Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Italienske historiske fontæner viser fem århundreders håndværk inden for skulptur, hydraulisk teknik og bydesign. Fra 1400-tallet til 1800-tallet formede italienske håndværkere marmor, bronze og sten for at skabe værker, der kombinerede praktisk anvendelighed med kunstnerisk udtryk. Disse fontæner fortæller historier fra klassisk mytologi, som Neptun og havguder, eller fra Bibelen, som Moses, der henter vand fra klippen. De fejrer også store familiers politiske magt og identiteten af italienske byer.
I Rom rejser Trevi-fontænen sig 26 meter høj med barokskulpturer, mens Berninis Fontænen for de fire floder symboliserer kontinenter på Piazza Navona. I Firenze sidder Neptun over Piazza della Signoria og minder om Medici-familiens maritime ambitioner. Haverne ved Villa d'Este i Tivoli har 51 fontæner spredt over flere terrasser og viser renæssancens hydrauliske mesterskab. Disse værker afslører, hvordan vand har formet Italiens arkitektur og byliv, fra det pavelige Rom til pladser i Palermo og Siena.
Italienske historiske fontæner viser fem århundreders håndværk inden for skulptur, hydraulisk teknik og bydesign. Fra 1400-tallet til 1800-tallet formede italienske håndværkere marmor, bronze og sten for at skabe værker, der kombinerede praktisk anvendelighed med kunstnerisk udtryk. Disse fontæner fortæller historier fra klassisk mytologi, som Neptun og havguder, eller fra Bibelen, som Moses, der henter vand fra klippen. De fejrer også store familiers politiske magt og identiteten af italienske byer.
I Rom rejser Trevi-fontænen sig 26 meter høj med barokskulpturer, mens Berninis Fontænen for de fire floder symboliserer kontinenter på Piazza Navona. I Firenze sidder Neptun over Piazza della Signoria og minder om Medici-familiens maritime ambitioner. Haverne ved Villa d'Este i Tivoli har 51 fontæner spredt over flere terrasser og viser renæssancens hydrauliske mesterskab. Disse værker afslører, hvordan vand har formet Italiens arkitektur og byliv, fra det pavelige Rom til pladser i Palermo og Siena.
Haverne ved Villa d'Este i Tivoli blev anlagt i 1500-tallet og viser italiensk vandkunst fra renæssancen. Fontænerne er spredt over flere terrasser og bruger skråningens naturlige fald til vandsystemet. De 51 fontæner er lavet af marmor, sten og bronze med mytologiske figurer som Diana, Neptun og Pegasus. Fontænerne har vandshows, kaskader og bassiner, der får vand gennem et netværk af kanaler og akvædukter. Anlægget blev bygget for kardinal Ippolito II d'Este og fungerede som sommerresidens. Fontænerne i Villa d'Este dokumenterer renæssancens hydrauliske viden og forbindelsen mellem arkitektur, vandkunst og havedesign i 1500-tallets Italien.
Denne fontæne blev skabt af Bernini i 1651 og viser fire store floder fra de kontinenter, man kendte dengang: Nilen for Afrika, Donau for Europa, Ganges for Asien og Río de la Plata for Amerika. Skulpturerne i marmor og travertin står ved de fire hjørner af den centrale obelisk. Hver figur repræsenterer en flod gennem symbolske elementer som dyr, planter og mønter. Fontænen står på Piazza Navona og er blandt de fremtrædende værker fra 1600-tallets romerske barok.
Denne fontæne ved Pantheon blev skabt i 1500-tallet og har en egyptisk obelisk af rød granit, der hviler på en base med fire delfiner. Obelisken stammer fra oldtiden og blev placeret på sin nuværende plads under pave Clemens 11. i 1711. Delfinerne fungerer som vandstråler og forbinder romersk fontænetradition med egyptisk monumentalkunst. Helheden viser, hvordan pavelig byplanlægning i barokkens Rom integrerede antikke monumenter i nye urbane sammenhænge.
Masini-fontænen blev bygget i 1591 og viser havguder, tritoner og gargoyler hugget i hvid marmor med bronzeelementer. Fontænen blev bestilt af Cesare Masini og repræsenterer den italienske renæssancestil i slutningen af det sekstende århundrede. Skulpturmotiverne refererer til klassisk mytologi og afspejler håndværkeres tekniske og kunstneriske færdigheder fra Emilia-Romagna, kendt for deres arbejde med marmor og bronze. Fontænen tilhører byens kulturarv og dokumenterer betydningen af offentlige vandstrukturer i renæssancen.
Denne fontæne blev færdiggjort i 1565 og har en bronzestatue af havguden, der står på en muslingeskalformet vogn trukket af fire heste. Den centrale figur er omgivet af havguder og repræsenterer den toskanske bys sømagt. Fontænen blev bestilt af familien Medici og står på Piazza della Signoria. Bronzearbejdet viser håndværksfærdigheden hos italienske håndværkere fra 1500-tallet og kombinerer mytologiske skildringer med Firenzes politiske historie.
Denne fontæne blev bygget i 1587 og viser fire løver sammen med en central figur af Moses, der slår vand ud af klippen. Skulpturen repræsenterer den bibelske episode fra Anden Mosebog og tilhører de vigtige bronzearbejder fra senrenæssancen i Rom. De fire løver hviler på forhøjede piedestaler og omgiver Mosesfiguren. Fontænen blev bestilt af pave Sixtus V og markerede enden af en ny akvædukt, der bragte vand til byen. Den overordnede struktur kombinerer religiøs symbolik med praktisk funktion som offentlig vandforsyning.
Fontana Pretoria blev bygget i 1554 og består af tre niveauer med mytologiske statuer, dyrefigurer og flodmotiver i hvid marmor. Fontænen viser italiensk håndværk fra 1500-tallet og kombinerer arkitektur med klassisk mytologi. Anlægget har flere bassiner og over 40 skulpturer, der forestiller guder, mytiske væsener og allegoriske figurer. Oprindeligt blev den skabt til en have i Firenze, men blev senere flyttet til Palermo.
Denne fontæne blev bygget i 1901 på Piazza della Repubblica og har fire bronzenymfer, der repræsenterer forskellige former for vand: søens nymfe ligger på en svane, flodens nymfe hviler på et flodmonster, underjordens nymfe tæmmer en mystisk drage, og havets nymfe rider på en hest. I midten står skulpturen af Glaukos, tilføjet i 1912. Fontænen repræsenterer italiensk skulpturhåndværk fra århundredeskiftet og supplerer Roms byfornyelse efter Italiens samling.
Denne barokfontæne fra 1700-tallet er 26 meter høj og 49 meter bred. Fontana di Trevi viser italiensk håndværk fra perioden med marmorstatuer af havdyr og mytologiske figurer. Vand strømmer mellem skulpturerne, som omgiver Neptun i midten og andre fremstillinger. Fontænen repræsenterer romersk fontænekunst fra 1700-tallet og er en del af byens historiske vandlandskab. Konstruktionen kombinerer arkitektonisk design med datidens urbane vandforsyning.
Denne stenfontæne ved Palazzo Pubblico har to ulve, der sprøjter vand. Skulpturerne henviser til Romulus og Remus, Roms legendariske grundlæggere, og forbinder Sienas historie med romersk mytologi. Fontænen er lavet af lokal sten og viser håndværket hos italienske stenhuggere mellem 1400- og 1800-tallet. Fremstillingen af den diende ulvinde er et tilbagevendende motiv i italiensk kunst og symboliserer regionens mytologiske rødder. Værket indgår i samlingen af historiske fontæner, der repræsenterer religiøse, mytologiske og historiske temaer fra Italiens historie.
Denne middelalderlige fontæne i centrum af Perugia består af to marmorbassiner anbragt over hinanden. Fontana Maggiore blev bygget i 1200-tallet og viser 25 skulpturer, der afbilder bibelske scener, romersk historie og lokale begivenheder. Vand strømmer gennem 50 forskellige rør for at forsyne begge bassiner. Reliefferne og statuerne blev skabt af Nicola og Giovanni Pisano og illustrerer middelalderligt skulpturhåndværk fra Umbrien. Fontænen markerer endepunktet for en akvædukt, der transporterede vand fra Monte Pacciano ind til byen.
Denne fontæne viser en romersk struktur fra 300-tallet, som senere blev udsmykket med en renæssancestatue. Basen på Fontana di Madonna Verona har relieffer med Veronas byvåben. Kombinationen af romerske og renæssanceelementer afspejler byens kunstneriske udvikling gennem flere århundreder. Statuen blev tilføjet senere for at fuldende den antikke struktur. De borgerlige symboler på basen forbinder monumentet med Veronas lokale historie.
Dette Fontana delle Tartarughe fra 1500-tallet har fire bronzefigurer af unge mænd, der holder delfiner, mens skildpadder drikker fra kanten af det øvre bassin. Renæssancefontænen blev skabt af Taddeo Landini efter tegninger af Giacomo della Porta og kombinerer mytologiske motiver med legende elementer. Skildpadderne blev tilføjet i 1600-tallet og giver værket dets karakteristiske form. Fontænen står på Piazza Mattei i Roms jødiske ghetto og viser håndværket inden for romersk bronzestøbning i renæssancen.
Barokfontænen Fontaine des Tritons i Bologna er lavet af marmor og har fire tritoner, der holder konkylier, hvorfra vand strømmer ned i det centrale bassin. Fontænen viser italiensk håndværk i barokken og kombinerer mytologiske fremstillinger med byens vandfordeling. Tritonerne, som havguder fra græsk mytologi, symboliserer forbindelsen mellem byen og vandet som element. Fontænen repræsenterer den dekorative behandling af offentlige pladser i Bologna i 1600- eller 1700-tallet.
Fontana Arethusa i Syrakus er en historisk kilde, der løber direkte ud i Middelhavet og indeholder papyrusplanter. Ifølge legenden forvandlede nymfen Arethusa sig til en kilde på dette sted for at undslippe flodguden Alpheus. Denne naturlige kilde er blevet arkitektonisk indrammet gennem århundrederne og viser forbindelsen mellem græsk mytologi og siciliansk historie. Fontana Arethusa er et af de få steder i Europa, hvor papyrus vokser vildt, og repræsenterer et betydningsfuldt eksempel på integrationen af naturlige vandkilder i den antikke bys struktur.
Denne renæssancefontæne fra 1585 har tolv vandstråler og fire rytterstatuer, der repræsenterer årstiderne. Fontana Rosello viser renæssancehåndværk i Sassari og kombinerer arkitektoniske elementer med allegorisk symbolik. Fontænen blev bygget som en offentlig vandkilde og tjente byens vandforsyning i århundreder. Rytterstatuerne repræsenterer forår, sommer, efterår og vinter i klassisk ikonografi. De tolv vandstråler svarer til årets måneder og skaber en geometrisk struktur, der er karakteristisk for fontæner fra denne periode.
Denne fontæne i Rom har en marmorskulptur fra 1500-tallet, der viser en mandlig figur med afrikanske træk, som holder en delfin i vandet. Værket stammer fra renæssancen og afspejler den italienske tradition med at indarbejde mytologiske og allegoriske fremstillinger i offentlige fontæner. Den hvide marmorskulptur kombinerer religiøs symbolik med verdslige motiver og demonstrerer den kunstneriske udvikling i denne periode. Som en del af byens vandforsyningssystem havde fontænen praktiske formål, men repræsenterede også byens magt og rigdom.
Denne stenfontæne fra 1600-tallet viser relieffer, der skildrer Sankta Lucias martyrdød. Santa Lucia-fontænen er et vigtigt sted for religiøs tradition i Syrakus og afspejler håndværket fra italienske stenhuggere i denne æra. Billederne illustrerer scener fra den helliges liv, hende der æres som byens skytshelgen.
Denne stenfontæne fra 1920'erne står foran katedralen på Piazza dei Miracoli. Den har et ottekantet bassin med vandstråler og geometriske dekorationer. Som en del af det historiske kompleks i Pisa supplerer fontænen katedralpladsens middelalderarkitektur og viser, hvordan italiensk stenhuggeri fortsatte ind i det 20. århundrede. De geometriske dekorationer afspejler mellemkrigstidens stil, mens det ottekantede bassin følger traditionelle toskanske fontæneformer.
Fontana dell'Elefante fra 1736 har en elefant hugget i sort basalt, som bærer en egyptisk obelisk på ryggen. Denne statue har været byens symbol siden 1700-tallet. Fontænen tilhører en samling italienske fontæner fra 1400- til 1800-tallet, lavet i marmor, bronze eller sten, der forestiller mytologiske figurer, religiøse scener og historiske begivenheder. Monumentet kombinerer gamle egyptiske elementer med barokdesign og står i byens centrum.
Fontana della Barcaccia er en stenfountain bygget i 1629 af Pietro og Gian Lorenzo Bernini ved foden af Den Spanske Trappe. Fontænen forestiller en synkende båd og blev bygget i gadeplan på grund af lavt vandtryk fra akvædukten. Bådformen henviser til en historisk oversvømmelse af Tiberen i 1598, hvor en pram blev skyllet op på dette sted. Værket viser typiske træk ved italiensk fontænehåndværk fra 1600-tallet med religiøse og mytologiske forbindelser til romersk historie.
Denne marmorfontæne fra 1907 viser Diana, jagtens gudinde, med vand, der strømmer fra flere dyser. Fontaine de Diane står på Piazza Archimede på øen Ortygia og repræsenterer italiensk fontænehåndværk fra begyndelsen af det 20. århundrede, med mytologiske figurer som vist i denne samling af historiske fontæner fra det 15. til det 19. århundrede.
Denne stenfountain står ved indgangen til Palazzo Piccolomini og har udskårne motiver og vandtudser. Fontaine Piccolomini blev bygget i 1400-tallet under renæssancen og viser dygtigheden hos italienske stenhuggere fra den tid. Som en del af Pienzas arkitektoniske ensemble kombinerer den funktionel vandforsyning med dekorative elementer, der er typiske for renæssancens humanistiske kultur.
Denne fontæne har en stor bronzekogle fra det antikke Rom. Koglen stammer fra 1. eller 2. århundrede og stod oprindeligt nær Pantheon, muligvis som en del af en fontæne i Isis-templet. I 1608 flyttede pave Paul V skulpturen til Cortile della Pigna i Vatikanet, hvor den stadig er fontænens centrale element. Bronzekoglen er cirka 4 meter høj og flankeres af to bronzepåfugle, som er kopier af romerske originaler. Denne fontæne repræsenterer den italienske tradition med at genbruge antikke kunstværker i senere arkitektoniske omgivelser.
Denne marmorfontæne leverer naturligt varmt vand ved 167 grader Fahrenheit (75 grader Celsius) gennem en bronzetud. Den ottekantede struktur blev bygget i 1879 og har otte søjler, der bærer en kuppel. Fontaine Bouillante bruger de termiske kilder i Acqui Terme og viser byens forbindelse til sin århundredgamle badetradition.
Denne fontæne fra 1272 har 93 stenansigter og 6 enkle kanaler arrangeret i tre rækker langs rektangulære vægge. Strukturen dokumenterer byens middelalderlige håndværk og gav befolkningen konstant strømmende vand. Stenansigterne repræsenterer forskellige personer og symbolske figurer forbundet med L'Aquilas lokale historie.
Denne middelalderlige fontæne fra 1474 har fem bronzetudser sat ind i en kalkstensvæg. Vandet løber ned i et rektangulært bassin, som historisk blev brugt til vask. Fontænen med de fem tudser viser italiensk håndværk fra 1400-tallet og er knyttet til Sulmonas lokale historie, hvor den tjente som offentlig vandkilde.
Denne fontæne fra 1920'erne i Valle Giulia har en central marmorkumme, hvor vandet løber gennem stenmasker ned i tre lavere bassiner. Den tilhører en samling historiske fontæner, der viser italiensk håndværk fra 1400- til 1800-tallet, selvom dette eksemplar er fra 1900-tallet og afspejler Roms lokale historie.
Dette renæssancevandanlæg er 40 meter (131 fod) bredt og har flere niveauer med vandfald, der skaber komplekse mønstre. Stenbassinet samler vand fra 200 dyser og viser italiensk håndværk fra 1400- til 1800-tallet. Fontana dell'Ovato illustrerer datidens hydrauliske udvikling og viser mytologiske fremstillinger i marmor og bronze. Anlægget i Tivoli afspejler byens historie gennem arkitektur og kunst med religiøse og historiske scener i designet.
Fontana Papacqua er fra 1500-tallet og viser stenskulpturer i fuld størrelse af menneskefigurer. Vand strømmer gennem flere niveauer ned i et rektangulært bassin omgivet af mosaikudsmykninger. Denne fontæne dokumenterer renæssancens stenhugningsteknikker i Lazio og er en del af Soriano nel Ciminos historiske arv.
Haverne ved Villa d'Este i Tivoli blev anlagt i 1500-tallet og viser italiensk vandkunst fra renæssancen. Fontænerne er spredt over flere terrasser og bruger skråningens naturlige fald til vandsystemet. De 51 fontæner er lavet af marmor, sten og bronze med mytologiske figurer som Diana, Neptun og Pegasus. Fontænerne har vandshows, kaskader og bassiner, der får vand gennem et netværk af kanaler og akvædukter. Anlægget blev bygget for kardinal Ippolito II d'Este og fungerede som sommerresidens. Fontænerne i Villa d'Este dokumenterer renæssancens hydrauliske viden og forbindelsen mellem arkitektur, vandkunst og havedesign i 1500-tallets Italien.
Denne fontæne blev skabt af Bernini i 1651 og viser fire store floder fra de kontinenter, man kendte dengang: Nilen for Afrika, Donau for Europa, Ganges for Asien og Río de la Plata for Amerika. Skulpturerne i marmor og travertin står ved de fire hjørner af den centrale obelisk. Hver figur repræsenterer en flod gennem symbolske elementer som dyr, planter og mønter. Fontænen står på Piazza Navona og er blandt de fremtrædende værker fra 1600-tallets romerske barok.
Denne fontæne ved Pantheon blev skabt i 1500-tallet og har en egyptisk obelisk af rød granit, der hviler på en base med fire delfiner. Obelisken stammer fra oldtiden og blev placeret på sin nuværende plads under pave Clemens 11. i 1711. Delfinerne fungerer som vandstråler og forbinder romersk fontænetradition med egyptisk monumentalkunst. Helheden viser, hvordan pavelig byplanlægning i barokkens Rom integrerede antikke monumenter i nye urbane sammenhænge.
Masini-fontænen blev bygget i 1591 og viser havguder, tritoner og gargoyler hugget i hvid marmor med bronzeelementer. Fontænen blev bestilt af Cesare Masini og repræsenterer den italienske renæssancestil i slutningen af det sekstende århundrede. Skulpturmotiverne refererer til klassisk mytologi og afspejler håndværkeres tekniske og kunstneriske færdigheder fra Emilia-Romagna, kendt for deres arbejde med marmor og bronze. Fontænen tilhører byens kulturarv og dokumenterer betydningen af offentlige vandstrukturer i renæssancen.
Denne fontæne blev færdiggjort i 1565 og har en bronzestatue af havguden, der står på en muslingeskalformet vogn trukket af fire heste. Den centrale figur er omgivet af havguder og repræsenterer den toskanske bys sømagt. Fontænen blev bestilt af familien Medici og står på Piazza della Signoria. Bronzearbejdet viser håndværksfærdigheden hos italienske håndværkere fra 1500-tallet og kombinerer mytologiske skildringer med Firenzes politiske historie.
Denne fontæne blev bygget i 1587 og viser fire løver sammen med en central figur af Moses, der slår vand ud af klippen. Skulpturen repræsenterer den bibelske episode fra Anden Mosebog og tilhører de vigtige bronzearbejder fra senrenæssancen i Rom. De fire løver hviler på forhøjede piedestaler og omgiver Mosesfiguren. Fontænen blev bestilt af pave Sixtus V og markerede enden af en ny akvædukt, der bragte vand til byen. Den overordnede struktur kombinerer religiøs symbolik med praktisk funktion som offentlig vandforsyning.
Fontana Pretoria blev bygget i 1554 og består af tre niveauer med mytologiske statuer, dyrefigurer og flodmotiver i hvid marmor. Fontænen viser italiensk håndværk fra 1500-tallet og kombinerer arkitektur med klassisk mytologi. Anlægget har flere bassiner og over 40 skulpturer, der forestiller guder, mytiske væsener og allegoriske figurer. Oprindeligt blev den skabt til en have i Firenze, men blev senere flyttet til Palermo.
Denne fontæne blev bygget i 1901 på Piazza della Repubblica og har fire bronzenymfer, der repræsenterer forskellige former for vand: søens nymfe ligger på en svane, flodens nymfe hviler på et flodmonster, underjordens nymfe tæmmer en mystisk drage, og havets nymfe rider på en hest. I midten står skulpturen af Glaukos, tilføjet i 1912. Fontænen repræsenterer italiensk skulpturhåndværk fra århundredeskiftet og supplerer Roms byfornyelse efter Italiens samling.
Denne barokfontæne fra 1700-tallet er 26 meter høj og 49 meter bred. Fontana di Trevi viser italiensk håndværk fra perioden med marmorstatuer af havdyr og mytologiske figurer. Vand strømmer mellem skulpturerne, som omgiver Neptun i midten og andre fremstillinger. Fontænen repræsenterer romersk fontænekunst fra 1700-tallet og er en del af byens historiske vandlandskab. Konstruktionen kombinerer arkitektonisk design med datidens urbane vandforsyning.
Denne stenfontæne ved Palazzo Pubblico har to ulve, der sprøjter vand. Skulpturerne henviser til Romulus og Remus, Roms legendariske grundlæggere, og forbinder Sienas historie med romersk mytologi. Fontænen er lavet af lokal sten og viser håndværket hos italienske stenhuggere mellem 1400- og 1800-tallet. Fremstillingen af den diende ulvinde er et tilbagevendende motiv i italiensk kunst og symboliserer regionens mytologiske rødder. Værket indgår i samlingen af historiske fontæner, der repræsenterer religiøse, mytologiske og historiske temaer fra Italiens historie.
Denne middelalderlige fontæne i centrum af Perugia består af to marmorbassiner anbragt over hinanden. Fontana Maggiore blev bygget i 1200-tallet og viser 25 skulpturer, der afbilder bibelske scener, romersk historie og lokale begivenheder. Vand strømmer gennem 50 forskellige rør for at forsyne begge bassiner. Reliefferne og statuerne blev skabt af Nicola og Giovanni Pisano og illustrerer middelalderligt skulpturhåndværk fra Umbrien. Fontænen markerer endepunktet for en akvædukt, der transporterede vand fra Monte Pacciano ind til byen.
Denne fontæne viser en romersk struktur fra 300-tallet, som senere blev udsmykket med en renæssancestatue. Basen på Fontana di Madonna Verona har relieffer med Veronas byvåben. Kombinationen af romerske og renæssanceelementer afspejler byens kunstneriske udvikling gennem flere århundreder. Statuen blev tilføjet senere for at fuldende den antikke struktur. De borgerlige symboler på basen forbinder monumentet med Veronas lokale historie.
Dette Fontana delle Tartarughe fra 1500-tallet har fire bronzefigurer af unge mænd, der holder delfiner, mens skildpadder drikker fra kanten af det øvre bassin. Renæssancefontænen blev skabt af Taddeo Landini efter tegninger af Giacomo della Porta og kombinerer mytologiske motiver med legende elementer. Skildpadderne blev tilføjet i 1600-tallet og giver værket dets karakteristiske form. Fontænen står på Piazza Mattei i Roms jødiske ghetto og viser håndværket inden for romersk bronzestøbning i renæssancen.
Barokfontænen Fontaine des Tritons i Bologna er lavet af marmor og har fire tritoner, der holder konkylier, hvorfra vand strømmer ned i det centrale bassin. Fontænen viser italiensk håndværk i barokken og kombinerer mytologiske fremstillinger med byens vandfordeling. Tritonerne, som havguder fra græsk mytologi, symboliserer forbindelsen mellem byen og vandet som element. Fontænen repræsenterer den dekorative behandling af offentlige pladser i Bologna i 1600- eller 1700-tallet.
Fontana Arethusa i Syrakus er en historisk kilde, der løber direkte ud i Middelhavet og indeholder papyrusplanter. Ifølge legenden forvandlede nymfen Arethusa sig til en kilde på dette sted for at undslippe flodguden Alpheus. Denne naturlige kilde er blevet arkitektonisk indrammet gennem århundrederne og viser forbindelsen mellem græsk mytologi og siciliansk historie. Fontana Arethusa er et af de få steder i Europa, hvor papyrus vokser vildt, og repræsenterer et betydningsfuldt eksempel på integrationen af naturlige vandkilder i den antikke bys struktur.
Denne renæssancefontæne fra 1585 har tolv vandstråler og fire rytterstatuer, der repræsenterer årstiderne. Fontana Rosello viser renæssancehåndværk i Sassari og kombinerer arkitektoniske elementer med allegorisk symbolik. Fontænen blev bygget som en offentlig vandkilde og tjente byens vandforsyning i århundreder. Rytterstatuerne repræsenterer forår, sommer, efterår og vinter i klassisk ikonografi. De tolv vandstråler svarer til årets måneder og skaber en geometrisk struktur, der er karakteristisk for fontæner fra denne periode.
Denne fontæne i Rom har en marmorskulptur fra 1500-tallet, der viser en mandlig figur med afrikanske træk, som holder en delfin i vandet. Værket stammer fra renæssancen og afspejler den italienske tradition med at indarbejde mytologiske og allegoriske fremstillinger i offentlige fontæner. Den hvide marmorskulptur kombinerer religiøs symbolik med verdslige motiver og demonstrerer den kunstneriske udvikling i denne periode. Som en del af byens vandforsyningssystem havde fontænen praktiske formål, men repræsenterede også byens magt og rigdom.
Denne stenfontæne fra 1600-tallet viser relieffer, der skildrer Sankta Lucias martyrdød. Santa Lucia-fontænen er et vigtigt sted for religiøs tradition i Syrakus og afspejler håndværket fra italienske stenhuggere i denne æra. Billederne illustrerer scener fra den helliges liv, hende der æres som byens skytshelgen.
Denne stenfontæne fra 1920'erne står foran katedralen på Piazza dei Miracoli. Den har et ottekantet bassin med vandstråler og geometriske dekorationer. Som en del af det historiske kompleks i Pisa supplerer fontænen katedralpladsens middelalderarkitektur og viser, hvordan italiensk stenhuggeri fortsatte ind i det 20. århundrede. De geometriske dekorationer afspejler mellemkrigstidens stil, mens det ottekantede bassin følger traditionelle toskanske fontæneformer.
Fontana dell'Elefante fra 1736 har en elefant hugget i sort basalt, som bærer en egyptisk obelisk på ryggen. Denne statue har været byens symbol siden 1700-tallet. Fontænen tilhører en samling italienske fontæner fra 1400- til 1800-tallet, lavet i marmor, bronze eller sten, der forestiller mytologiske figurer, religiøse scener og historiske begivenheder. Monumentet kombinerer gamle egyptiske elementer med barokdesign og står i byens centrum.
Fontana della Barcaccia er en stenfountain bygget i 1629 af Pietro og Gian Lorenzo Bernini ved foden af Den Spanske Trappe. Fontænen forestiller en synkende båd og blev bygget i gadeplan på grund af lavt vandtryk fra akvædukten. Bådformen henviser til en historisk oversvømmelse af Tiberen i 1598, hvor en pram blev skyllet op på dette sted. Værket viser typiske træk ved italiensk fontænehåndværk fra 1600-tallet med religiøse og mytologiske forbindelser til romersk historie.
Denne marmorfontæne fra 1907 viser Diana, jagtens gudinde, med vand, der strømmer fra flere dyser. Fontaine de Diane står på Piazza Archimede på øen Ortygia og repræsenterer italiensk fontænehåndværk fra begyndelsen af det 20. århundrede, med mytologiske figurer som vist i denne samling af historiske fontæner fra det 15. til det 19. århundrede.
Denne stenfountain står ved indgangen til Palazzo Piccolomini og har udskårne motiver og vandtudser. Fontaine Piccolomini blev bygget i 1400-tallet under renæssancen og viser dygtigheden hos italienske stenhuggere fra den tid. Som en del af Pienzas arkitektoniske ensemble kombinerer den funktionel vandforsyning med dekorative elementer, der er typiske for renæssancens humanistiske kultur.
Denne fontæne har en stor bronzekogle fra det antikke Rom. Koglen stammer fra 1. eller 2. århundrede og stod oprindeligt nær Pantheon, muligvis som en del af en fontæne i Isis-templet. I 1608 flyttede pave Paul V skulpturen til Cortile della Pigna i Vatikanet, hvor den stadig er fontænens centrale element. Bronzekoglen er cirka 4 meter høj og flankeres af to bronzepåfugle, som er kopier af romerske originaler. Denne fontæne repræsenterer den italienske tradition med at genbruge antikke kunstværker i senere arkitektoniske omgivelser.
Denne marmorfontæne leverer naturligt varmt vand ved 167 grader Fahrenheit (75 grader Celsius) gennem en bronzetud. Den ottekantede struktur blev bygget i 1879 og har otte søjler, der bærer en kuppel. Fontaine Bouillante bruger de termiske kilder i Acqui Terme og viser byens forbindelse til sin århundredgamle badetradition.
Denne fontæne fra 1272 har 93 stenansigter og 6 enkle kanaler arrangeret i tre rækker langs rektangulære vægge. Strukturen dokumenterer byens middelalderlige håndværk og gav befolkningen konstant strømmende vand. Stenansigterne repræsenterer forskellige personer og symbolske figurer forbundet med L'Aquilas lokale historie.
Denne middelalderlige fontæne fra 1474 har fem bronzetudser sat ind i en kalkstensvæg. Vandet løber ned i et rektangulært bassin, som historisk blev brugt til vask. Fontænen med de fem tudser viser italiensk håndværk fra 1400-tallet og er knyttet til Sulmonas lokale historie, hvor den tjente som offentlig vandkilde.
Denne fontæne fra 1920'erne i Valle Giulia har en central marmorkumme, hvor vandet løber gennem stenmasker ned i tre lavere bassiner. Den tilhører en samling historiske fontæner, der viser italiensk håndværk fra 1400- til 1800-tallet, selvom dette eksemplar er fra 1900-tallet og afspejler Roms lokale historie.
Dette renæssancevandanlæg er 40 meter (131 fod) bredt og har flere niveauer med vandfald, der skaber komplekse mønstre. Stenbassinet samler vand fra 200 dyser og viser italiensk håndværk fra 1400- til 1800-tallet. Fontana dell'Ovato illustrerer datidens hydrauliske udvikling og viser mytologiske fremstillinger i marmor og bronze. Anlægget i Tivoli afspejler byens historie gennem arkitektur og kunst med religiøse og historiske scener i designet.
Fontana Papacqua er fra 1500-tallet og viser stenskulpturer i fuld størrelse af menneskefigurer. Vand strømmer gennem flere niveauer ned i et rektangulært bassin omgivet af mosaikudsmykninger. Denne fontæne dokumenterer renæssancens stenhugningsteknikker i Lazio og er en del af Soriano nel Ciminos historiske arv.
Haverne ved Villa d'Este i Tivoli blev anlagt i 1500-tallet og viser italiensk vandkunst fra renæssancen. Fontænerne er spredt over flere terrasser og bruger skråningens naturlige fald til vandsystemet. De 51 fontæner er lavet af marmor, sten og bronze med mytologiske figurer som Diana, Neptun og Pegasus. Fontænerne har vandshows, kaskader og bassiner, der får vand gennem et netværk af kanaler og akvædukter. Anlægget blev bygget for kardinal Ippolito II d'Este og fungerede som sommerresidens. Fontænerne i Villa d'Este dokumenterer renæssancens hydrauliske viden og forbindelsen mellem arkitektur, vandkunst og havedesign i 1500-tallets Italien.
Denne fontæne blev skabt af Bernini i 1651 og viser fire store floder fra de kontinenter, man kendte dengang: Nilen for Afrika, Donau for Europa, Ganges for Asien og Río de la Plata for Amerika. Skulpturerne i marmor og travertin står ved de fire hjørner af den centrale obelisk. Hver figur repræsenterer en flod gennem symbolske elementer som dyr, planter og mønter. Fontænen står på Piazza Navona og er blandt de fremtrædende værker fra 1600-tallets romerske barok.
Denne fontæne ved Pantheon blev skabt i 1500-tallet og har en egyptisk obelisk af rød granit, der hviler på en base med fire delfiner. Obelisken stammer fra oldtiden og blev placeret på sin nuværende plads under pave Clemens 11. i 1711. Delfinerne fungerer som vandstråler og forbinder romersk fontænetradition med egyptisk monumentalkunst. Helheden viser, hvordan pavelig byplanlægning i barokkens Rom integrerede antikke monumenter i nye urbane sammenhænge.
Masini-fontænen blev bygget i 1591 og viser havguder, tritoner og gargoyler hugget i hvid marmor med bronzeelementer. Fontænen blev bestilt af Cesare Masini og repræsenterer den italienske renæssancestil i slutningen af det sekstende århundrede. Skulpturmotiverne refererer til klassisk mytologi og afspejler håndværkeres tekniske og kunstneriske færdigheder fra Emilia-Romagna, kendt for deres arbejde med marmor og bronze. Fontænen tilhører byens kulturarv og dokumenterer betydningen af offentlige vandstrukturer i renæssancen.
Denne fontæne blev færdiggjort i 1565 og har en bronzestatue af havguden, der står på en muslingeskalformet vogn trukket af fire heste. Den centrale figur er omgivet af havguder og repræsenterer den toskanske bys sømagt. Fontænen blev bestilt af familien Medici og står på Piazza della Signoria. Bronzearbejdet viser håndværksfærdigheden hos italienske håndværkere fra 1500-tallet og kombinerer mytologiske skildringer med Firenzes politiske historie.
Denne fontæne blev bygget i 1587 og viser fire løver sammen med en central figur af Moses, der slår vand ud af klippen. Skulpturen repræsenterer den bibelske episode fra Anden Mosebog og tilhører de vigtige bronzearbejder fra senrenæssancen i Rom. De fire løver hviler på forhøjede piedestaler og omgiver Mosesfiguren. Fontænen blev bestilt af pave Sixtus V og markerede enden af en ny akvædukt, der bragte vand til byen. Den overordnede struktur kombinerer religiøs symbolik med praktisk funktion som offentlig vandforsyning.
Fontana Pretoria blev bygget i 1554 og består af tre niveauer med mytologiske statuer, dyrefigurer og flodmotiver i hvid marmor. Fontænen viser italiensk håndværk fra 1500-tallet og kombinerer arkitektur med klassisk mytologi. Anlægget har flere bassiner og over 40 skulpturer, der forestiller guder, mytiske væsener og allegoriske figurer. Oprindeligt blev den skabt til en have i Firenze, men blev senere flyttet til Palermo.
Denne fontæne blev bygget i 1901 på Piazza della Repubblica og har fire bronzenymfer, der repræsenterer forskellige former for vand: søens nymfe ligger på en svane, flodens nymfe hviler på et flodmonster, underjordens nymfe tæmmer en mystisk drage, og havets nymfe rider på en hest. I midten står skulpturen af Glaukos, tilføjet i 1912. Fontænen repræsenterer italiensk skulpturhåndværk fra århundredeskiftet og supplerer Roms byfornyelse efter Italiens samling.
Denne barokfontæne fra 1700-tallet er 26 meter høj og 49 meter bred. Fontana di Trevi viser italiensk håndværk fra perioden med marmorstatuer af havdyr og mytologiske figurer. Vand strømmer mellem skulpturerne, som omgiver Neptun i midten og andre fremstillinger. Fontænen repræsenterer romersk fontænekunst fra 1700-tallet og er en del af byens historiske vandlandskab. Konstruktionen kombinerer arkitektonisk design med datidens urbane vandforsyning.
Denne stenfontæne ved Palazzo Pubblico har to ulve, der sprøjter vand. Skulpturerne henviser til Romulus og Remus, Roms legendariske grundlæggere, og forbinder Sienas historie med romersk mytologi. Fontænen er lavet af lokal sten og viser håndværket hos italienske stenhuggere mellem 1400- og 1800-tallet. Fremstillingen af den diende ulvinde er et tilbagevendende motiv i italiensk kunst og symboliserer regionens mytologiske rødder. Værket indgår i samlingen af historiske fontæner, der repræsenterer religiøse, mytologiske og historiske temaer fra Italiens historie.
Denne middelalderlige fontæne i centrum af Perugia består af to marmorbassiner anbragt over hinanden. Fontana Maggiore blev bygget i 1200-tallet og viser 25 skulpturer, der afbilder bibelske scener, romersk historie og lokale begivenheder. Vand strømmer gennem 50 forskellige rør for at forsyne begge bassiner. Reliefferne og statuerne blev skabt af Nicola og Giovanni Pisano og illustrerer middelalderligt skulpturhåndværk fra Umbrien. Fontænen markerer endepunktet for en akvædukt, der transporterede vand fra Monte Pacciano ind til byen.
Denne fontæne viser en romersk struktur fra 300-tallet, som senere blev udsmykket med en renæssancestatue. Basen på Fontana di Madonna Verona har relieffer med Veronas byvåben. Kombinationen af romerske og renæssanceelementer afspejler byens kunstneriske udvikling gennem flere århundreder. Statuen blev tilføjet senere for at fuldende den antikke struktur. De borgerlige symboler på basen forbinder monumentet med Veronas lokale historie.
Dette Fontana delle Tartarughe fra 1500-tallet har fire bronzefigurer af unge mænd, der holder delfiner, mens skildpadder drikker fra kanten af det øvre bassin. Renæssancefontænen blev skabt af Taddeo Landini efter tegninger af Giacomo della Porta og kombinerer mytologiske motiver med legende elementer. Skildpadderne blev tilføjet i 1600-tallet og giver værket dets karakteristiske form. Fontænen står på Piazza Mattei i Roms jødiske ghetto og viser håndværket inden for romersk bronzestøbning i renæssancen.
Barokfontænen Fontaine des Tritons i Bologna er lavet af marmor og har fire tritoner, der holder konkylier, hvorfra vand strømmer ned i det centrale bassin. Fontænen viser italiensk håndværk i barokken og kombinerer mytologiske fremstillinger med byens vandfordeling. Tritonerne, som havguder fra græsk mytologi, symboliserer forbindelsen mellem byen og vandet som element. Fontænen repræsenterer den dekorative behandling af offentlige pladser i Bologna i 1600- eller 1700-tallet.
Fontana Arethusa i Syrakus er en historisk kilde, der løber direkte ud i Middelhavet og indeholder papyrusplanter. Ifølge legenden forvandlede nymfen Arethusa sig til en kilde på dette sted for at undslippe flodguden Alpheus. Denne naturlige kilde er blevet arkitektonisk indrammet gennem århundrederne og viser forbindelsen mellem græsk mytologi og siciliansk historie. Fontana Arethusa er et af de få steder i Europa, hvor papyrus vokser vildt, og repræsenterer et betydningsfuldt eksempel på integrationen af naturlige vandkilder i den antikke bys struktur.
Denne renæssancefontæne fra 1585 har tolv vandstråler og fire rytterstatuer, der repræsenterer årstiderne. Fontana Rosello viser renæssancehåndværk i Sassari og kombinerer arkitektoniske elementer med allegorisk symbolik. Fontænen blev bygget som en offentlig vandkilde og tjente byens vandforsyning i århundreder. Rytterstatuerne repræsenterer forår, sommer, efterår og vinter i klassisk ikonografi. De tolv vandstråler svarer til årets måneder og skaber en geometrisk struktur, der er karakteristisk for fontæner fra denne periode.
Denne fontæne i Rom har en marmorskulptur fra 1500-tallet, der viser en mandlig figur med afrikanske træk, som holder en delfin i vandet. Værket stammer fra renæssancen og afspejler den italienske tradition med at indarbejde mytologiske og allegoriske fremstillinger i offentlige fontæner. Den hvide marmorskulptur kombinerer religiøs symbolik med verdslige motiver og demonstrerer den kunstneriske udvikling i denne periode. Som en del af byens vandforsyningssystem havde fontænen praktiske formål, men repræsenterede også byens magt og rigdom.
Denne stenfontæne fra 1600-tallet viser relieffer, der skildrer Sankta Lucias martyrdød. Santa Lucia-fontænen er et vigtigt sted for religiøs tradition i Syrakus og afspejler håndværket fra italienske stenhuggere i denne æra. Billederne illustrerer scener fra den helliges liv, hende der æres som byens skytshelgen.
Denne stenfontæne fra 1920'erne står foran katedralen på Piazza dei Miracoli. Den har et ottekantet bassin med vandstråler og geometriske dekorationer. Som en del af det historiske kompleks i Pisa supplerer fontænen katedralpladsens middelalderarkitektur og viser, hvordan italiensk stenhuggeri fortsatte ind i det 20. århundrede. De geometriske dekorationer afspejler mellemkrigstidens stil, mens det ottekantede bassin følger traditionelle toskanske fontæneformer.
Fontana dell'Elefante fra 1736 har en elefant hugget i sort basalt, som bærer en egyptisk obelisk på ryggen. Denne statue har været byens symbol siden 1700-tallet. Fontænen tilhører en samling italienske fontæner fra 1400- til 1800-tallet, lavet i marmor, bronze eller sten, der forestiller mytologiske figurer, religiøse scener og historiske begivenheder. Monumentet kombinerer gamle egyptiske elementer med barokdesign og står i byens centrum.
Fontana della Barcaccia er en stenfountain bygget i 1629 af Pietro og Gian Lorenzo Bernini ved foden af Den Spanske Trappe. Fontænen forestiller en synkende båd og blev bygget i gadeplan på grund af lavt vandtryk fra akvædukten. Bådformen henviser til en historisk oversvømmelse af Tiberen i 1598, hvor en pram blev skyllet op på dette sted. Værket viser typiske træk ved italiensk fontænehåndværk fra 1600-tallet med religiøse og mytologiske forbindelser til romersk historie.
Denne marmorfontæne fra 1907 viser Diana, jagtens gudinde, med vand, der strømmer fra flere dyser. Fontaine de Diane står på Piazza Archimede på øen Ortygia og repræsenterer italiensk fontænehåndværk fra begyndelsen af det 20. århundrede, med mytologiske figurer som vist i denne samling af historiske fontæner fra det 15. til det 19. århundrede.
Denne stenfountain står ved indgangen til Palazzo Piccolomini og har udskårne motiver og vandtudser. Fontaine Piccolomini blev bygget i 1400-tallet under renæssancen og viser dygtigheden hos italienske stenhuggere fra den tid. Som en del af Pienzas arkitektoniske ensemble kombinerer den funktionel vandforsyning med dekorative elementer, der er typiske for renæssancens humanistiske kultur.
Denne fontæne har en stor bronzekogle fra det antikke Rom. Koglen stammer fra 1. eller 2. århundrede og stod oprindeligt nær Pantheon, muligvis som en del af en fontæne i Isis-templet. I 1608 flyttede pave Paul V skulpturen til Cortile della Pigna i Vatikanet, hvor den stadig er fontænens centrale element. Bronzekoglen er cirka 4 meter høj og flankeres af to bronzepåfugle, som er kopier af romerske originaler. Denne fontæne repræsenterer den italienske tradition med at genbruge antikke kunstværker i senere arkitektoniske omgivelser.
Denne marmorfontæne leverer naturligt varmt vand ved 167 grader Fahrenheit (75 grader Celsius) gennem en bronzetud. Den ottekantede struktur blev bygget i 1879 og har otte søjler, der bærer en kuppel. Fontaine Bouillante bruger de termiske kilder i Acqui Terme og viser byens forbindelse til sin århundredgamle badetradition.
Denne fontæne fra 1272 har 93 stenansigter og 6 enkle kanaler arrangeret i tre rækker langs rektangulære vægge. Strukturen dokumenterer byens middelalderlige håndværk og gav befolkningen konstant strømmende vand. Stenansigterne repræsenterer forskellige personer og symbolske figurer forbundet med L'Aquilas lokale historie.
Denne middelalderlige fontæne fra 1474 har fem bronzetudser sat ind i en kalkstensvæg. Vandet løber ned i et rektangulært bassin, som historisk blev brugt til vask. Fontænen med de fem tudser viser italiensk håndværk fra 1400-tallet og er knyttet til Sulmonas lokale historie, hvor den tjente som offentlig vandkilde.
Denne fontæne fra 1920'erne i Valle Giulia har en central marmorkumme, hvor vandet løber gennem stenmasker ned i tre lavere bassiner. Den tilhører en samling historiske fontæner, der viser italiensk håndværk fra 1400- til 1800-tallet, selvom dette eksemplar er fra 1900-tallet og afspejler Roms lokale historie.
Dette renæssancevandanlæg er 40 meter (131 fod) bredt og har flere niveauer med vandfald, der skaber komplekse mønstre. Stenbassinet samler vand fra 200 dyser og viser italiensk håndværk fra 1400- til 1800-tallet. Fontana dell'Ovato illustrerer datidens hydrauliske udvikling og viser mytologiske fremstillinger i marmor og bronze. Anlægget i Tivoli afspejler byens historie gennem arkitektur og kunst med religiøse og historiske scener i designet.
Fontana Papacqua er fra 1500-tallet og viser stenskulpturer i fuld størrelse af menneskefigurer. Vand strømmer gennem flere niveauer ned i et rektangulært bassin omgivet af mosaikudsmykninger. Denne fontæne dokumenterer renæssancens stenhugningsteknikker i Lazio og er en del af Soriano nel Ciminos historiske arv.
