Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Østanatolien spreder sine skatte mellem gamle ruiner, stenfæstninger og bjerglandskaber, der fortæller årtusinders historie.
Østanatolien gemmer på spor fra flere årtusinders historie. Når du rejser gennem denne region, møder du græske og romerske ruiner, middelalderlige stenfæstninger, kirker og klostre bygget af armenere og georgiere samt osmanniske paladser på højderne. Landskaberne skifter konstant: fra tørre højsletter til grønne dale, fra frosne bjergsøer til særegne geologiske formationer. Ani, den tidligere hovedstad i Bagratid-riget, viser, hvor vigtig denne region var langs Silkevejen. Længere sydpå breder Van-søen sine blå vande ud omgivet af sovende vulkaner.
Denne samling bringer 30 steder sammen, der fortæller forskellige sider af Østanatolien. Du finder store navne i arkæologien som Arslantepe, anerkendt af UNESCO for sin rolle i fødslen af de første komplekse samfund, men også mindre kendte borge som Hoşap, der overvåger højsletterne. Armenske kirker ligger på isolerede øer eller klamrer sig til bjergsider. Geologiske kuriositeter som meteoritkrateret Gürbulak og bjerget Nemrut med sine indre søer fascinerer med deres naturlige dannelse. İshak Paşa-paladset, bygget på et klippefremspring, imponerer med sin størrelse.
Dette udvalg blander monumentalarven og vilde naturområder. De historiske byer byder på gyder, hvor glemt arkitektur stadig findes, mens naturparker som den ved Munzur rummer floder og skovklædte skråninger. Selv mindre besøgte steder som gravstelerne i Ahlat ved vandet eller de varme kilder i Ovacık er værd at tage omvejen for. Østanatolien afslører sig kun for tålmodige besøgende, der er klar til at se ud over hovedvejene.
Østanatolien spreder sine skatte mellem gamle ruiner, stenfæstninger og bjerglandskaber, der fortæller årtusinders historie.
Østanatolien gemmer på spor fra flere årtusinders historie. Når du rejser gennem denne region, møder du græske og romerske ruiner, middelalderlige stenfæstninger, kirker og klostre bygget af armenere og georgiere samt osmanniske paladser på højderne. Landskaberne skifter konstant: fra tørre højsletter til grønne dale, fra frosne bjergsøer til særegne geologiske formationer. Ani, den tidligere hovedstad i Bagratid-riget, viser, hvor vigtig denne region var langs Silkevejen. Længere sydpå breder Van-søen sine blå vande ud omgivet af sovende vulkaner.
Denne samling bringer 30 steder sammen, der fortæller forskellige sider af Østanatolien. Du finder store navne i arkæologien som Arslantepe, anerkendt af UNESCO for sin rolle i fødslen af de første komplekse samfund, men også mindre kendte borge som Hoşap, der overvåger højsletterne. Armenske kirker ligger på isolerede øer eller klamrer sig til bjergsider. Geologiske kuriositeter som meteoritkrateret Gürbulak og bjerget Nemrut med sine indre søer fascinerer med deres naturlige dannelse. İshak Paşa-paladset, bygget på et klippefremspring, imponerer med sin størrelse.
Dette udvalg blander monumentalarven og vilde naturområder. De historiske byer byder på gyder, hvor glemt arkitektur stadig findes, mens naturparker som den ved Munzur rummer floder og skovklædte skråninger. Selv mindre besøgte steder som gravstelerne i Ahlat ved vandet eller de varme kilder i Ovacık er værd at tage omvejen for. Østanatolien afslører sig kun for tålmodige besøgende, der er klar til at se ud over hovedvejene.
Ani var engang en af de største byer langs Silkevejen og fungerede som hovedstad i det armenske Bagratid-kongerige. Når man i dag går gennem ruinerne, kan man se middelalderlige kirkemure, moskeer og fæstningsporte, der stadig står på et højt plateau nær den armenske grænse. Stedet blev et UNESCO-verdensarvsområde i 2016. Ani giver en klar fornemmelse af, hvor aktiv og forbundet denne del af det østlige Anatolien engang var.
Kars' historiske centrum bærer tydelige spor fra den periode, hvor byen var under russisk kontrol i 1800-tallet. Gaderne er lige og brede, anlagt i et planlagt gitter. Langs dem står etageejendomme af mørk basaltsten, og mange af dem er stadig i brug i dag. Denne arkitektur giver Kars et udseende, der adskiller sig fra de fleste andre byer i det østlige Anatolien. Når man går gennem centrum, lægger man mærke til, hvordan russisk byplanlægning og tyrkisk hverdagsliv ligger side om side.
Çıldır-søen ligger på en højslette i det nordøstlige Tyrkiet og er mest kendt om vinteren, når den fryser helt til. Landsbyboerne krydser så isen med hestetrukne slæder, en skik der giver stedet et præg, man sjældent finder andre steder. Om sommeren spejler vandet en åben himmel, og bredderne er kantet med græsningsarealer. Søen er en af de højest beliggende i Tyrkiet og ligger i et landskab formet af vulkansk sten.
Öşvank klosterkirke er en middelalderlig georgisk kirke, der ligger på en skovklædt bakke nær Erzurum. Dens stenvægge og apsis er for det meste intakte. Bygningen føles solid og noget isoleret, omgivet af bjerge og skov. Man kan nå den ad små landeveje, væk fra hovedruterne i det østlige Anatolien.
Çifte Minareli Medrese ligger i hjertet af Erzurum og er en af de mest kendte seldsjukiske bygninger i Anatolien. Dens to slanke minareter, hugget i rød sten, rejser sig over byens tage og kan ses langvejs fra. Den forreste portal er dækket af geometriske og blomstrede stenudskæringer, der viser håndværket fra 1200-tallet. Indeni løber en to-etages arkade rundt om gårdspladsen og giver rummet en klar og afbalanceret form, der føles åben og bevidst.
Yakutiye Medresesi i Erzurum blev bygget i 1300-tallet i Ilkhanid-perioden og står som et af de mest anerkendte eksempler på seldsjukisk arkitektur i det østlige Anatolien. Det fungerer nu som museum med genstande fra regionen. Den fint udskårne stenportal er det første, man lægger mærke til, når man ankommer. Indenfor rummer værelserne lokale arkæologiske fund og dekorative genstande fra forskellige epoker.
Üç Kümbetler, der betyder De Tre Grave, ligger i udkanten af Erzurum og er blandt de ældste gravmonumenter i regionen. De blev bygget i middelalderen og viser stenhugningstraditionerne i det østlige Anatolien med geometriske mønstre og cylindriske tage, der har overlevet i århundreder. Hver grav har sin egen form og udsmykning, hvilket giver gruppen en stille, lagdelt tilstedeværelse. Besøgende, der vandrer væk fra hovedgaderne i Erzurum, opdager ofte dette sted og finder det som en af de mest direkte forbindelser til byens middelalderlige fortid.
Bjergmassivet Palandöken rejser sig lige syd for Erzurum og danner en baggrund, der kan ses næsten overalt i byen. Om vinteren dækker tung sne skråningerne, som er populære blandt skiløbere fra hele Tyrkiet. Om sommeren åbner bjerget sig for vandrere, der går på stier med udsigt over højsletterne i det østlige Anatolien. Luften er kold og frisk selv i de varmere måneder, og udsigten fra de øvre skråninger rækker langt ud i landskabet omkring.
Ararat-bjerget rejser sig over Ağrı-sletten som Tyrkiets højeste top. Denne sovende vulkan har to toppe, en stor og en mindre, begge permanent dækket af sne og is. Dens omrids er synligt langvejs fra, hvor den rejser sig skarpt over det omkringliggende flade land. I århundreder har mange kulturer forbundet dette bjerg med den bibelske historie om Noas ark, hvilket giver det en dyb plads i armensk erindring og i traditionerne i den bredere region.
Durupınar-formationen ligger nær Doğubayazıt og har en aflang, let forhøjet form, der i høj grad ligner et skibsskrog. Denne naturlige klippeformation blev skabt af geologiske forskydninger gennem tiden. Den vakte bred opmærksomhed, da nogle hævdede, at den kunne være resterne af Noahs ark. Forskere har ikke bekræftet denne teori, men besøgende kommer stadig for at gå rundt om den og nyde det åbne landskab med de omkringliggende bakker. Stedet er let at nå og ligger i omgivelser, der er bare og blæsende, hvilket øger den særegne følelse.
Vansøen er en af verdens største alkaliske søer og ligger midt i et vulkansk landskab i det østlige Anatolien. Vandet er så salt og mineralrigt, at næsten intet lever i det undtagen en lille lokal fiskart. Bredderne er spækket med armenske kirker, urartiske klippeindskrifter og gamle kirkegårde. Bjergene omkring, hvoraf nogle er gamle vulkaner, rammer søen ind på alle sider og giver den en rå og åben karakter, som er let at mærke, når man går langs bredderne.
Akdamar Island ligger midt i Vansøen og er hjemsted for en armensk kirke bygget for over tusind år siden. Kirken er dækket af udskårne stensrelieffer, der viser bibelske scener, og detaljerne i stenhuggerarbejdet er nemme at værdsætte på tæt hold. For at komme dertil kræver det en kort bådtur, og når man først er på øen, er udsigterne over søen og mod de omkringliggende bjerge vidt åbne. Øen selv er klippefyldt og bar, hvilket får den gamle kirke til at føles endnu mere malplaceret på den bedste måde.
Van-fæstningen ligger på en lang klipperyg lige ved bredden af Vansøen. Den blev bygget af urartæerne, hvis hovedstad Tushpa engang lå her, hvilket gør den til en af de ældste fæstninger i hele Anatolien. Kileskriftindskrifter hugget ind i klippefladen er stadig synlige i dag, og udsigten fra toppen strækker sig over søen og de omkringliggende bjerge. Området omkring fæstningen er fyldt med gamle ruiner, der antyder en stor by, som engang blomstrede på denne bred.
Hoşap Slot står på en klippet bakke over en lille landsby nær Van. En kurdisk hersker lod den bygge i 1600-tallet for at kontrollere vejen gennem dalen nedenfor. De mørke stenvægge og tårne står stadig for det meste. Fra toppen ser man ud over et bredt, tørt plateau, der strækker sig langt ud i det fjerne. Den udskårne stenport er en af de mest iøjnefaldende dele af stedet.
Muradiye Vandfald ligger tæt på byen Van og falder over en klippekant i et bredt forhæng af vand. Det er stærkest om foråret, når smeltevand sender en kraftig strøm over kanten. Området omkring er åbent og let at gå igennem, med lav vegetation langs bredderne. Mange lokale kommer her for en kort gåtur, og stedet er nemt at nå med bil.
Çarpanak Ø ligger midt i Vansøen og kan kun nås med båd. På øen kan man se ruinerne af et armensk kloster, hvor gamle stenvægge stadig står blandt vegetationen. Søen omkring den er omgivet af sovende vulkaner, og vandet har en særlig blå farve på grund af dets høje mineralindhold. Dette er et sted, hvor historie og natur mødes på en måde, der føles fjernt og uden hastværk.
Ahlat ligger ved bredden af Van-søen og rummer en af de største middelalderlige islamiske kirkegårde i regionen. Hundredvis af seldsjukkiske gravsteler rejser sig fra jorden, udskåret med geometriske mønstre og arabiske inskriptioner. Stenene stammer fra 1000- til 1200-tallet, en periode hvor Ahlat var et vigtigt centrum for seldsjukkisk magt i det østlige Anatolien. At gå blandt dem, med søens blå vand i nærheden, giver en stærk fornemmelse af denne histories tyngde.
Nemrut-bjerget nær Tatvan er en uddød vulkan med en bred caldera på toppen. Inde i calderaen er der med tiden dannet flere søer, herunder en med varmt vand fra varme kilder og en anden med koldt vand. De stenede bredder er dækket af mørk lava og pletter af græs. Fra kanten kan man se Van-søen brede sig nedenfor. Denne vulkan er et af de mest iøjnefaldende naturtræk i det østlige Anatolien, og calderaen føles fjerntliggende og rå, når man står inde i den.
Harput er en gammel befæstet by, der ligger på en klippetop over Elazığ-sletten. Middelalderens slotsmure kan ses på afstand og kigger ud over dalen nedenfor. Inde i byen finder du en armensk kirke, en moske fra seljuktiden og gamle gravsten, der markerer tilstedeværelsen af mange forskellige folk gennem århundreder. Harput var engang et vigtigt stop på handelsruterne i det østlige Anatolien, og en gåtur gennem byen i dag giver en klar fornemmelse af, hvor mange lag af historie der har sat sig her.
Hazar-søen ligger i Elazığ-provinsen og er en tektonisk sø omgivet af bjerge. Vandet skifter farve alt efter lyset og tiden på dagen. Bredderne er stille og besøges sjældent af rejsende, der passerer det østlige Anatolien, hvilket gør det til et godt stop for dem, der vil have et øjeblik væk fra hovedvejene.
Munzur-dalen og dens nationalpark ligger i provinsen Tunceli i det østlige Anatolien. Munzur-floden løber hurtigt og koldt gennem dybe kløfter, med skovklædte skråninger, der rejser sig på begge sider. Terrænet skifter fra klipperige højderygge til åbne enge, når man bevæger sig gennem parken. Bjørne, ulve og ørne lever stadig her. Få besøgende når så langt, så stierne føles virkelig fjerntliggende. Dette er et af stederne i det østlige Anatolien, hvor naturen stort set er overladt til sig selv.
Ovacık og Munzur-kilderne ligger i provinsen Tunceli, i en af de mindst besøgte dale i det østlige Tyrkiet. Området er formet af Munzur-bjergkæden, hvis skråninger er dækket af skov og gennemskåret af kolde bjergstrømme. Kilderne forsyner Munzur-floden, som løber gennem en nationalpark med samme navn. Stierne er grove, og folkemængder er sjældne. Besøgende kommer mest for at gå, se floden og stoppe i små landsbyer, hvor livet går langsomt. Stedet belønner dem, der er villige til at rejse uden for hovedvejene.
Tell Arslantepe i udkanten af Malatya er et af de vigtigste arkæologiske steder i Tyrkiet. Under den lave jordhøj ligger lag af menneskelig bosættelse, der går tusinder af år tilbage. Forskere har her fundet nogle af de tidligste spor af paladsarkitektur, administrative systemer og tidlig statsdannelse. Stedet har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 2021.
Den gamle by Kemaliye ligger i en dyb kløft, som floden Eufrat har skåret ud, i Erzincan-regionen. Stenhuse klamrer sig til klippevæggen og forbindes af stejle og smalle stræder, der snor sig mellem skråningerne. Livet her går langsomt og formes af bjergene, som omgiver byen på alle sider. At gå gennem Kemaliye føles som at træde ind i et sted, hvor floden, klipperne og de gamle bygninger alle hører til den samme historie.
Karanlık Canyon blev udskåret af Eufrat gennem fast klippe og er et af de mest markante naturtræk i det østlige Anatolien. Klipperne rejser sig stejlt på begge sider af floden. En vej hugget direkte ind i stenen løber gennem kløften og giver åbne udsigter til floden langt nedenfor ved hver sving. Lyset skifter voldsomt alt efter tidspunktet på dagen, og kløftens vægge kaster lange skygger, der holder dalen mørk i timevis, hvilket netop er, hvor dens navn kommer fra.
Girlevik Vandfald, nær Erzincan, er en række kaskader, der falder over klippefremspring ned i en grøn kløft. De omkringliggende skråninger er dækket af træer, hvilket får dette sted til at føles meget anderledes end de tørre plateauer, der dominerer det østlige Tyrkiet. Lyden af faldende vand og den kølige skygge giver stedet en forfriskende kvalitet, der står i skarp kontrast til det åbne, tørre landskab i nærheden.
Ishak Pasha-paladset blev bygget i 1600- og 1700-tallet på en klippeafsats over byen Doğubayazıt. Dets arkitektur blander osmanniske, armenske, georgiske og persiske stilarter og afspejler de mange kulturer, der har passeret denne del af det østlige Anatolien. Indenfor finder du et harem, en moske, modtagelsessale og en grav. Fra terrassen kan du på en klar dag se Mount Ararat rejse sig i det fjerne. Paladset giver en virkelig fornemmelse af, hvordan magtfulde lokale herskere engang levede langs den gamle Silkevej.
Ani var engang en af de største byer langs Silkevejen og fungerede som hovedstad i det armenske Bagratid-kongerige. Når man i dag går gennem ruinerne, kan man se middelalderlige kirkemure, moskeer og fæstningsporte, der stadig står på et højt plateau nær den armenske grænse. Stedet blev et UNESCO-verdensarvsområde i 2016. Ani giver en klar fornemmelse af, hvor aktiv og forbundet denne del af det østlige Anatolien engang var.
Kars' historiske centrum bærer tydelige spor fra den periode, hvor byen var under russisk kontrol i 1800-tallet. Gaderne er lige og brede, anlagt i et planlagt gitter. Langs dem står etageejendomme af mørk basaltsten, og mange af dem er stadig i brug i dag. Denne arkitektur giver Kars et udseende, der adskiller sig fra de fleste andre byer i det østlige Anatolien. Når man går gennem centrum, lægger man mærke til, hvordan russisk byplanlægning og tyrkisk hverdagsliv ligger side om side.
Çıldır-søen ligger på en højslette i det nordøstlige Tyrkiet og er mest kendt om vinteren, når den fryser helt til. Landsbyboerne krydser så isen med hestetrukne slæder, en skik der giver stedet et præg, man sjældent finder andre steder. Om sommeren spejler vandet en åben himmel, og bredderne er kantet med græsningsarealer. Søen er en af de højest beliggende i Tyrkiet og ligger i et landskab formet af vulkansk sten.
Öşvank klosterkirke er en middelalderlig georgisk kirke, der ligger på en skovklædt bakke nær Erzurum. Dens stenvægge og apsis er for det meste intakte. Bygningen føles solid og noget isoleret, omgivet af bjerge og skov. Man kan nå den ad små landeveje, væk fra hovedruterne i det østlige Anatolien.
Çifte Minareli Medrese ligger i hjertet af Erzurum og er en af de mest kendte seldsjukiske bygninger i Anatolien. Dens to slanke minareter, hugget i rød sten, rejser sig over byens tage og kan ses langvejs fra. Den forreste portal er dækket af geometriske og blomstrede stenudskæringer, der viser håndværket fra 1200-tallet. Indeni løber en to-etages arkade rundt om gårdspladsen og giver rummet en klar og afbalanceret form, der føles åben og bevidst.
Yakutiye Medresesi i Erzurum blev bygget i 1300-tallet i Ilkhanid-perioden og står som et af de mest anerkendte eksempler på seldsjukisk arkitektur i det østlige Anatolien. Det fungerer nu som museum med genstande fra regionen. Den fint udskårne stenportal er det første, man lægger mærke til, når man ankommer. Indenfor rummer værelserne lokale arkæologiske fund og dekorative genstande fra forskellige epoker.
Üç Kümbetler, der betyder De Tre Grave, ligger i udkanten af Erzurum og er blandt de ældste gravmonumenter i regionen. De blev bygget i middelalderen og viser stenhugningstraditionerne i det østlige Anatolien med geometriske mønstre og cylindriske tage, der har overlevet i århundreder. Hver grav har sin egen form og udsmykning, hvilket giver gruppen en stille, lagdelt tilstedeværelse. Besøgende, der vandrer væk fra hovedgaderne i Erzurum, opdager ofte dette sted og finder det som en af de mest direkte forbindelser til byens middelalderlige fortid.
Bjergmassivet Palandöken rejser sig lige syd for Erzurum og danner en baggrund, der kan ses næsten overalt i byen. Om vinteren dækker tung sne skråningerne, som er populære blandt skiløbere fra hele Tyrkiet. Om sommeren åbner bjerget sig for vandrere, der går på stier med udsigt over højsletterne i det østlige Anatolien. Luften er kold og frisk selv i de varmere måneder, og udsigten fra de øvre skråninger rækker langt ud i landskabet omkring.
Ararat-bjerget rejser sig over Ağrı-sletten som Tyrkiets højeste top. Denne sovende vulkan har to toppe, en stor og en mindre, begge permanent dækket af sne og is. Dens omrids er synligt langvejs fra, hvor den rejser sig skarpt over det omkringliggende flade land. I århundreder har mange kulturer forbundet dette bjerg med den bibelske historie om Noas ark, hvilket giver det en dyb plads i armensk erindring og i traditionerne i den bredere region.
Durupınar-formationen ligger nær Doğubayazıt og har en aflang, let forhøjet form, der i høj grad ligner et skibsskrog. Denne naturlige klippeformation blev skabt af geologiske forskydninger gennem tiden. Den vakte bred opmærksomhed, da nogle hævdede, at den kunne være resterne af Noahs ark. Forskere har ikke bekræftet denne teori, men besøgende kommer stadig for at gå rundt om den og nyde det åbne landskab med de omkringliggende bakker. Stedet er let at nå og ligger i omgivelser, der er bare og blæsende, hvilket øger den særegne følelse.
Vansøen er en af verdens største alkaliske søer og ligger midt i et vulkansk landskab i det østlige Anatolien. Vandet er så salt og mineralrigt, at næsten intet lever i det undtagen en lille lokal fiskart. Bredderne er spækket med armenske kirker, urartiske klippeindskrifter og gamle kirkegårde. Bjergene omkring, hvoraf nogle er gamle vulkaner, rammer søen ind på alle sider og giver den en rå og åben karakter, som er let at mærke, når man går langs bredderne.
Akdamar Island ligger midt i Vansøen og er hjemsted for en armensk kirke bygget for over tusind år siden. Kirken er dækket af udskårne stensrelieffer, der viser bibelske scener, og detaljerne i stenhuggerarbejdet er nemme at værdsætte på tæt hold. For at komme dertil kræver det en kort bådtur, og når man først er på øen, er udsigterne over søen og mod de omkringliggende bjerge vidt åbne. Øen selv er klippefyldt og bar, hvilket får den gamle kirke til at føles endnu mere malplaceret på den bedste måde.
Van-fæstningen ligger på en lang klipperyg lige ved bredden af Vansøen. Den blev bygget af urartæerne, hvis hovedstad Tushpa engang lå her, hvilket gør den til en af de ældste fæstninger i hele Anatolien. Kileskriftindskrifter hugget ind i klippefladen er stadig synlige i dag, og udsigten fra toppen strækker sig over søen og de omkringliggende bjerge. Området omkring fæstningen er fyldt med gamle ruiner, der antyder en stor by, som engang blomstrede på denne bred.
Hoşap Slot står på en klippet bakke over en lille landsby nær Van. En kurdisk hersker lod den bygge i 1600-tallet for at kontrollere vejen gennem dalen nedenfor. De mørke stenvægge og tårne står stadig for det meste. Fra toppen ser man ud over et bredt, tørt plateau, der strækker sig langt ud i det fjerne. Den udskårne stenport er en af de mest iøjnefaldende dele af stedet.
Muradiye Vandfald ligger tæt på byen Van og falder over en klippekant i et bredt forhæng af vand. Det er stærkest om foråret, når smeltevand sender en kraftig strøm over kanten. Området omkring er åbent og let at gå igennem, med lav vegetation langs bredderne. Mange lokale kommer her for en kort gåtur, og stedet er nemt at nå med bil.
Çarpanak Ø ligger midt i Vansøen og kan kun nås med båd. På øen kan man se ruinerne af et armensk kloster, hvor gamle stenvægge stadig står blandt vegetationen. Søen omkring den er omgivet af sovende vulkaner, og vandet har en særlig blå farve på grund af dets høje mineralindhold. Dette er et sted, hvor historie og natur mødes på en måde, der føles fjernt og uden hastværk.
Ahlat ligger ved bredden af Van-søen og rummer en af de største middelalderlige islamiske kirkegårde i regionen. Hundredvis af seldsjukkiske gravsteler rejser sig fra jorden, udskåret med geometriske mønstre og arabiske inskriptioner. Stenene stammer fra 1000- til 1200-tallet, en periode hvor Ahlat var et vigtigt centrum for seldsjukkisk magt i det østlige Anatolien. At gå blandt dem, med søens blå vand i nærheden, giver en stærk fornemmelse af denne histories tyngde.
Nemrut-bjerget nær Tatvan er en uddød vulkan med en bred caldera på toppen. Inde i calderaen er der med tiden dannet flere søer, herunder en med varmt vand fra varme kilder og en anden med koldt vand. De stenede bredder er dækket af mørk lava og pletter af græs. Fra kanten kan man se Van-søen brede sig nedenfor. Denne vulkan er et af de mest iøjnefaldende naturtræk i det østlige Anatolien, og calderaen føles fjerntliggende og rå, når man står inde i den.
Harput er en gammel befæstet by, der ligger på en klippetop over Elazığ-sletten. Middelalderens slotsmure kan ses på afstand og kigger ud over dalen nedenfor. Inde i byen finder du en armensk kirke, en moske fra seljuktiden og gamle gravsten, der markerer tilstedeværelsen af mange forskellige folk gennem århundreder. Harput var engang et vigtigt stop på handelsruterne i det østlige Anatolien, og en gåtur gennem byen i dag giver en klar fornemmelse af, hvor mange lag af historie der har sat sig her.
Hazar-søen ligger i Elazığ-provinsen og er en tektonisk sø omgivet af bjerge. Vandet skifter farve alt efter lyset og tiden på dagen. Bredderne er stille og besøges sjældent af rejsende, der passerer det østlige Anatolien, hvilket gør det til et godt stop for dem, der vil have et øjeblik væk fra hovedvejene.
Munzur-dalen og dens nationalpark ligger i provinsen Tunceli i det østlige Anatolien. Munzur-floden løber hurtigt og koldt gennem dybe kløfter, med skovklædte skråninger, der rejser sig på begge sider. Terrænet skifter fra klipperige højderygge til åbne enge, når man bevæger sig gennem parken. Bjørne, ulve og ørne lever stadig her. Få besøgende når så langt, så stierne føles virkelig fjerntliggende. Dette er et af stederne i det østlige Anatolien, hvor naturen stort set er overladt til sig selv.
Ovacık og Munzur-kilderne ligger i provinsen Tunceli, i en af de mindst besøgte dale i det østlige Tyrkiet. Området er formet af Munzur-bjergkæden, hvis skråninger er dækket af skov og gennemskåret af kolde bjergstrømme. Kilderne forsyner Munzur-floden, som løber gennem en nationalpark med samme navn. Stierne er grove, og folkemængder er sjældne. Besøgende kommer mest for at gå, se floden og stoppe i små landsbyer, hvor livet går langsomt. Stedet belønner dem, der er villige til at rejse uden for hovedvejene.
Tell Arslantepe i udkanten af Malatya er et af de vigtigste arkæologiske steder i Tyrkiet. Under den lave jordhøj ligger lag af menneskelig bosættelse, der går tusinder af år tilbage. Forskere har her fundet nogle af de tidligste spor af paladsarkitektur, administrative systemer og tidlig statsdannelse. Stedet har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 2021.
Den gamle by Kemaliye ligger i en dyb kløft, som floden Eufrat har skåret ud, i Erzincan-regionen. Stenhuse klamrer sig til klippevæggen og forbindes af stejle og smalle stræder, der snor sig mellem skråningerne. Livet her går langsomt og formes af bjergene, som omgiver byen på alle sider. At gå gennem Kemaliye føles som at træde ind i et sted, hvor floden, klipperne og de gamle bygninger alle hører til den samme historie.
Karanlık Canyon blev udskåret af Eufrat gennem fast klippe og er et af de mest markante naturtræk i det østlige Anatolien. Klipperne rejser sig stejlt på begge sider af floden. En vej hugget direkte ind i stenen løber gennem kløften og giver åbne udsigter til floden langt nedenfor ved hver sving. Lyset skifter voldsomt alt efter tidspunktet på dagen, og kløftens vægge kaster lange skygger, der holder dalen mørk i timevis, hvilket netop er, hvor dens navn kommer fra.
Girlevik Vandfald, nær Erzincan, er en række kaskader, der falder over klippefremspring ned i en grøn kløft. De omkringliggende skråninger er dækket af træer, hvilket får dette sted til at føles meget anderledes end de tørre plateauer, der dominerer det østlige Tyrkiet. Lyden af faldende vand og den kølige skygge giver stedet en forfriskende kvalitet, der står i skarp kontrast til det åbne, tørre landskab i nærheden.
Ishak Pasha-paladset blev bygget i 1600- og 1700-tallet på en klippeafsats over byen Doğubayazıt. Dets arkitektur blander osmanniske, armenske, georgiske og persiske stilarter og afspejler de mange kulturer, der har passeret denne del af det østlige Anatolien. Indenfor finder du et harem, en moske, modtagelsessale og en grav. Fra terrassen kan du på en klar dag se Mount Ararat rejse sig i det fjerne. Paladset giver en virkelig fornemmelse af, hvordan magtfulde lokale herskere engang levede langs den gamle Silkevej.
Ani var engang en af de største byer langs Silkevejen og fungerede som hovedstad i det armenske Bagratid-kongerige. Når man i dag går gennem ruinerne, kan man se middelalderlige kirkemure, moskeer og fæstningsporte, der stadig står på et højt plateau nær den armenske grænse. Stedet blev et UNESCO-verdensarvsområde i 2016. Ani giver en klar fornemmelse af, hvor aktiv og forbundet denne del af det østlige Anatolien engang var.
Kars' historiske centrum bærer tydelige spor fra den periode, hvor byen var under russisk kontrol i 1800-tallet. Gaderne er lige og brede, anlagt i et planlagt gitter. Langs dem står etageejendomme af mørk basaltsten, og mange af dem er stadig i brug i dag. Denne arkitektur giver Kars et udseende, der adskiller sig fra de fleste andre byer i det østlige Anatolien. Når man går gennem centrum, lægger man mærke til, hvordan russisk byplanlægning og tyrkisk hverdagsliv ligger side om side.
Çıldır-søen ligger på en højslette i det nordøstlige Tyrkiet og er mest kendt om vinteren, når den fryser helt til. Landsbyboerne krydser så isen med hestetrukne slæder, en skik der giver stedet et præg, man sjældent finder andre steder. Om sommeren spejler vandet en åben himmel, og bredderne er kantet med græsningsarealer. Søen er en af de højest beliggende i Tyrkiet og ligger i et landskab formet af vulkansk sten.
Öşvank klosterkirke er en middelalderlig georgisk kirke, der ligger på en skovklædt bakke nær Erzurum. Dens stenvægge og apsis er for det meste intakte. Bygningen føles solid og noget isoleret, omgivet af bjerge og skov. Man kan nå den ad små landeveje, væk fra hovedruterne i det østlige Anatolien.
Çifte Minareli Medrese ligger i hjertet af Erzurum og er en af de mest kendte seldsjukiske bygninger i Anatolien. Dens to slanke minareter, hugget i rød sten, rejser sig over byens tage og kan ses langvejs fra. Den forreste portal er dækket af geometriske og blomstrede stenudskæringer, der viser håndværket fra 1200-tallet. Indeni løber en to-etages arkade rundt om gårdspladsen og giver rummet en klar og afbalanceret form, der føles åben og bevidst.
Yakutiye Medresesi i Erzurum blev bygget i 1300-tallet i Ilkhanid-perioden og står som et af de mest anerkendte eksempler på seldsjukisk arkitektur i det østlige Anatolien. Det fungerer nu som museum med genstande fra regionen. Den fint udskårne stenportal er det første, man lægger mærke til, når man ankommer. Indenfor rummer værelserne lokale arkæologiske fund og dekorative genstande fra forskellige epoker.
Üç Kümbetler, der betyder De Tre Grave, ligger i udkanten af Erzurum og er blandt de ældste gravmonumenter i regionen. De blev bygget i middelalderen og viser stenhugningstraditionerne i det østlige Anatolien med geometriske mønstre og cylindriske tage, der har overlevet i århundreder. Hver grav har sin egen form og udsmykning, hvilket giver gruppen en stille, lagdelt tilstedeværelse. Besøgende, der vandrer væk fra hovedgaderne i Erzurum, opdager ofte dette sted og finder det som en af de mest direkte forbindelser til byens middelalderlige fortid.
Bjergmassivet Palandöken rejser sig lige syd for Erzurum og danner en baggrund, der kan ses næsten overalt i byen. Om vinteren dækker tung sne skråningerne, som er populære blandt skiløbere fra hele Tyrkiet. Om sommeren åbner bjerget sig for vandrere, der går på stier med udsigt over højsletterne i det østlige Anatolien. Luften er kold og frisk selv i de varmere måneder, og udsigten fra de øvre skråninger rækker langt ud i landskabet omkring.
Ararat-bjerget rejser sig over Ağrı-sletten som Tyrkiets højeste top. Denne sovende vulkan har to toppe, en stor og en mindre, begge permanent dækket af sne og is. Dens omrids er synligt langvejs fra, hvor den rejser sig skarpt over det omkringliggende flade land. I århundreder har mange kulturer forbundet dette bjerg med den bibelske historie om Noas ark, hvilket giver det en dyb plads i armensk erindring og i traditionerne i den bredere region.
Durupınar-formationen ligger nær Doğubayazıt og har en aflang, let forhøjet form, der i høj grad ligner et skibsskrog. Denne naturlige klippeformation blev skabt af geologiske forskydninger gennem tiden. Den vakte bred opmærksomhed, da nogle hævdede, at den kunne være resterne af Noahs ark. Forskere har ikke bekræftet denne teori, men besøgende kommer stadig for at gå rundt om den og nyde det åbne landskab med de omkringliggende bakker. Stedet er let at nå og ligger i omgivelser, der er bare og blæsende, hvilket øger den særegne følelse.
Vansøen er en af verdens største alkaliske søer og ligger midt i et vulkansk landskab i det østlige Anatolien. Vandet er så salt og mineralrigt, at næsten intet lever i det undtagen en lille lokal fiskart. Bredderne er spækket med armenske kirker, urartiske klippeindskrifter og gamle kirkegårde. Bjergene omkring, hvoraf nogle er gamle vulkaner, rammer søen ind på alle sider og giver den en rå og åben karakter, som er let at mærke, når man går langs bredderne.
Akdamar Island ligger midt i Vansøen og er hjemsted for en armensk kirke bygget for over tusind år siden. Kirken er dækket af udskårne stensrelieffer, der viser bibelske scener, og detaljerne i stenhuggerarbejdet er nemme at værdsætte på tæt hold. For at komme dertil kræver det en kort bådtur, og når man først er på øen, er udsigterne over søen og mod de omkringliggende bjerge vidt åbne. Øen selv er klippefyldt og bar, hvilket får den gamle kirke til at føles endnu mere malplaceret på den bedste måde.
Van-fæstningen ligger på en lang klipperyg lige ved bredden af Vansøen. Den blev bygget af urartæerne, hvis hovedstad Tushpa engang lå her, hvilket gør den til en af de ældste fæstninger i hele Anatolien. Kileskriftindskrifter hugget ind i klippefladen er stadig synlige i dag, og udsigten fra toppen strækker sig over søen og de omkringliggende bjerge. Området omkring fæstningen er fyldt med gamle ruiner, der antyder en stor by, som engang blomstrede på denne bred.
Hoşap Slot står på en klippet bakke over en lille landsby nær Van. En kurdisk hersker lod den bygge i 1600-tallet for at kontrollere vejen gennem dalen nedenfor. De mørke stenvægge og tårne står stadig for det meste. Fra toppen ser man ud over et bredt, tørt plateau, der strækker sig langt ud i det fjerne. Den udskårne stenport er en af de mest iøjnefaldende dele af stedet.
Muradiye Vandfald ligger tæt på byen Van og falder over en klippekant i et bredt forhæng af vand. Det er stærkest om foråret, når smeltevand sender en kraftig strøm over kanten. Området omkring er åbent og let at gå igennem, med lav vegetation langs bredderne. Mange lokale kommer her for en kort gåtur, og stedet er nemt at nå med bil.
Çarpanak Ø ligger midt i Vansøen og kan kun nås med båd. På øen kan man se ruinerne af et armensk kloster, hvor gamle stenvægge stadig står blandt vegetationen. Søen omkring den er omgivet af sovende vulkaner, og vandet har en særlig blå farve på grund af dets høje mineralindhold. Dette er et sted, hvor historie og natur mødes på en måde, der føles fjernt og uden hastværk.
Ahlat ligger ved bredden af Van-søen og rummer en af de største middelalderlige islamiske kirkegårde i regionen. Hundredvis af seldsjukkiske gravsteler rejser sig fra jorden, udskåret med geometriske mønstre og arabiske inskriptioner. Stenene stammer fra 1000- til 1200-tallet, en periode hvor Ahlat var et vigtigt centrum for seldsjukkisk magt i det østlige Anatolien. At gå blandt dem, med søens blå vand i nærheden, giver en stærk fornemmelse af denne histories tyngde.
Nemrut-bjerget nær Tatvan er en uddød vulkan med en bred caldera på toppen. Inde i calderaen er der med tiden dannet flere søer, herunder en med varmt vand fra varme kilder og en anden med koldt vand. De stenede bredder er dækket af mørk lava og pletter af græs. Fra kanten kan man se Van-søen brede sig nedenfor. Denne vulkan er et af de mest iøjnefaldende naturtræk i det østlige Anatolien, og calderaen føles fjerntliggende og rå, når man står inde i den.
Harput er en gammel befæstet by, der ligger på en klippetop over Elazığ-sletten. Middelalderens slotsmure kan ses på afstand og kigger ud over dalen nedenfor. Inde i byen finder du en armensk kirke, en moske fra seljuktiden og gamle gravsten, der markerer tilstedeværelsen af mange forskellige folk gennem århundreder. Harput var engang et vigtigt stop på handelsruterne i det østlige Anatolien, og en gåtur gennem byen i dag giver en klar fornemmelse af, hvor mange lag af historie der har sat sig her.
Hazar-søen ligger i Elazığ-provinsen og er en tektonisk sø omgivet af bjerge. Vandet skifter farve alt efter lyset og tiden på dagen. Bredderne er stille og besøges sjældent af rejsende, der passerer det østlige Anatolien, hvilket gør det til et godt stop for dem, der vil have et øjeblik væk fra hovedvejene.
Munzur-dalen og dens nationalpark ligger i provinsen Tunceli i det østlige Anatolien. Munzur-floden løber hurtigt og koldt gennem dybe kløfter, med skovklædte skråninger, der rejser sig på begge sider. Terrænet skifter fra klipperige højderygge til åbne enge, når man bevæger sig gennem parken. Bjørne, ulve og ørne lever stadig her. Få besøgende når så langt, så stierne føles virkelig fjerntliggende. Dette er et af stederne i det østlige Anatolien, hvor naturen stort set er overladt til sig selv.
Ovacık og Munzur-kilderne ligger i provinsen Tunceli, i en af de mindst besøgte dale i det østlige Tyrkiet. Området er formet af Munzur-bjergkæden, hvis skråninger er dækket af skov og gennemskåret af kolde bjergstrømme. Kilderne forsyner Munzur-floden, som løber gennem en nationalpark med samme navn. Stierne er grove, og folkemængder er sjældne. Besøgende kommer mest for at gå, se floden og stoppe i små landsbyer, hvor livet går langsomt. Stedet belønner dem, der er villige til at rejse uden for hovedvejene.
Tell Arslantepe i udkanten af Malatya er et af de vigtigste arkæologiske steder i Tyrkiet. Under den lave jordhøj ligger lag af menneskelig bosættelse, der går tusinder af år tilbage. Forskere har her fundet nogle af de tidligste spor af paladsarkitektur, administrative systemer og tidlig statsdannelse. Stedet har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 2021.
Den gamle by Kemaliye ligger i en dyb kløft, som floden Eufrat har skåret ud, i Erzincan-regionen. Stenhuse klamrer sig til klippevæggen og forbindes af stejle og smalle stræder, der snor sig mellem skråningerne. Livet her går langsomt og formes af bjergene, som omgiver byen på alle sider. At gå gennem Kemaliye føles som at træde ind i et sted, hvor floden, klipperne og de gamle bygninger alle hører til den samme historie.
Karanlık Canyon blev udskåret af Eufrat gennem fast klippe og er et af de mest markante naturtræk i det østlige Anatolien. Klipperne rejser sig stejlt på begge sider af floden. En vej hugget direkte ind i stenen løber gennem kløften og giver åbne udsigter til floden langt nedenfor ved hver sving. Lyset skifter voldsomt alt efter tidspunktet på dagen, og kløftens vægge kaster lange skygger, der holder dalen mørk i timevis, hvilket netop er, hvor dens navn kommer fra.
Girlevik Vandfald, nær Erzincan, er en række kaskader, der falder over klippefremspring ned i en grøn kløft. De omkringliggende skråninger er dækket af træer, hvilket får dette sted til at føles meget anderledes end de tørre plateauer, der dominerer det østlige Tyrkiet. Lyden af faldende vand og den kølige skygge giver stedet en forfriskende kvalitet, der står i skarp kontrast til det åbne, tørre landskab i nærheden.
Ishak Pasha-paladset blev bygget i 1600- og 1700-tallet på en klippeafsats over byen Doğubayazıt. Dets arkitektur blander osmanniske, armenske, georgiske og persiske stilarter og afspejler de mange kulturer, der har passeret denne del af det østlige Anatolien. Indenfor finder du et harem, en moske, modtagelsessale og en grav. Fra terrassen kan du på en klar dag se Mount Ararat rejse sig i det fjerne. Paladset giver en virkelig fornemmelse af, hvordan magtfulde lokale herskere engang levede langs den gamle Silkevej.
At besøge Østanatolien kræver tålmodighed og en vis fleksibilitet. Sekundære veje er nogle gange snoede, og nogle steder afslører sig langsomt, langt fra de sædvanlige turistruter. Forbered din rejse ved at tjekke lokale adgangsforhold, især nær grænserne. Folk i små landsbyer er ofte imødekommende og deler gerne deres viden om nærliggende ruiner.
