Arkæologiske steder i Libanon: museer, oldtidslevn, historiske samlinger

Det libanesiske forhistoriske museum ved Saint Joseph Universitet dokumenterer landets forhistoriske bosættelse gennem en samling af artefakter fra forskellige arkæologiske udgravninger. Udstillingen omfatter stenredskaber, keramikfragmenter og andre artefakter, der spænder over forskellige perioder fra palæolitikum til bronzealderen. Denne institution supplerer landets arkæologiske panorama gennem sit fokus på de tidligste spor af menneskelig tilstedeværelse i det østlige Middelhav, før de fønikiske og romerske civilisationer, der er synlige på andre steder i landet.

Mim Mineral Museum rummer en af de mest betydningsfulde mineralogiske samlinger i Mellemøsten med over 2.000 eksemplarer fra alle kontinenter. Udstillingen omfatter cirka 60 procent af de mineralarter, der findes på Jorden, og dokumenterer geologiske processer, der strækker sig over flere milliarder år. Samlingen passer ind i den bredere kontekst af libanesiske museer, som forener arkæologiske og forhistoriske fund med naturvidenskabelige samlinger, der dokumenterer regionens geologiske historie.

Nationalmuseet i Beirut dokumenterer Libanons historie gennem en samling på over 100.000 genstande, hvoraf cirka 1.300 vises i udstillingshallerne. Museet præsenterer arkæologiske fund fra forhistorisk tid til osmansk tid, herunder fønikiske sarkofager, romerske mosaikker og byzantinsk kunst. Museet åbnede i 1942 og gennemgik en omfattende restaurering efter borgerkrigen, afsluttet i 1999. Samlingen omfatter statuer, keramik, smykker og inskriptioner fra Libanons vigtigste arkæologiske steder. Udstillingen følger en kronologisk orden og giver et systematisk overblik over de forskellige kulturer, der formede det moderne Libanons territorium.

Musée privé Robert Mouawad i Beirut er en del af de private samlinger, der bidrager til Libanons arkæologiske og historiske landskab. Museet viser smykker, kunstværker og artefakter fra Mellemøsten, der spænder over flere århundreder. Samlingen omfatter genstande fra forskellige perioder og regioner og supplerer forståelsen af den kulturelle udvikling i denne middelhavszone, hvor fønikere, romere og senere civilisationer satte deres spor.

Sursockmuseet viser libanesisk kunst i en villa fra 1800-tallet i Beiruts Achrafieh-distrikt. Samlingen omfatter flere hundrede værker af libanesiske kunstnere fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag, med malerier, skulpturer og installationer. Bygningen blev opført i 1912 af Nicolas Sursock og kombinerer italienske og osmanniske arkitektoniske elementer. Efter en flerårig renovering genåbnede museet i 2015 med cirka 8.000 kvadratfod (743 kvadratmeter) udstillingsplads fordelt på fire etager. Sursockmuseet dokumenterer udviklingen af Libanons moderne kunstscene og har regelmæssigt midlertidige udstillinger med samtidige kunstnere fra regionen.

Dette 1200-tals fæstningsværk ligger på en lille ø ud for Sidons kyst og dokumenterer militær arkitektur fra korsfarertiden i Libanon. Château de la mer blev bygget under fransk styre på fønikiske fundamenter og forbundet med fastlandet af en stenbro med syv buer. Anlægget omfatter flere tårne, en central gård og forsvarsinstallationer, der viser den strategiske værdi af denne kystposition. Inden for rammerne af Libanons arkæologiske steder illustrerer denne maritime fæstning den militære kontrol, korsfarerne udøvede over handelsruterne i Levanten, og supplerer de fønikiske og romerske rester, der findes i hele regionen.

Dette fønikiske tempelkompleks fra 600-tallet f.Kr. ligger 1,6 km nordøst for Sidon, på skråningerne over Nahr al-Awali-floden. Helligdommen var viet til Eshmun, den fønikiske gud for helbredelse, og forblev i brug gennem romertiden. Besøgende i dag ser søjlebaser, altre og votivnicher, der repræsenterer flere byggefaser. Stedet består af flere terrasseniveauer med en monumental trappe, et podietempel og mosaikker fra romertiden. Udgravninger, der begyndte i 1963, har afdækket fønikiske inskriptioner, persiske relieffer og hellenistiske skulpturer.

Dette museum dokumenterer Byblos' historie gennem voksfigurer, der viser historiske scener fra fønikisk tid til i dag. Udstillingen indeholder skildringer af vigtige begivenheder og personligheder, der formede byens udvikling gennem mere end tre årtusinder. Samlingen supplerer de arkæologiske steder i området ved at præsentere et kronologisk overblik over de forskellige perioder, fra fønikiske handelsbosættelser over romersk styre til moderne tid.

Byblos Fossil Museum rummer over 200 forstenede eksemplarer fra forskellige geologiske perioder, indsamlet fra lokale steder i hele Libanon. Samlingen dokumenterer regionens palæontologiske historie og supplerer byens arkæologiske arv gennem beviser på naturlig udvikling. De udstillede fossiler omfatter marine organismer, planterester og andre forstenede materialer, der giver indsigt i udviklingen af Middelhavets kystzone gennem millioner af år.

Debbane-paladset blev bygget i 1721 og dokumenterer osmansk boligarkitektur i Sidon med originale vægmalerier, udskårne trælofter og karakteristiske elementer fra perioden. Den toetages bygning viser byggemetoderne hos rige købmandsfamilier i 1700-tallet, med en central indre gård og modtagelsesrum dekoreret med geometriske og blomstrede motiver. Restaureringsarbejde har bevaret de originale farveskemaer og ornamenter, så besøgende kan forstå designet af osmanniske boligpaladser i kystregionen. Dette palads er et af de få bevarede eksempler på civil arkitektur fra denne æra i Libanon og supplerer de romerske og fønikiske steder i Sidon ved at tilføje den osmanniske periode.

Denne korsfarerfæstning blev bygget i 1000-tallet på en 140 meter høj bakke over Tripoli. Citadellet bærer navnet efter Raymond de Saint-Gilles, greve af Toulouse, som ledede belejringen af byen under det første korstog. Fra dens mure strækker der sig vide udsigter over byen og Middelhavet. Fæstningen dokumenterer korsfarernes militære arkitektur i Libanon og supplerer landets arkæologiske samlinger, som spænder fra fønikiske templer til romerske ruiner.

Sæbemuseet i Saida bevarer traditionen for fremstilling af sæbe af olivenolie i et historisk produktionsanlæg. Bygningen fra 1600-tallet viser originalt udstyr til håndværksmæssig produktion, herunder kedler, forme og tørrestativer. Demonstrationer illustrerer traditionelle metoder, der kombinerer lokal olivenolie med soda og laurbærolie. Museet dokumenterer en industri, der i århundreder bidrog til økonomien i denne libanesiske kystby, og dens produkter blev handlet i hele Middelhavsområdet.

Dette palads blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet under emir Bashir Shihab IIs regeringstid og kombinerer libanesiske, italienske og arabiske bygningselementer. Anlægget omfatter flere gårdpladser med springvand, dekorerede modtagelsessale og hammam fra denne periode. Bygningen huser nu museet for byzantinske mosaikker med fund fra Jiyeh samt samlinger af traditionelle våben og tøj fra 1800-tallet. De terrasserede haver giver udsigt over Chouf-bjergene og de omkringliggende landsbyer. Om sommeren er hovedgårdspladsen vært for Beiteddine-festivalen, som præsenterer arabiske og internationale musikoptrædener.

Grotte de Jeita består af to separate, men forbundne kalkstenshuler, der strækker sig over en samlet længde på cirka 5,6 miles (9 kilometer). Den nederste hule, gennemløbet af en underjordisk flod, kan udforskes med båd, mens den øverste hule er tilgængelig til fods og indeholder talrige stalaktitter og stalagmitter. Hulesystemet ligger omkring 11 miles (18 kilometer) nord for Beirut og regnes blandt de mest betydningsfulde karstformationer i det østlige Middelhav. Geologiske undersøgelser daterer dannelsen af disse kalkstensstrukturer til mellemste jura, omkring 160 millioner år siden.

Qadisha-dalen rummer flere dusin klostre og eremitboliger hugget ind i klippevæggene langs denne dybe kløft. Disse klostersamfund stammer fra 300-tallet til 1400-tallet, hvor maronitiske grupper søgte tilflugt i denne afsidesliggende bjergdal. Blandt de bemærkelsesværdige steder er Qozhaya-klosteret med dets underjordiske kapel og Mar Elisha-klosteret, som går tilbage til 1300-tallet. Dalen dokumenterer udviklingen af kristen klosterarkitektur i Nærorienten over mere end tusind år og udgør en del af et UNESCO-verdensarvssted sammen med den nærliggende cederskov.

Den antikke fønikiske by Tyros bevarer en omfattende nekropolis med hundredvis af sarkofager fra forskellige perioder. Gravpladserne strækker sig over flere områder og dokumenterer begravelsesskikke fra 2. århundrede f.Kr. til 6. århundrede e.Kr. Denne nekropolis supplerer landets arkæologiske samlinger gennem sine romerske og byzantinske gravmonumenter og dekorerede stensarkofager, hvoraf nogle nu vises på Nationalmuseet i Beirut. Stedet illustrerer den kontinuerlige bosættelse af denne vigtige havneby gennem mere end otte århundreder.

Château Ksara blev grundlagt i 1857 af jesuitmunke i Bekaa-dalen og er Libanons ældste vingård. Ejendommen har et netværk af naturlige kalkstenshuler fra romertiden, der strækker sig over en og en kvart mil (to kilometer) og fungerer nu som lagringskældre. Guidede ture inkluderer en gåtur gennem de underjordiske hvælvinger, hvor vinene modnes ved konstant temperatur og luftfugtighed, sammen med forklaringer af vinproduktionsprocessen i denne historiske vinregion. Smagninger giver mulighed for at sammenligne forskellige årgange og druesorter, der dyrkes i de omkringliggende vinmarker.

Arkæologisk museum ved American University of Beirut har en samling af genstande fra det østlige Middelhav og Nære Østen. Museet dokumenterer flere tusinde års menneskelig bosættelse i regionen gennem keramik, mønter, glas og skulpturer fra forskellige historiske perioder. Genstandene stammer fra arkæologiske udgravninger i Libanon og nabolandene og omfatter objekter fra bronzealderen til den islamiske æra. Museet fungerer som forskningscenter og uddannelsessted for studerende og besøgende, der er interesseret i regionens materielle kultur.

Disse romerske bade i centrum af Beirut stammer fra byens grundlæggelse som Colonia Julia Augusta Felix Berytus i det første århundrede. Anlægget omfattede flere bassiner til koldt, varmt og hedt bad, sammen med omklædningsrum og gulvvarmesystemer. Arkæologer afdækkede resterne efter borgerkrigens ødelæggelser og dokumenterede mosaikfragmenter samt dele af hypokaustens varmestruktur. Badene fungerede som et socialt centrum for den romerske befolkning og var i drift indtil det sjette århundrede.

Det græsk-ortodokse kloster Notre-Dame de Nourieh ligger på en klippe over Hamat langs den libanesiske kyst. Klosteret blev grundlagt i det 4. århundrede og udvidet gennem århundrederne. Fra klosterets terrasse ser besøgende ud over Middelhavet og de omkringliggende bjerge. Kirken rummer religiøse kunstværker og ikoner fra forskellige perioder. Klosteret fungerer fortsat som et aktivt pilgrimssted for medlemmer af den græsk-ortodokse kirke og byder besøgende velkommen, der er interesseret i regionens klosterhistorie.

Dette romerske stadion fra det 2. århundrede til hestevæddeløb i Tyrus strækker sig 480 meter i længden og er blandt de bedst bevarede eksempler af sin art i det østlige Middelhav. Stenhvælvingerne og tilskuerpladserne rummede engang 20.000 tilskuere, som samledes her for at se hestevæddeløb og andre offentlige begivenheder. Anlægget dokumenterer Tyrus' betydning som romersk provinsby og supplerer Libanons arkæologiske samlinger, som spænder fra fønikiske helligdomme til middelalderlige fæstninger.

Dette militæranlæg fra 500-tallet ligger i 1400 meters højde i Bekaa-dalen og bevarer forsvarsmure og et underjordisk vandreservoir. Fæstningen Niha dokumenterer den byzantinske tilstedeværelse i denne strategiske bjergregion og illustrerer periodens militære teknikker gennem sine bevarede befæstningsværker og sit hydrauliske system, der sikrede vandforsyningen under belejringer.

Denne ortodokse katedral blev bygget i 1800-tallet og viser byzantinske træk med en ottekantet sandstenskuppel. Indeni findes en ikonostasis med religiøse billeder efter ortodoks tradition. Bygningen ligger i Beiruts historiske centrum og tjener det græsk-ortodokse samfund som gudstjenestested. Katedralen vidner om ortodokse kristnes tilstedeværelse i Libanon under osmansk tid og i moderne tid.

Dette romerske teater fra 200-tallet har en diameter på cirka 285 fod (87 meter) og havde plads til omkring 5.000 tilskuere. Trinnene blev bygget af rød og grå granit, materialer som romerske bygmestre værdsatte for deres holdbarhed. Bygningen er en del af Baalbeks arkæologiske kompleks, et af de mest betydningsfulde romerske steder i Nærorienten. I dag dokumenterer teatret romerske ingeniørers arkitektoniske evner i denne del af Libanon.

Umayyadpaladset i Anjar er et rektangulært paladskompleks bygget i 700-tallet under kalif Walid I. Stedet dækker et område på 370 fod gange 275 fod (114 gange 84 meter) og følger romerske arkitektoniske modeller med to krydsende hovedakser. Komplekset omfatter kolonnadgange med korintiske kapitæler, arkader bygget med skiftende lag af sten og tegl, og termiske badeanlæg designet efter romerske standarder. Dette arkæologiske sted viser Umayyaddynastiets adoption af byzantinske byggeteknikker og indtager en strategisk position langs gamle handelsruter, der forbinder Damaskus med Middelhavskysten.

Qannoubineklosteret blev hugget ind i klippevæggen i Qadishadalen i løbet af 300-tallet og fungerede i århundreder som sæde for det maronitiske patriarkat. De udhuggede kapeller bevarer middelalderlige vægmalerier, der viser liturgiske scener og hellige figurer. Et underjordisk vandsystem forsynede klostersamfundet gennem et netværk af cisterner og kanaler. Den afsides beliggenhed gjorde det muligt for munke og religiøse flygtninge at søge tilflugt her gennem århundreder med forfølgelse. Klosteret er en del af Qadishadalens UNESCO-verdensarv og dokumenterer den kristne tilstedeværelses kontinuitet i denne region siden senantikken.

Tempelkomplekset i Faqra ligger i 1.550 meters højde i bjergkæden og kombinerer flere romerske kultbygninger fra det første århundrede. Stedet omfatter to hovedtempler, flere altre og et firkantet tårn, der tjente som udkigstårn eller signalstation. Indskrifter på bygningerne vidner om tilbedelse af flere guder, herunder Jupiter og Atargatis. Ruinerne strækker sig over et stort område og viser arkæologiske rester fra forskellige byggefaser. Beliggenheden i denne højde gør Faqra til en af de højest beliggende romerske helligdomme i Nærorienten.

Fæstningen Msaylha rejser sig fra en kalkstensfremspring over floden Nahr el Jaouz og dokumenterer middelalderlig militærarkitektur i Libanon. Stedet nås via stejle trapper hugget direkte ind i klippen, der fører op til den befæstede position, som historisk kontrollerede kystruten mellem byerne Batroun og Tripoli. Fæstningen tilhører de middelalderlige forsvarsværker, der blev bygget under korsfarertiden og den efterfølgende osmanniske styre over området.

Klippeindskrifterne ved Nahr el-Kalb dokumenterer militære kampagner fra bronzealderen til moderne tid. Indgraverede tekster pryder klippevæggene i floddalen, herunder egyptiske, assyriske, babylonske og romerske optegnelser samt indskrifter fra korstogstiden og det franske mandat. Denne samling af mere end 20 steler viser den strategiske betydning af denne passage mellem kysten og baglandet gennem årtusinder. Indskrifterne står langs den gamle kystvej, der forbandt Fønikien med Syrien.