mødes. Vandrestier fører langs kysten og til udsigtspunkter over Atlanterhavet.
Denne by fra 1500-tallet bevarer portugisisk koloniarkitektur og tyve barokkirker fra forskellige epoker. Smalle stræder snor sig gennem historiske kvarterer forbi facader malet i bleg okker, blå og rosa. Olinda ligger på en skråning med udsigt over havet og nabobyen Recife. Gaderne er brolagte, og små pladser åbner sig ved mange hjørner med træer og bænke. Kunstgallerier, værksteder og kulturcentre holder til i gamle huse. I karnevalen fyldes gaderne med musik og dans, og byen bliver én stor åben fest. Året rundt kommer besøgende for at gå i de stille stræder, træde ind i skyggen af kirketårne og opleve følelsen af en anden tid.
Denne nationalpark på Cearás kyst beskytter klitter, der når 30 meter, og laguner bag stranden. Den tidligere fiskerlandsby tiltrækker windsurfere og kitesurfere, som bruger den stabile vind fra nordøst. Klitterne flytter sig med årstiderne, og lagunerne samler regnvand mellem sandbakkerne. Palmer kantede nogle stier, og stranden strækker sig flere kilometer. Besøgende når området ad uasfalterede veje, der løber gennem klitlandskabet.
