Hvad du kan opdage omkring det tyrkiske Sortehav: 33 steder mellem klostre og bjerge

Uzungöl er en bjergsø nær Trabzon, beliggende mellem skovklædte skråninger og høje tinder. Vandet spejler de omkringliggende bjerge, hvilket har gjort dette sted til et af de mest genkendelige billeder af den tyrkiske sortehavskyst. Små træhuse og tebutikker ligger langs bredden, og dagliglivet her følger en langsom, landlig rytme.

Hagia Sophia i Trabzon er en byzantinsk kirke fra 1200-tallet, der ligger på en lav bakke ved byens udkant og vender mod Sortehavet. Den blev bygget under Trapezunt-riget og rummer stadig fresker, der dækker vægge og hvælvinger. Gennem århundrederne har bygningen fungeret som kirke, derefter moske, derefter museum, før den igen blev taget i brug som moske. De udskårne portaler og det malede interiør giver en klar fornemmelse af, hvordan kunsten så ud i denne del af Anatolien i middelalderen.

Boztepe er en bakke i udkanten af Trabzon, hvor lokale går hen for at sidde under træerne, drikke te og se ud over byen og Sortehavet. Udsigten omfatter tage, havnen og vandet, der strækker sig mod horisonten. Det er et sted, der er nemt at nå fra centrum, og tehaverne der fyldes op sidst på eftermiddagen, når folk kommer for at se lyset falme over havet.

Hıdırnebi-plateauet ligger over Trabzon og er et af de højlandsområder, der kaldes yayla langs Sortehavskysten. Om sommeren kommer familier her for at bo i enkle træhytter og lade deres dyr græsse på de åbne græsgange. Luften er kølig, skyerne ruller ofte lavt ind, og tågen driver hen over bakkerne. Landet føles åbent og råt med græsklædte skråninger og spredte træer, der strækker sig i alle retninger.

Ayder Plateau ligger højt i Kaçkar-bjergene, over byen Rize. Det er et stort højlandsområde omgivet af skov, vandfald og grønne skråninger. Om sommeren kommer familier her for at slippe for varmen ved kysten. Træhuse og små te-huse ligger langs stierne. Bækkene løber kolde og larmende. Termiske bade har længe været brugt af lokale, der kommer op fra dalene.

Zilkale er en middelalderborg bygget på en klippefremspring over Fırtına-dalen. For at komme dertil følger man en snoet vej gennem tæt skov, indtil ruinerne dukker op på højderyggen over en. Murene er gamle og slidte, med græs, der vokser mellem stenene. Fra toppen kan man se ned på floden, der skærer gennem dalen nedenfor, og på de trædækkede skråninger på alle sider. Det er et råt og afsides sted, og et af de mest slående stop langs den tyrkiske Sortehavskyst.

Pokut-plateauet ligger højt i bjergene over Rize, i Pontic-bjergkæden langs Sortehavskysten. Det er et traditionelt sommergræsningsområde, kendt på tyrkisk som en yayla, hvor træhytter er spredt ud over skråningerne. Når skyerne lægger sig lavt i dalene, kan du se ned over et hav af hvidt herfra. Luften er kølig, græsset er grønt om sommeren, og livets tempo følger de gamle rytmer i bjerglandbruget.

Gito-plateauet ligger højt over provinsen Rize, blandt de sommergræsgange, som folk i denne region har brugt i generationer. Træhytter er spredt over græsmarkerne, og flokke bevæger sig langsomt hen over skråningerne. På klare dage rejser Kaçkar-toppene sig skarpt i alle retninger, og skyerne lægger sig langt nedenunder. Dette er et af de steder, hvor det gamle sæsonbestemte yayla-liv stadig fortsætter på en måde, der føles helt naturlig.

Landsbyen Çamlıhemşin ligger i det nordøstlige Tyrkiet, ved foden af Kaçkar-bjergene, omgivet af teplantager og tæt skov. Den er det vigtigste udgangspunkt for ruter ind i de dybe dale og op til yayla, de traditionelle højlandsgræsgange, hvor familier tilbringer sommeren. En flod skærer gennem en smal kløft midt i landsbyen, og gamle stenbroer krydser vandet. Livet her går langsomt, formet af tehøsten og de skiftende årstider på bjergskråningerne.

Kaçkar-bjergene Nationalpark ligger mellem provinserne Rize og Artvin, i hjertet af det tyrkiske Sortehavs bagland. Dets gletsjersøer ligger højt blandt klippetoppe, og stier snor sig gennem skove og højlandsgræsgange kendt som yayla. Om sommeren driver hyrder deres flokke op til de høje plateauer, og træhytter ligger spredt på skråningerne. Vandrere bevæger sig gennem enge, lave skyer og skovpletter, der skifter med højden. Denne park er et af de få steder langs Sortehavskysten, hvor bjergliv og vild natur mødes så direkte.

Karagöl-søen nær Borçka ligger i en bjergdal i Artvin-regionen, omgivet af en tæt skov af løvtræer. Om efteråret skifter træerne til gult, orange og rødt, hvilket giver søen en varm og farverig ramme, der tiltrækker besøgende fra hele Sortehavskysten. Vandet er mørkt og stille og spejler trækronerne ovenover. En smal sti løber langs bredden og giver en kort og let gåtur. Selvom søen er tæt på kysten, føles den langt derfra.

Şavşat og Karagöl-Sahara-parken ligger i det nordøstlige hjørne af Tyrkiet, tæt på grænsen til Georgien. Området er dækket af tætte skove, med bjergsøer gemt i smalle dale. Karagöl-søen ligger ved foden af skovklædte bakker, der bliver dybt røde og orange om efteråret. Vejene passerer små landsbyer, hvor gamle træhuse ligger langs skråningerne. Denne del af Artvin-provinsen føles langt fra de store turistruter, og det er en del af det, der gør den værd at besøge.

Macahel-dalen ligger i det nordøstlige Tyrkiet, lige ved grænsen til Georgien, omgivet af tætte skove og stejle bjergskråninger. Landsbyerne her er bygget af sten og træ, og dagliglivet følger et langsomt, traditionelt tempo. Biavl er blevet praktiseret i generationer, og den lokale honning er kendt langt uden for dalen. Når du går igennem, lægger du mærke til små gårde, blomsterfyldte enge og et sted, der har holdt sig tæt på sine gamle måder.

Giresun Ø ligger lige ud for kysten ved byen Giresun ved Sortehavet. Gamle historier forbinder denne lille ø med amazonerne og med argonauterne, som siges at have stoppet her på deres rejse. Ruinerne af en byzantinsk kirke står stadig på øen. I dag kommer besøgende dertil med en kort bådtur fra havnen.

Giresun Slot ligger på en klippet bakke over byen og Sortehavet. Fra dens mure kan man se kystlinjen strække sig i begge retninger, den gamle by nedenfor og fiskerbådene i havnen. Fæstningen går tilbage til oldtiden og har været i hænderne på mange folk gennem århundreder. I dag kan besøgende gå mellem de gamle sten og nyde udsigten over havet.

Boztepe ligger over byen Ordu og kan nås med svævebane. Fra toppen ser man ud over tagene, havnen og det åbne vand i Sortehavet. På en klar dag strækker udsigten sig langt langs kysten. Lokale kommer ofte her om aftenen for at se solen gå ned over vandet.

Jason-halvøen er en halvø, der skyder ud i Sortehavet nær byen Ordu. Navnet kommer fra den antikke legende om argonauterne, som efter sigende sejlede langs disse kyster under Jasons søgen efter det gyldne skind. En kirke fra 1800-tallet står stadig på halvøen, et minde om de græske samfund, der engang boede langs denne kyst. Fra spidsen af halvøen åbner havet sig til alle sider, og kystlinjen buer væk i begge retninger.

Perşembe og dens kystvej ligger langs Sortehavet i provinsen Ordu. Vejen snor sig mellem små bugter og klippeskrænter og passerer fiskerlandsbyer, der følger havets rytme. Skråningerne falder stejlt ned mod vandet, og fra vejen kan man se både, net og gamle stenhuse. Dette stykke kyst har lidt trafik og giver en ærlig fornemmelse af hverdagen ved det tyrkiske Sortehav.

Bandırma-færgen er en kopi af det skib, der bragte Mustafa Kemal Ataturk til Samsun i maj 1919 og markerede starten på den tyrkiske uafhængighedskrig. I dag fungerer det som museum, hvor besøgende kan gå gennem fartøjet og se udstillinger relateret til de afgørende dage. Skibet ligger nær havnefronten i Samsun, så det er nemt at besøge, mens man udforsker byen. Det er en af de mest direkte måder at komme i kontakt med moderne tyrkisk historie.

Kızılırmak-deltaet ligger øst for Samsun, hvor Tyrkiets længste flod møder Sortehavet. Når floden sænker farten, breder den sig ud i et stort vådområde med laguner, rørskove og lavvandede søer. Mange trækfugle stopper her på deres rejser mellem Europa, Asien og Afrika, hvilket gør dette til et af de vigtigste fuglereservater på den tyrkiske Sortehavskyst. Når man går langs vandkanten, kan man se hejrer, ænder og vadefugle bevæge sig gennem sivene. Landskabet er åbent og fladt med lange udsigter over stille vand, især i det tidlige morgenslys.

Amasya ligger i en smal dal, der er skåret ud af floden Yeşilırmak. Høje klippevægge rejser sig på begge sider, og ind i dem er de pontiske kongers kongegrave hugget ind i stenen for over 2000 år siden. Langs flodbredden ligger osmanniske træhuse med brede, fremspringende overetager, mange af dem malet i varme farver. Byen var engang et træningssted for osmanniske prinser, og den rummer stadig gamle moskeer, teologiske skoler og en fæstning på en bakketop. En gåtur langs floden i skumringen, hvor gravene lyser op ovenover og spejler sig i vandet nedenfor, giver byen en stærk følelse af dybde og tid.

Klippegravene for de pontiske konger er hugget direkte ind i en høj kalkstensklippe over byen Amasya. De er over 2.000 år gamle og blev udhugget som gravkamre for herskerne i Kongeriget Pontos. Fra bredden af floden Yeşilırmak nedenfor kan du se direkte op på facaderne, som er oplyst om natten og spejler sig i vandet. Over gravene rejser skråningen af bjerget Harşena sig stejlt, kronet af resterne af en gammel fæstning. En tur op giver dig en klar udsigt over tagene og den grønne dal nedenfor.

Sinop ligger på en smal halvø og er den nordligste by i Tyrkiet. I århundreder fungerede den som en vigtig havn ved Sortehavet, og dens gamle bymure står stadig. Når man går gennem den gamle by, finder man smalle gader, stenhus og den gamle havn, hvor fiskerbåde lægger til. Havet er aldrig langt væk.

Sinop Historiske Fængsel ligger inde i byens gamle fæstningsmure og var længe kendt som et af de hårdeste fængsler i Tyrkiet. I dag kan du gå gennem cellerne, røre ved væggene og fornemme, hvordan livet var her. Stedet fortæller historien om eksil, isolation og hverdagen for de indsatte, som nogle gange tilbragte mange år bag disse stenvægge. Det er et sted, der giver stof til eftertanke, midt i en havneby med en lang historie.

Hamsilos Koyu er en dyb og smal bugt nær Sinop, hvor skovklædte skråninger falder direkte ned til vandet. Lidt derfra markerer halvøen İnceburun Tyrkiets nordligste punkt, hvor klipper møder det åbne Sortehav. Området føles fjernt og råt, med skovstier, stille vige og vide udsigter over vandet, som gør det anderledes end noget andet sted langs denne kyst.

Safranbolu er en osmansk by i Karabük-provinsen, der stort set har bevaret sine gamle købmandshuse, bazarer, hammamer og karavanserajer. Bygningerne, for det meste fra 1600- og 1700-tallet, står stadig, som de blev bygget, med trærammer, hvide pudsvægge og fremspringende øverste etager over smalle gader. Byen har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1994. Når man går gennem Çarşı-kvarteret, finder man håndværksværksteder, kaffehuse og små butikker, der bærer en følelse af de gamle handelsruter, som stadig er levende i dag.

Tokatlı Canyon ligger kun en kort køretur fra Safranbolu og byder på en naturlig kontrast til byens stenhus og gamle basar. En skyggefuld sti følger floden gennem en skovklædt kløft og fører til İncekaya Akvædukten, en osmannisk konstruktion bygget i 1700-tallet for at føre vand ind til byen. Akvædukten spænder over kløften i en betydelig højde, og stien nedenunder giver en klar fornemmelse af størrelsen på dette gamle ingeniørarbejde.

Amasra er en lille havneby på Sortehavskysten, klemt inde mellem to bugter. Et middelalderligt slot rejser sig over tagene og kigger ud over vandet. Smalle gader snor sig gennem den gamle by forbi stenbygninger, og fiskerbåde ligger fortøjet lige under de gamle mure. Amasra er et af de ældste steder langs denne kyststrækning, hvor der har boet mennesker uafbrudt, og en gåtur gennem gaderne giver en klar fornemmelse af, hvordan livet her har holdt sig tæt på havet i meget lang tid.

Güzelcehisar ligger ved Sortehavskysten og byder på et sjældent syn: basalt søjler, der rejser sig direkte fra vandet. Disse vulkanske klippeformationer blev dannet for millioner af år siden af afkølende lavastrømme. Du kan se dem fra kysten og betragte bølgerne, der skyller omkring de mørke stensøjler. Stedet er sjældent overfyldt, og kystlinjen føles rå og upoleret, langt fra de travlere steder langs den tyrkiske kyst.

Gideros Bugt ligger nær den kystnære by Cide og er en af de mest beskyttede vige langs den tyrkiske Sortehavskyst. Vandet er næsten helt omgivet af skovklædte bakker, hvilket giver bugten en følelse af beskyttelse. Fiskerbåde hviler her i roligt vand, og de omkringliggende træer når helt ned til kystlinjen. Når man går langs kanten, får man en fornemmelse af et sted, der ser få besøgende og bevæger sig i sit eget tempo.

Yedigöller Nationalpark, der ligger i provinsen Bolu, har fået sit navn efter sine syv små søer, der ligger gemt inde i en tæt skov. Træerne, mest bøg, eg og el, skifter til dybe røde og gule farver om efteråret og tiltrækker besøgende fra byer i nærheden. Korte stier forbinder søerne, så det er nemt at gå fra den ene til den næste i et roligt tempo. Vandet spejler trækronerne ovenover, og de eneste lyde er vinden og små vandløb. Det er et sted, hvor folk kommer for at sætte tempoet ned og gå blandt træerne.

Abantsøen ligger i de skovklædte bakker i Bolu-provinsen, omkring 4.300 fod (1.300 m) over havets overflade. Vandet er stille og mørkt, omgivet af træer, der skifter til klare nuancer af orange og rødt om efteråret. En blid sti løber hele vejen rundt om søen, og det er et populært sted for weekendvandrere, der kommer op fra byen. Luften er kølig selv om sommeren. Denne sø er et af de lettest tilgængelige naturområder langs den nordlige kant af Sortehavsregionen.

Sumela Kloster klamrer sig til en stejl klippevæg i Altındere-dalen, omkring 1.200 meter over dalbunden, og er det mest besøgte byzantinske sted på Tyrkiets Sortehavskyst. Det blev grundlagt i 4. århundrede af græsk-ortodokse munke og var i brug uafbrudt i over tusind år. Besøgende når det ved at gå ad en snoet sti gennem skoven og står pludselig over for kapeller og gårdspladser hugget direkte ind i klippen. Freskerne på væggene viser scener fra Jesu og Jomfru Marias liv.