Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Skinner, der klatrer op ad schweiziske bjerge, kabiner, der hænger over Lissabons gader, hundredårige vogne i Wales: her er 25 kabelbaner, der udfordrer tyngdekraften rundt om i verden.
Siden 1800-tallet har kabelbaner forbundet toppen af byer og bjerge med resten af landet. Nogle kører op på få minutter, hvor en gåtur ville tage en time. Andre passerer gennem gamle kvarterer på bakkerne. De er en del af hverdagen for lokale beboere og hjælper besøgende med at nå steder, der er svære at komme til til fods.
I Lissabon klatrer Bica-kabelbanen op ad en smal gade mellem bygninger malet i lyse farver. I Bergen tager Fløibanen rejsende til toppen af Fløyen-bjerget, hvor man kan se træhuse og fjorde i det fjerne. I Valparaiso forbinder elevatorer byens høje og lave dele, disse kabiner, der glider på skråninger, er en del af byens historie. Great Orme sporvogn i Wales har kørt siden 1902 med sit originale system. Peak Tram i Hong Kong tager tusindvis af mennesker hver dag til toppen af øen.
Denne samling omfatter 25 kabelbaner på fem kontinenter. Nogle går meget højt, som Niesenbahn i Schweiz, der krydser 710 meters højdeforskel. Andre er kortere men går gennem travle gader. Alle holder deres formål: at transportere de mennesker, der bor der, eller dem, der ønsker at se, hvordan byen er arrangeret mellem top og bund.
Skinner, der klatrer op ad schweiziske bjerge, kabiner, der hænger over Lissabons gader, hundredårige vogne i Wales: her er 25 kabelbaner, der udfordrer tyngdekraften rundt om i verden.
Siden 1800-tallet har kabelbaner forbundet toppen af byer og bjerge med resten af landet. Nogle kører op på få minutter, hvor en gåtur ville tage en time. Andre passerer gennem gamle kvarterer på bakkerne. De er en del af hverdagen for lokale beboere og hjælper besøgende med at nå steder, der er svære at komme til til fods.
I Lissabon klatrer Bica-kabelbanen op ad en smal gade mellem bygninger malet i lyse farver. I Bergen tager Fløibanen rejsende til toppen af Fløyen-bjerget, hvor man kan se træhuse og fjorde i det fjerne. I Valparaiso forbinder elevatorer byens høje og lave dele, disse kabiner, der glider på skråninger, er en del af byens historie. Great Orme sporvogn i Wales har kørt siden 1902 med sit originale system. Peak Tram i Hong Kong tager tusindvis af mennesker hver dag til toppen af øen.
Denne samling omfatter 25 kabelbaner på fem kontinenter. Nogle går meget højt, som Niesenbahn i Schweiz, der krydser 710 meters højdeforskel. Andre er kortere men går gennem travle gader. Alle holder deres formål: at transportere de mennesker, der bor der, eller dem, der ønsker at se, hvordan byen er arrangeret mellem top og bund.
Schwyz-Stoos funicularen forbinder landsbyen Schlattli nær Schwyz med bjerglandsbyen Stoos uden biler i 4,265 fod (1,300 meter) højde. Med en maksimal stigning på 110 procent regnes den for at være verdens stejleste funicular. Åbnet i 2017 stiger systemet 2,438 fod (743 meter) over en sporlængde på 5,643 fod (1,720 meter) på cirka ti minutter. Dens cylindriske kabiner tilpasser sig automatisk stigningen og holder passagererne på jævne gulve gennem hele rejsen. Funicularen betjener beboerne i Stoos samt besøgende på vej til vandreruter, skiområder og Fronalpstock-toppen.
Hungerburgbahn i Innsbruck forbinder byens centrum med Hungerburg-distriktet i 2,822 fods (860 meters) højde og stiger 945 fod (288 meter). Denne moderne kabelbane åbnede i 2007 og erstattede et ældre anlæg fra 1906. Stationer designet af Zaha Hadid har samtidsarkitektur, mens banen betjener fire stop mellem kongrescentret og Hungerburg. Den fungerer som feeder til Nordkettenbahn, som fortsætter til Seegrube og Hafelekar i 7,657 fods (2,334 meters) højde. Banen transporterer beboere, vandrere og skiløbere til Nordkette-bjergkæden og giver udsigt over Inn-dalen og de omkringliggende toppe. Rejsen tager otte minutter, og kabelbanen transporterer op til 1,200 passagerer i timen i begge retninger.
Gelmerbahn fører til Gelmer-søen i Berner Oberland og stiger 456 meter over en skinne på 1.028 meter med en maksimal stigning på 106 procent. Oprindeligt bygget i 1926 til opførelsen af Grimsel-dæmningen, bringer denne kabelbane nu vandrere til den turkisblå bjergsø i 1.860 meters højde, hvor cirkulære vandrestier og alpine pas ind i Hasli-dalen begynder. De åbne vogne giver direkte udsigt til den stejle klippevæg og dalen nedenfor under den otte minutter lange opstigning, hvor passagererne mærker trækket, mens gondolen klatrer op ad bjergsiden.
Denne funicular i Lombardiet forbinder Como med landsbyen Brunate og fører passagerer op ad en skråning på 500 meter (1.640 fod) til en højde på 715 meter (2.346 fod). Den åbnede i 1894 og bruger to kabiner, der kører på parallelle spor mellem den nederste station nær Comosøen og den øverste station. Turen tager cirka syv minutter og passerer gennem skovklædt terræn med udsigt over søen og de omkringliggende bjerge.
Denne automatiske funikular transporterer to millioner passagerer årligt til Sacré-Cœur-basilikaen ad en 354 fod (108 meter) lang bane. Systemet klatrer op ad den stejle Montmartre-bakke og forbinder Rue Foyatier med basilikaens forplads. To kabiner kører i modvægt og giver adgang til det højeste punkt i Paris.
Peak Tram har kørt siden 1888 på en rute på 1,4 kilometer, der stiger 368 meter op til Victoria Peak og forbinder centrum med det højeste punkt på Hongkongøen.
Denne bjergbane forbinder Heidelbergs gamle bydel med Königstuhl-toppen i 1.864 fod (568 meter) og stiger 1.430 fod (436 meter). Linjen åbnede i 1907 og løber gennem skovklædt terræn og forbi Heidelberg Slot. Kabelbanen kører i to afsnit: først fra Kornmarkt til slottet, derefter via Molkenkur til den øverste station. Turen tager 17 minutter og giver udsigt over byen og Neckar-dalen.
Dette kabelbanesystem har transporteret passagerer på stålkabler gennem San Franciscos stejle gader siden 1888 med en konstant hastighed på 9 miles i timen (14 km/t). De mekanisk drevne vogne bruger underjordiske kabler til at klatre op ad byens bakker og forbinder forskellige kvarterer i bylandskabet. Systemet består af tre linjer, der dagligt transporterer tusindvis af passagerer, og fungerer både som praktisk transport og som en del af byens historiske infrastruktur.
Denne bjergbane fra 1923 strækker sig to kilometer gennem skoven og stiger til en højde på 2.330 fod (710 meter) på Penang Hill. Linjen forbinder byens centrum med toppen og giver adgang til de køligere højder over Georgetown. Det tekniske anlæg transporterer passagerer langs en stejl rute gennem tropisk vegetation. Driften kører som en shuttle-service mellem den nederste og den øverste station.
Denne svævebane forbinder havnen med øens centrum og tilbagelægger en højdeforskel på 466 fod (142 meter) på cirka tre minutter. Systemet transporterer besøgende og beboere mellem Marina Grande og den højereliggende Piazzetta, hvor butikker, restauranter og historiske bygninger ligger. Ruten går gennem stejlt terræn, som ville kræve en anstrengende klatretur til fods, og giver et praktisk alternativ til busser og taxaer. Driften kører regelmæssigt i turistsæsonen, med reducerede åbningstider i vintermånederne.
Den underjordiske kabelbane kører gennem kalkstensformationer for at nå toppen af bjerget Lykabettos i 690 fod (210 meter) over havets overflade. Åbnet i 1965, navigerer installationen den 28 graders hældning gennem en 690 fod (210 meter) tunnel, der forbinder Kolonaki-kvarteret med bakketoppen. Den tre minutters rejse transporterer passagerer til St. George-kapellet og udsigts terrasser med udsigt over den græske hovedstad.
Stanserhorns svævebanesystem transporterer passagerer fra Stans til toppen af Stanserhorn i 6.070 fod (1.850 meter) højde. Rejsen kombinerer en historisk kabelbane fra 1893 med en moderne dobbeltdækket svævebane med en åben udsigtsplatform på det øverste dæk. Rejsende kan observere ti schweiziske søer og de omkringliggende alpetoppe under opstigningen.
Denne funicular forbinder Barcelona med boligkvarteret Vallvidrera på skråningerne af Tibidabo. Den 2.437 fod (743 meter) lange linje stiger 541 fod (165 meter) gennem skovklædt terræn. Åbnet i 1906 er ruten blevet moderniseret flere gange og betjener nu primært lokale beboere og vandrere på vej til stier i Collserola Naturpark.
Denne røde kabelbane forbinder bymidten med Botanisk Have langs en 2.007 fod (612 meter) lang bane, der klatrer gennem Wellingtons bakker og giver adgang til et af byens største grønne områder.
Denne funicular forbinder Interlaken med udsigtsplatformen på Harder Kulm og stiger 755 meter (2.477 fod) i højden på otte minutter. Banen kører 1,4 kilometer (0,9 miles) gennem skov til bjergstationen 1.322 meter (4.337 fod) over havets overflade. Platformen giver udsigt over Interlaken, Thunersøen, Brienzersøen og de omkringliggende tinder i De Berniske Alper.
Denne bjergbane forbinder Mülenen med toppen af Niesen i 2.362 meters højde (7.750 fod) og overvinder en højdeforskel på 1.670 meter (5.480 fod) over 3,5 kilometer (2,2 miles). Kabelbanen åbnede i 1910 med et system med tre skinner og transporterer besøgende på cirka 30 minutter til udsigtsplatformen, som giver udsigt over Berner Oberland og de omkringliggende alpetoppe.
Denne Dresden kabelbane, der blev bygget i 1895, tilbagelægger en afstand på 1.794 fod (547 meter), mens den stiger 312 fod (95 meter) lodret. Anlægget forbinder Loschwitz-bredden af Elben med Weißer Hirsch-distriktet og håndterer stigninger på op til 29,6 procent. To vogne transporterer passagerer langs den historiske rute gennem skovklædt terræn. Det tekniske anlæg bruger vandballast til fremdrift og er blandt de ældste bjergbaner, der stadig er i drift i Tyskland.
Denne funicular har transporteret passagerer til toppen af Gubałówka-bjerget i 3.684 fod (1.123 meter) siden 1938. Rejsen dækker en lodret stigning på cirka 985 fod (300 meter) på omkring seks minutter og forbinder Zakopane med udsigtspunktet, der giver udsyn over Tatra-toppene og dalen nedenfor. Anlægget fungerer som en praktisk forbindelse for besøgende, der skal til den øvre station, hvor stier, restauranter og skiområder venter.
Denne funicular blev åbnet i 1901 og forbinder Barcelona med toppen af Tibidabo i 1.680 fods (512 meters) højde. Linjen dækker 3.710 fod (1.130 meter) og stiger 900 fod (275 meter) for at nå det højeste punkt i Serra de Collserola. Banen kører mellem Plaça del Doctor Andreu og forlystelsesparken på bjergtoppen, hvor Templet for det Hellige Hjerte også står.
Denne bjergbane forbinder landsbyen St. Anton med Mendelpasset og stiger 2.800 fod (854 meter) over en afstand på 1,5 mil (2,4 kilometer). Funicularen transporterer passagerer gennem stejlt terræn mellem Adige-dalen og plateauet ovenfor. Det tekniske anlæg giver direkte adgang til vandreruter og udsigtspunkter på Mendelryggen.
Duquesne Incline har transporteret passagerer til toppen af Mount Washington siden 1877 og giver udsigt over Pittsburgh. Denne kabelbane klatrer op ad den stejle skråning, der rejser sig syd for sammenløbet af floderne Allegheny og Monongahela, og forbinder centrum med boligkvartererne på højderne ovenfor. Systemet dækker en højdeforskel på cirka 400 fod (122 meter) over en sporlængde på omkring 800 fod (244 meter). Fra den øverste station strækker udsigten sig over floderne, broerne og skyskraberne i centrum, der definerer byens centrum.
Denne gule kabelbane har transporteret passagerer gennem de smalle gader i Chiado-kvarteret mellem Calçada do Combro og Rua de São Paulo siden 1892. Banen stiger 148 fod (45 meter) over en afstand på 804 fod (245 meter), med to vogne, der kører på parallelle spor. De historiske træbænkvogne transporterer lokale og besøgende dagligt op ad brostensbelagte gader, som ellers ville kræve en anstrengende klatretur til fods.
Great Orme Sporvogn åbnede i 1902 og forbinder kystbyen Llandudno med toppen af Great Orme 679 fod oppe. Ruten strækker sig 5.200 fod og passerer to tunneler, mens den stiger 587 fod. Systemet har to uafhængige sektioner, der mødes ved Halfway Station, og er blandt de få tilbageværende gadecabletramways i Storbritannien.
Denne kabelbane transporterer passagerer fra Lumbin i Isère-dalen til Plateau des Petites Roches i de franske foralper. Bygget i 1924 dækker linjen 2.050 meter (6.725 fod) spor og stiger 710 meter (2.330 fod) for at forbinde Saint-Hilaire-du-Touvet med dalen nedenfor. Den når stigninger på 83 procent på de stejleste strækninger, hvilket placerer den blandt de stejleste kabelbaner i verden. Systemet med to kabiner bringer besøgende til startsteder for paragliding og giver udsigt over Chartreuse-bjergene under opstigningen.
Denne funicular har forbundet centrum af San Sebastián med toppen af Monte Igueldo i 604 fod (184 meter) siden 1912. Den 1.024 fod (312 meter) lange rute stiger 449 fod (137 meter) gennem en bøgeskov over La Concha-bugten. Turen tager tre minutter og kører hele året med trækabiner bygget i den oprindelige stil. På toppen findes en forlystelsespark fra begyndelsen af det 20. århundrede og udsigtspunkter over den baskiske kystlinje.
Fløibanen transporterer passagerer fra Bergens centrum til toppen af Fløyen. Den 844 meter lange bane stiger 302 meter på omkring otte minutter og forbinder det historiske Bryggen med bjergudsigten. Banen åbnede i 1918, kører hvert 15. minut og giver udsigt over Bergen, fjordene og bjergene omkring. Den øverste station er udgangspunkt for vandreruter, med en restaurant og udsigtsplatforme, der byder på panoramaer af byen og havnen nedenfor.
Denne kabelbane forbinder Gütsch Slot med landsbyen Andermatt i Uri-alperne. Åbnet i 1987 dækker systemet 1.585 fod (483 meter) med en stigning på 46 procent og transporterer passagerer mellem dalbunden i 4.718 fod (1.438 meter) og slothotellet i 5.125 fod (1.562 meter). Den to minutter lange rejse passerer gennem skovklædt terræn og giver udsigt over Urseren-dalen og de omkringliggende toppe i De Centrale Alper.
Denne funikular har forbundet Upper Town med Lower Town siden 1879 og transporterer 20 passagerer pr. tur langs den stejle klippevæg over St. Lawrence-floden. Banen dækker en højdeforskel på 210 fod (64 meter) over en sporlængde på 210 fod (64 meter) og kører mellem Dufferin Terrace-området og Petit Champlain-kvarteret. Efter flere moderniseringer gennem årtierne drives Funiculaire de Québec nu med to nutidige kabiner og tjener både beboere og besøgende som en praktisk transitforbindelse mellem byens to historiske niveauer.
Valparaisos historiske funikularer stammer fra 1800-tallet og transporterer passagerer op ad de stejle skråninger i denne havneby. Af de oprindelige mere end 30 anlæg er omkring 15 stadig i drift i dag, herunder Ascensor Concepción fra 1883 og Ascensor Artillería med sin udsigtsplatform i 575 fods (175 meters) højde. De mekaniske systemer bygger bro over højdeforskelle mellem 130 og 260 fod (40 og 80 meter) og forbinder den nederste bydel med boligkvarterer på cerros. De trækabiner bevæger sig langs stejle sporstrækninger med hældninger på op til 45 grader. Disse funktionelle transportsystemer har tjent beboernes daglige bevægelse mellem byens forskellige niveauer i over et århundrede.
Funicular dos Guindais forbinder Portos nedre vandkantskvarter med den øvre Batalha-bydel over 281 meter (921 fod) med en lodret stigning på 61 meter (200 fod). Denne funicular åbnede i 1891 og erstattede en stejl gangsti mellem Ribeira-kvarteret ved floden og de højereliggende bydele. Den kører dagligt og transporterer beboere og besøgende på en tre minutters rejse mellem byens to niveauer. Begge vogne blev renoveret i 2004, mens det oprindelige system blev bevaret. Den øvre station ligger nær Batalha-kirken, mens den nedre station ligger ved Dom Luís I-broen, hvilket giver adgang mellem disse to historiske områder i Porto uden den stejle stigning.
Pau funicular forbinder den nedre by med Boulevard des Pyrénées siden 1908 og stiger 260 fod (80 meter) over en afstand på 660 fod (200 meter). Systemet transporterer passagerer fra Pau jernbanestation til den øvre by på cirka tre minutter og sparer dem for den stejle gåtur gennem historiske gader. Anlægget er blevet moderniseret flere gange, senest i 1978, men bevarer sin praktiske funktion som transport for beboere og besøgende. Funiculaire de Pau tilhører de byfunicularer, der primært tjener som offentlig transport og giver adgang til forhøjede kvarterer.
Schwyz-Stoos funicularen forbinder landsbyen Schlattli nær Schwyz med bjerglandsbyen Stoos uden biler i 4,265 fod (1,300 meter) højde. Med en maksimal stigning på 110 procent regnes den for at være verdens stejleste funicular. Åbnet i 2017 stiger systemet 2,438 fod (743 meter) over en sporlængde på 5,643 fod (1,720 meter) på cirka ti minutter. Dens cylindriske kabiner tilpasser sig automatisk stigningen og holder passagererne på jævne gulve gennem hele rejsen. Funicularen betjener beboerne i Stoos samt besøgende på vej til vandreruter, skiområder og Fronalpstock-toppen.
Hungerburgbahn i Innsbruck forbinder byens centrum med Hungerburg-distriktet i 2,822 fods (860 meters) højde og stiger 945 fod (288 meter). Denne moderne kabelbane åbnede i 2007 og erstattede et ældre anlæg fra 1906. Stationer designet af Zaha Hadid har samtidsarkitektur, mens banen betjener fire stop mellem kongrescentret og Hungerburg. Den fungerer som feeder til Nordkettenbahn, som fortsætter til Seegrube og Hafelekar i 7,657 fods (2,334 meters) højde. Banen transporterer beboere, vandrere og skiløbere til Nordkette-bjergkæden og giver udsigt over Inn-dalen og de omkringliggende toppe. Rejsen tager otte minutter, og kabelbanen transporterer op til 1,200 passagerer i timen i begge retninger.
Gelmerbahn fører til Gelmer-søen i Berner Oberland og stiger 456 meter over en skinne på 1.028 meter med en maksimal stigning på 106 procent. Oprindeligt bygget i 1926 til opførelsen af Grimsel-dæmningen, bringer denne kabelbane nu vandrere til den turkisblå bjergsø i 1.860 meters højde, hvor cirkulære vandrestier og alpine pas ind i Hasli-dalen begynder. De åbne vogne giver direkte udsigt til den stejle klippevæg og dalen nedenfor under den otte minutter lange opstigning, hvor passagererne mærker trækket, mens gondolen klatrer op ad bjergsiden.
Denne funicular i Lombardiet forbinder Como med landsbyen Brunate og fører passagerer op ad en skråning på 500 meter (1.640 fod) til en højde på 715 meter (2.346 fod). Den åbnede i 1894 og bruger to kabiner, der kører på parallelle spor mellem den nederste station nær Comosøen og den øverste station. Turen tager cirka syv minutter og passerer gennem skovklædt terræn med udsigt over søen og de omkringliggende bjerge.
Denne automatiske funikular transporterer to millioner passagerer årligt til Sacré-Cœur-basilikaen ad en 354 fod (108 meter) lang bane. Systemet klatrer op ad den stejle Montmartre-bakke og forbinder Rue Foyatier med basilikaens forplads. To kabiner kører i modvægt og giver adgang til det højeste punkt i Paris.
Peak Tram har kørt siden 1888 på en rute på 1,4 kilometer, der stiger 368 meter op til Victoria Peak og forbinder centrum med det højeste punkt på Hongkongøen.
Denne bjergbane forbinder Heidelbergs gamle bydel med Königstuhl-toppen i 1.864 fod (568 meter) og stiger 1.430 fod (436 meter). Linjen åbnede i 1907 og løber gennem skovklædt terræn og forbi Heidelberg Slot. Kabelbanen kører i to afsnit: først fra Kornmarkt til slottet, derefter via Molkenkur til den øverste station. Turen tager 17 minutter og giver udsigt over byen og Neckar-dalen.
Dette kabelbanesystem har transporteret passagerer på stålkabler gennem San Franciscos stejle gader siden 1888 med en konstant hastighed på 9 miles i timen (14 km/t). De mekanisk drevne vogne bruger underjordiske kabler til at klatre op ad byens bakker og forbinder forskellige kvarterer i bylandskabet. Systemet består af tre linjer, der dagligt transporterer tusindvis af passagerer, og fungerer både som praktisk transport og som en del af byens historiske infrastruktur.
Denne bjergbane fra 1923 strækker sig to kilometer gennem skoven og stiger til en højde på 2.330 fod (710 meter) på Penang Hill. Linjen forbinder byens centrum med toppen og giver adgang til de køligere højder over Georgetown. Det tekniske anlæg transporterer passagerer langs en stejl rute gennem tropisk vegetation. Driften kører som en shuttle-service mellem den nederste og den øverste station.
Denne svævebane forbinder havnen med øens centrum og tilbagelægger en højdeforskel på 466 fod (142 meter) på cirka tre minutter. Systemet transporterer besøgende og beboere mellem Marina Grande og den højereliggende Piazzetta, hvor butikker, restauranter og historiske bygninger ligger. Ruten går gennem stejlt terræn, som ville kræve en anstrengende klatretur til fods, og giver et praktisk alternativ til busser og taxaer. Driften kører regelmæssigt i turistsæsonen, med reducerede åbningstider i vintermånederne.
Den underjordiske kabelbane kører gennem kalkstensformationer for at nå toppen af bjerget Lykabettos i 690 fod (210 meter) over havets overflade. Åbnet i 1965, navigerer installationen den 28 graders hældning gennem en 690 fod (210 meter) tunnel, der forbinder Kolonaki-kvarteret med bakketoppen. Den tre minutters rejse transporterer passagerer til St. George-kapellet og udsigts terrasser med udsigt over den græske hovedstad.
Stanserhorns svævebanesystem transporterer passagerer fra Stans til toppen af Stanserhorn i 6.070 fod (1.850 meter) højde. Rejsen kombinerer en historisk kabelbane fra 1893 med en moderne dobbeltdækket svævebane med en åben udsigtsplatform på det øverste dæk. Rejsende kan observere ti schweiziske søer og de omkringliggende alpetoppe under opstigningen.
Denne funicular forbinder Barcelona med boligkvarteret Vallvidrera på skråningerne af Tibidabo. Den 2.437 fod (743 meter) lange linje stiger 541 fod (165 meter) gennem skovklædt terræn. Åbnet i 1906 er ruten blevet moderniseret flere gange og betjener nu primært lokale beboere og vandrere på vej til stier i Collserola Naturpark.
Denne røde kabelbane forbinder bymidten med Botanisk Have langs en 2.007 fod (612 meter) lang bane, der klatrer gennem Wellingtons bakker og giver adgang til et af byens største grønne områder.
Denne funicular forbinder Interlaken med udsigtsplatformen på Harder Kulm og stiger 755 meter (2.477 fod) i højden på otte minutter. Banen kører 1,4 kilometer (0,9 miles) gennem skov til bjergstationen 1.322 meter (4.337 fod) over havets overflade. Platformen giver udsigt over Interlaken, Thunersøen, Brienzersøen og de omkringliggende tinder i De Berniske Alper.
Denne bjergbane forbinder Mülenen med toppen af Niesen i 2.362 meters højde (7.750 fod) og overvinder en højdeforskel på 1.670 meter (5.480 fod) over 3,5 kilometer (2,2 miles). Kabelbanen åbnede i 1910 med et system med tre skinner og transporterer besøgende på cirka 30 minutter til udsigtsplatformen, som giver udsigt over Berner Oberland og de omkringliggende alpetoppe.
Denne Dresden kabelbane, der blev bygget i 1895, tilbagelægger en afstand på 1.794 fod (547 meter), mens den stiger 312 fod (95 meter) lodret. Anlægget forbinder Loschwitz-bredden af Elben med Weißer Hirsch-distriktet og håndterer stigninger på op til 29,6 procent. To vogne transporterer passagerer langs den historiske rute gennem skovklædt terræn. Det tekniske anlæg bruger vandballast til fremdrift og er blandt de ældste bjergbaner, der stadig er i drift i Tyskland.
Denne funicular har transporteret passagerer til toppen af Gubałówka-bjerget i 3.684 fod (1.123 meter) siden 1938. Rejsen dækker en lodret stigning på cirka 985 fod (300 meter) på omkring seks minutter og forbinder Zakopane med udsigtspunktet, der giver udsyn over Tatra-toppene og dalen nedenfor. Anlægget fungerer som en praktisk forbindelse for besøgende, der skal til den øvre station, hvor stier, restauranter og skiområder venter.
Denne funicular blev åbnet i 1901 og forbinder Barcelona med toppen af Tibidabo i 1.680 fods (512 meters) højde. Linjen dækker 3.710 fod (1.130 meter) og stiger 900 fod (275 meter) for at nå det højeste punkt i Serra de Collserola. Banen kører mellem Plaça del Doctor Andreu og forlystelsesparken på bjergtoppen, hvor Templet for det Hellige Hjerte også står.
Denne bjergbane forbinder landsbyen St. Anton med Mendelpasset og stiger 2.800 fod (854 meter) over en afstand på 1,5 mil (2,4 kilometer). Funicularen transporterer passagerer gennem stejlt terræn mellem Adige-dalen og plateauet ovenfor. Det tekniske anlæg giver direkte adgang til vandreruter og udsigtspunkter på Mendelryggen.
Duquesne Incline har transporteret passagerer til toppen af Mount Washington siden 1877 og giver udsigt over Pittsburgh. Denne kabelbane klatrer op ad den stejle skråning, der rejser sig syd for sammenløbet af floderne Allegheny og Monongahela, og forbinder centrum med boligkvartererne på højderne ovenfor. Systemet dækker en højdeforskel på cirka 400 fod (122 meter) over en sporlængde på omkring 800 fod (244 meter). Fra den øverste station strækker udsigten sig over floderne, broerne og skyskraberne i centrum, der definerer byens centrum.
Denne gule kabelbane har transporteret passagerer gennem de smalle gader i Chiado-kvarteret mellem Calçada do Combro og Rua de São Paulo siden 1892. Banen stiger 148 fod (45 meter) over en afstand på 804 fod (245 meter), med to vogne, der kører på parallelle spor. De historiske træbænkvogne transporterer lokale og besøgende dagligt op ad brostensbelagte gader, som ellers ville kræve en anstrengende klatretur til fods.
Great Orme Sporvogn åbnede i 1902 og forbinder kystbyen Llandudno med toppen af Great Orme 679 fod oppe. Ruten strækker sig 5.200 fod og passerer to tunneler, mens den stiger 587 fod. Systemet har to uafhængige sektioner, der mødes ved Halfway Station, og er blandt de få tilbageværende gadecabletramways i Storbritannien.
Denne kabelbane transporterer passagerer fra Lumbin i Isère-dalen til Plateau des Petites Roches i de franske foralper. Bygget i 1924 dækker linjen 2.050 meter (6.725 fod) spor og stiger 710 meter (2.330 fod) for at forbinde Saint-Hilaire-du-Touvet med dalen nedenfor. Den når stigninger på 83 procent på de stejleste strækninger, hvilket placerer den blandt de stejleste kabelbaner i verden. Systemet med to kabiner bringer besøgende til startsteder for paragliding og giver udsigt over Chartreuse-bjergene under opstigningen.
Denne funicular har forbundet centrum af San Sebastián med toppen af Monte Igueldo i 604 fod (184 meter) siden 1912. Den 1.024 fod (312 meter) lange rute stiger 449 fod (137 meter) gennem en bøgeskov over La Concha-bugten. Turen tager tre minutter og kører hele året med trækabiner bygget i den oprindelige stil. På toppen findes en forlystelsespark fra begyndelsen af det 20. århundrede og udsigtspunkter over den baskiske kystlinje.
Fløibanen transporterer passagerer fra Bergens centrum til toppen af Fløyen. Den 844 meter lange bane stiger 302 meter på omkring otte minutter og forbinder det historiske Bryggen med bjergudsigten. Banen åbnede i 1918, kører hvert 15. minut og giver udsigt over Bergen, fjordene og bjergene omkring. Den øverste station er udgangspunkt for vandreruter, med en restaurant og udsigtsplatforme, der byder på panoramaer af byen og havnen nedenfor.
Denne kabelbane forbinder Gütsch Slot med landsbyen Andermatt i Uri-alperne. Åbnet i 1987 dækker systemet 1.585 fod (483 meter) med en stigning på 46 procent og transporterer passagerer mellem dalbunden i 4.718 fod (1.438 meter) og slothotellet i 5.125 fod (1.562 meter). Den to minutter lange rejse passerer gennem skovklædt terræn og giver udsigt over Urseren-dalen og de omkringliggende toppe i De Centrale Alper.
Denne funikular har forbundet Upper Town med Lower Town siden 1879 og transporterer 20 passagerer pr. tur langs den stejle klippevæg over St. Lawrence-floden. Banen dækker en højdeforskel på 210 fod (64 meter) over en sporlængde på 210 fod (64 meter) og kører mellem Dufferin Terrace-området og Petit Champlain-kvarteret. Efter flere moderniseringer gennem årtierne drives Funiculaire de Québec nu med to nutidige kabiner og tjener både beboere og besøgende som en praktisk transitforbindelse mellem byens to historiske niveauer.
Valparaisos historiske funikularer stammer fra 1800-tallet og transporterer passagerer op ad de stejle skråninger i denne havneby. Af de oprindelige mere end 30 anlæg er omkring 15 stadig i drift i dag, herunder Ascensor Concepción fra 1883 og Ascensor Artillería med sin udsigtsplatform i 575 fods (175 meters) højde. De mekaniske systemer bygger bro over højdeforskelle mellem 130 og 260 fod (40 og 80 meter) og forbinder den nederste bydel med boligkvarterer på cerros. De trækabiner bevæger sig langs stejle sporstrækninger med hældninger på op til 45 grader. Disse funktionelle transportsystemer har tjent beboernes daglige bevægelse mellem byens forskellige niveauer i over et århundrede.
Funicular dos Guindais forbinder Portos nedre vandkantskvarter med den øvre Batalha-bydel over 281 meter (921 fod) med en lodret stigning på 61 meter (200 fod). Denne funicular åbnede i 1891 og erstattede en stejl gangsti mellem Ribeira-kvarteret ved floden og de højereliggende bydele. Den kører dagligt og transporterer beboere og besøgende på en tre minutters rejse mellem byens to niveauer. Begge vogne blev renoveret i 2004, mens det oprindelige system blev bevaret. Den øvre station ligger nær Batalha-kirken, mens den nedre station ligger ved Dom Luís I-broen, hvilket giver adgang mellem disse to historiske områder i Porto uden den stejle stigning.
Pau funicular forbinder den nedre by med Boulevard des Pyrénées siden 1908 og stiger 260 fod (80 meter) over en afstand på 660 fod (200 meter). Systemet transporterer passagerer fra Pau jernbanestation til den øvre by på cirka tre minutter og sparer dem for den stejle gåtur gennem historiske gader. Anlægget er blevet moderniseret flere gange, senest i 1978, men bevarer sin praktiske funktion som transport for beboere og besøgende. Funiculaire de Pau tilhører de byfunicularer, der primært tjener som offentlig transport og giver adgang til forhøjede kvarterer.
Schwyz-Stoos funicularen forbinder landsbyen Schlattli nær Schwyz med bjerglandsbyen Stoos uden biler i 4,265 fod (1,300 meter) højde. Med en maksimal stigning på 110 procent regnes den for at være verdens stejleste funicular. Åbnet i 2017 stiger systemet 2,438 fod (743 meter) over en sporlængde på 5,643 fod (1,720 meter) på cirka ti minutter. Dens cylindriske kabiner tilpasser sig automatisk stigningen og holder passagererne på jævne gulve gennem hele rejsen. Funicularen betjener beboerne i Stoos samt besøgende på vej til vandreruter, skiområder og Fronalpstock-toppen.
Hungerburgbahn i Innsbruck forbinder byens centrum med Hungerburg-distriktet i 2,822 fods (860 meters) højde og stiger 945 fod (288 meter). Denne moderne kabelbane åbnede i 2007 og erstattede et ældre anlæg fra 1906. Stationer designet af Zaha Hadid har samtidsarkitektur, mens banen betjener fire stop mellem kongrescentret og Hungerburg. Den fungerer som feeder til Nordkettenbahn, som fortsætter til Seegrube og Hafelekar i 7,657 fods (2,334 meters) højde. Banen transporterer beboere, vandrere og skiløbere til Nordkette-bjergkæden og giver udsigt over Inn-dalen og de omkringliggende toppe. Rejsen tager otte minutter, og kabelbanen transporterer op til 1,200 passagerer i timen i begge retninger.
Gelmerbahn fører til Gelmer-søen i Berner Oberland og stiger 456 meter over en skinne på 1.028 meter med en maksimal stigning på 106 procent. Oprindeligt bygget i 1926 til opførelsen af Grimsel-dæmningen, bringer denne kabelbane nu vandrere til den turkisblå bjergsø i 1.860 meters højde, hvor cirkulære vandrestier og alpine pas ind i Hasli-dalen begynder. De åbne vogne giver direkte udsigt til den stejle klippevæg og dalen nedenfor under den otte minutter lange opstigning, hvor passagererne mærker trækket, mens gondolen klatrer op ad bjergsiden.
Denne funicular i Lombardiet forbinder Como med landsbyen Brunate og fører passagerer op ad en skråning på 500 meter (1.640 fod) til en højde på 715 meter (2.346 fod). Den åbnede i 1894 og bruger to kabiner, der kører på parallelle spor mellem den nederste station nær Comosøen og den øverste station. Turen tager cirka syv minutter og passerer gennem skovklædt terræn med udsigt over søen og de omkringliggende bjerge.
Denne automatiske funikular transporterer to millioner passagerer årligt til Sacré-Cœur-basilikaen ad en 354 fod (108 meter) lang bane. Systemet klatrer op ad den stejle Montmartre-bakke og forbinder Rue Foyatier med basilikaens forplads. To kabiner kører i modvægt og giver adgang til det højeste punkt i Paris.
Peak Tram har kørt siden 1888 på en rute på 1,4 kilometer, der stiger 368 meter op til Victoria Peak og forbinder centrum med det højeste punkt på Hongkongøen.
Denne bjergbane forbinder Heidelbergs gamle bydel med Königstuhl-toppen i 1.864 fod (568 meter) og stiger 1.430 fod (436 meter). Linjen åbnede i 1907 og løber gennem skovklædt terræn og forbi Heidelberg Slot. Kabelbanen kører i to afsnit: først fra Kornmarkt til slottet, derefter via Molkenkur til den øverste station. Turen tager 17 minutter og giver udsigt over byen og Neckar-dalen.
Dette kabelbanesystem har transporteret passagerer på stålkabler gennem San Franciscos stejle gader siden 1888 med en konstant hastighed på 9 miles i timen (14 km/t). De mekanisk drevne vogne bruger underjordiske kabler til at klatre op ad byens bakker og forbinder forskellige kvarterer i bylandskabet. Systemet består af tre linjer, der dagligt transporterer tusindvis af passagerer, og fungerer både som praktisk transport og som en del af byens historiske infrastruktur.
Denne bjergbane fra 1923 strækker sig to kilometer gennem skoven og stiger til en højde på 2.330 fod (710 meter) på Penang Hill. Linjen forbinder byens centrum med toppen og giver adgang til de køligere højder over Georgetown. Det tekniske anlæg transporterer passagerer langs en stejl rute gennem tropisk vegetation. Driften kører som en shuttle-service mellem den nederste og den øverste station.
Denne svævebane forbinder havnen med øens centrum og tilbagelægger en højdeforskel på 466 fod (142 meter) på cirka tre minutter. Systemet transporterer besøgende og beboere mellem Marina Grande og den højereliggende Piazzetta, hvor butikker, restauranter og historiske bygninger ligger. Ruten går gennem stejlt terræn, som ville kræve en anstrengende klatretur til fods, og giver et praktisk alternativ til busser og taxaer. Driften kører regelmæssigt i turistsæsonen, med reducerede åbningstider i vintermånederne.
Den underjordiske kabelbane kører gennem kalkstensformationer for at nå toppen af bjerget Lykabettos i 690 fod (210 meter) over havets overflade. Åbnet i 1965, navigerer installationen den 28 graders hældning gennem en 690 fod (210 meter) tunnel, der forbinder Kolonaki-kvarteret med bakketoppen. Den tre minutters rejse transporterer passagerer til St. George-kapellet og udsigts terrasser med udsigt over den græske hovedstad.
Stanserhorns svævebanesystem transporterer passagerer fra Stans til toppen af Stanserhorn i 6.070 fod (1.850 meter) højde. Rejsen kombinerer en historisk kabelbane fra 1893 med en moderne dobbeltdækket svævebane med en åben udsigtsplatform på det øverste dæk. Rejsende kan observere ti schweiziske søer og de omkringliggende alpetoppe under opstigningen.
Denne funicular forbinder Barcelona med boligkvarteret Vallvidrera på skråningerne af Tibidabo. Den 2.437 fod (743 meter) lange linje stiger 541 fod (165 meter) gennem skovklædt terræn. Åbnet i 1906 er ruten blevet moderniseret flere gange og betjener nu primært lokale beboere og vandrere på vej til stier i Collserola Naturpark.
Denne røde kabelbane forbinder bymidten med Botanisk Have langs en 2.007 fod (612 meter) lang bane, der klatrer gennem Wellingtons bakker og giver adgang til et af byens største grønne områder.
Denne funicular forbinder Interlaken med udsigtsplatformen på Harder Kulm og stiger 755 meter (2.477 fod) i højden på otte minutter. Banen kører 1,4 kilometer (0,9 miles) gennem skov til bjergstationen 1.322 meter (4.337 fod) over havets overflade. Platformen giver udsigt over Interlaken, Thunersøen, Brienzersøen og de omkringliggende tinder i De Berniske Alper.
Denne bjergbane forbinder Mülenen med toppen af Niesen i 2.362 meters højde (7.750 fod) og overvinder en højdeforskel på 1.670 meter (5.480 fod) over 3,5 kilometer (2,2 miles). Kabelbanen åbnede i 1910 med et system med tre skinner og transporterer besøgende på cirka 30 minutter til udsigtsplatformen, som giver udsigt over Berner Oberland og de omkringliggende alpetoppe.
Denne Dresden kabelbane, der blev bygget i 1895, tilbagelægger en afstand på 1.794 fod (547 meter), mens den stiger 312 fod (95 meter) lodret. Anlægget forbinder Loschwitz-bredden af Elben med Weißer Hirsch-distriktet og håndterer stigninger på op til 29,6 procent. To vogne transporterer passagerer langs den historiske rute gennem skovklædt terræn. Det tekniske anlæg bruger vandballast til fremdrift og er blandt de ældste bjergbaner, der stadig er i drift i Tyskland.
Denne funicular har transporteret passagerer til toppen af Gubałówka-bjerget i 3.684 fod (1.123 meter) siden 1938. Rejsen dækker en lodret stigning på cirka 985 fod (300 meter) på omkring seks minutter og forbinder Zakopane med udsigtspunktet, der giver udsyn over Tatra-toppene og dalen nedenfor. Anlægget fungerer som en praktisk forbindelse for besøgende, der skal til den øvre station, hvor stier, restauranter og skiområder venter.
Denne funicular blev åbnet i 1901 og forbinder Barcelona med toppen af Tibidabo i 1.680 fods (512 meters) højde. Linjen dækker 3.710 fod (1.130 meter) og stiger 900 fod (275 meter) for at nå det højeste punkt i Serra de Collserola. Banen kører mellem Plaça del Doctor Andreu og forlystelsesparken på bjergtoppen, hvor Templet for det Hellige Hjerte også står.
Denne bjergbane forbinder landsbyen St. Anton med Mendelpasset og stiger 2.800 fod (854 meter) over en afstand på 1,5 mil (2,4 kilometer). Funicularen transporterer passagerer gennem stejlt terræn mellem Adige-dalen og plateauet ovenfor. Det tekniske anlæg giver direkte adgang til vandreruter og udsigtspunkter på Mendelryggen.
Duquesne Incline har transporteret passagerer til toppen af Mount Washington siden 1877 og giver udsigt over Pittsburgh. Denne kabelbane klatrer op ad den stejle skråning, der rejser sig syd for sammenløbet af floderne Allegheny og Monongahela, og forbinder centrum med boligkvartererne på højderne ovenfor. Systemet dækker en højdeforskel på cirka 400 fod (122 meter) over en sporlængde på omkring 800 fod (244 meter). Fra den øverste station strækker udsigten sig over floderne, broerne og skyskraberne i centrum, der definerer byens centrum.
Denne gule kabelbane har transporteret passagerer gennem de smalle gader i Chiado-kvarteret mellem Calçada do Combro og Rua de São Paulo siden 1892. Banen stiger 148 fod (45 meter) over en afstand på 804 fod (245 meter), med to vogne, der kører på parallelle spor. De historiske træbænkvogne transporterer lokale og besøgende dagligt op ad brostensbelagte gader, som ellers ville kræve en anstrengende klatretur til fods.
Great Orme Sporvogn åbnede i 1902 og forbinder kystbyen Llandudno med toppen af Great Orme 679 fod oppe. Ruten strækker sig 5.200 fod og passerer to tunneler, mens den stiger 587 fod. Systemet har to uafhængige sektioner, der mødes ved Halfway Station, og er blandt de få tilbageværende gadecabletramways i Storbritannien.
Denne kabelbane transporterer passagerer fra Lumbin i Isère-dalen til Plateau des Petites Roches i de franske foralper. Bygget i 1924 dækker linjen 2.050 meter (6.725 fod) spor og stiger 710 meter (2.330 fod) for at forbinde Saint-Hilaire-du-Touvet med dalen nedenfor. Den når stigninger på 83 procent på de stejleste strækninger, hvilket placerer den blandt de stejleste kabelbaner i verden. Systemet med to kabiner bringer besøgende til startsteder for paragliding og giver udsigt over Chartreuse-bjergene under opstigningen.
Denne funicular har forbundet centrum af San Sebastián med toppen af Monte Igueldo i 604 fod (184 meter) siden 1912. Den 1.024 fod (312 meter) lange rute stiger 449 fod (137 meter) gennem en bøgeskov over La Concha-bugten. Turen tager tre minutter og kører hele året med trækabiner bygget i den oprindelige stil. På toppen findes en forlystelsespark fra begyndelsen af det 20. århundrede og udsigtspunkter over den baskiske kystlinje.
Fløibanen transporterer passagerer fra Bergens centrum til toppen af Fløyen. Den 844 meter lange bane stiger 302 meter på omkring otte minutter og forbinder det historiske Bryggen med bjergudsigten. Banen åbnede i 1918, kører hvert 15. minut og giver udsigt over Bergen, fjordene og bjergene omkring. Den øverste station er udgangspunkt for vandreruter, med en restaurant og udsigtsplatforme, der byder på panoramaer af byen og havnen nedenfor.
Denne kabelbane forbinder Gütsch Slot med landsbyen Andermatt i Uri-alperne. Åbnet i 1987 dækker systemet 1.585 fod (483 meter) med en stigning på 46 procent og transporterer passagerer mellem dalbunden i 4.718 fod (1.438 meter) og slothotellet i 5.125 fod (1.562 meter). Den to minutter lange rejse passerer gennem skovklædt terræn og giver udsigt over Urseren-dalen og de omkringliggende toppe i De Centrale Alper.
Denne funikular har forbundet Upper Town med Lower Town siden 1879 og transporterer 20 passagerer pr. tur langs den stejle klippevæg over St. Lawrence-floden. Banen dækker en højdeforskel på 210 fod (64 meter) over en sporlængde på 210 fod (64 meter) og kører mellem Dufferin Terrace-området og Petit Champlain-kvarteret. Efter flere moderniseringer gennem årtierne drives Funiculaire de Québec nu med to nutidige kabiner og tjener både beboere og besøgende som en praktisk transitforbindelse mellem byens to historiske niveauer.
Valparaisos historiske funikularer stammer fra 1800-tallet og transporterer passagerer op ad de stejle skråninger i denne havneby. Af de oprindelige mere end 30 anlæg er omkring 15 stadig i drift i dag, herunder Ascensor Concepción fra 1883 og Ascensor Artillería med sin udsigtsplatform i 575 fods (175 meters) højde. De mekaniske systemer bygger bro over højdeforskelle mellem 130 og 260 fod (40 og 80 meter) og forbinder den nederste bydel med boligkvarterer på cerros. De trækabiner bevæger sig langs stejle sporstrækninger med hældninger på op til 45 grader. Disse funktionelle transportsystemer har tjent beboernes daglige bevægelse mellem byens forskellige niveauer i over et århundrede.
Funicular dos Guindais forbinder Portos nedre vandkantskvarter med den øvre Batalha-bydel over 281 meter (921 fod) med en lodret stigning på 61 meter (200 fod). Denne funicular åbnede i 1891 og erstattede en stejl gangsti mellem Ribeira-kvarteret ved floden og de højereliggende bydele. Den kører dagligt og transporterer beboere og besøgende på en tre minutters rejse mellem byens to niveauer. Begge vogne blev renoveret i 2004, mens det oprindelige system blev bevaret. Den øvre station ligger nær Batalha-kirken, mens den nedre station ligger ved Dom Luís I-broen, hvilket giver adgang mellem disse to historiske områder i Porto uden den stejle stigning.
Pau funicular forbinder den nedre by med Boulevard des Pyrénées siden 1908 og stiger 260 fod (80 meter) over en afstand på 660 fod (200 meter). Systemet transporterer passagerer fra Pau jernbanestation til den øvre by på cirka tre minutter og sparer dem for den stejle gåtur gennem historiske gader. Anlægget er blevet moderniseret flere gange, senest i 1978, men bevarer sin praktiske funktion som transport for beboere og besøgende. Funiculaire de Pau tilhører de byfunicularer, der primært tjener som offentlig transport og giver adgang til forhøjede kvarterer.
Disse kabelbaner inviterer dig til at se byen og bjerget på en anden måde, ved at tage dig tid til at køre op og se landskabet ændre sig for dine øjne. Uanset om du ønsker en praktisk måde at rejse på eller en oplevelse i højden, fortæller hver tur noget om det sted, den krydser. Stig om bord og nyd turen: nogle gange er rejsen lige så vigtig som destinationen.
